
Af Robert Inlakesh – oversat af Bitten-Kirsti Nielsen. [NewSpeek har indsat mellemrubrikker]
***
Når det er af så stor betydning for Syrien, at en tredjedel af landet faktisk er besat af USA, er det, fordi det drejer sig om et område med den mest frugtbare landbrugsjord, og hvor 90% af deres oliefelter findes.
Siden 1940’erne har USA’s regeringer sat sig imod og endda forpurret ethvert forsøg på fra Mellemøstlandenes side at finde sammen i et samarbejde i regionens interesse. Trods Washingtons erklæringer om, at hensigten med deres hegemoniske indflydelse var at fremme demokratiet, så indleder deres svindende magt en ny bølge af fred og kompromis.
Med udbruddet af krigen i Ukraine i februar 2022 og indførelsen af sanktionerne mod Moskva, begyndte (…) USA’s magt at bryde sammen for verdens øjne. Ikke alene er de amerikanske sanktioner mislykkedes med at lamme Rusland, men de har påført Europa et stort tilbageslag og forhindret det i at åbne nye muligheder for at danne økonomiske alliancer, der ligger uden for Washingtons sfære.
USA’s hovedkuldse fiasko ved deres forhastede evakuering af styrkerne fra Afghanistan gav det samme i udsigt som ved deres tilbagetrækning i 175 fra Saigon i Vietnam. På det tidspunkt var signalet til det globale syd, at sejren mod den amerikanske krigsmaskine var mulig. Imidlertid var den væsentligste lektie fra tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021, at Washington var blevet overvældet, hvilket markerede et æraskifte.
En bølge af sammenslutninger i Mellemøsten
Det har chokeret verden at se genetableringen af båndene mellem Iran og Saudi-Arabien, formidlet af Kina, som tilsyneladende har åbnet for en bølge af kompromisser, fredsforhandlinger og nye bånd mellem gamle regionale fjender. At Beijing har været den, som har medvirket til en tilnærmelse mellem Teheran og Riyad, siger en del om Washingtons dalende rolle i Mellemøsten, en region som i årtier er blevet betragtet som en del af deres baghave.
Saudierne havde nydt amerikansk militærs beskyttelse – som man kalder det – siden den første krig i Irak i 1990, som tillod dem at forskanse sig i Saudi-Arabien og i nabolandene under påskud af at bekæmpe Saddam Hussein på det tidspunkt. USA’s rolle i Mellemøsten var at så splittelse og sætte regionen under deres kontrol. At de i så lang tid havde bevaret deres position som eneste verdensmagt, havde fået flere lande til at følge deres ordrer. Hvis de nægtede det, blev de som regel invaderet eller udsat for kup og økonomisk krig.
Freden mellem Iran og Saudi-Arabien her derefter ført til forhandlinger mellem saudierne og den yemenitiske regering i Ansarallah for at gøre en ende på krigen, som udbrød i 2015 og har kostet livet af omkring 400.000 yemenitter. I dag er Syrien genintegreret i den arabiske verden. Tunesien var den seneste i rækken, som officielt genoprettede sine diplomatiske forbindelser. Den saudiske udenrigsminister, prins Faisal bin Farhan Al Saud, ankom ligeledes til Damaskus for at mødes med den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Vi har derefter set genåbningen af forbindelserne mellem Qatar og Bahrain efterfulgt af en meddelelse i Doha [centrale del af halvøen Qatar], ifølge hvilken Qatar forbereder sig på en genetablering af de diplomatiske forbindelser med de Arabiske Emirater (EAU) og en genåbning af ambassaderne efter en lang bitter strid.
En tilnærmelse mellem Tyrkiet og Syrien?
Den vigtigste udvikling ville være en tilnærmelse mellem Tyrkiet og Syrien. Skulle Damaskus officielt normalisere sit forhold til Ankara, ville det endda give mulighed for en økonomisk genopretning af Syriens indenrigsforhold. Skønt krigen i Syrien er gået lidt i stå, er tilstedeværelsen af de tyrkiske tropper i nordvest en buffer for, at den syriske regering kan generobre territoriet uden en endelig fredsløsning. Det vigtigste er imidlertid den effekt, som en normalisering af det nordøstlige Syrien ville have, hvor USA har besat omkring en tredjedel af Syriens territorium med hjælp fra syriske demokratiske styrker (SDF) ledet af kurderne.
Hvis forholdet mellem Tyrkiet og Syrien genoprettes, og den tyrkiske præsident Erdogan beslutter at føre en anden militær operation mod SDF (Syrian Democratic Forces) i det nordøstlige Syrien, er det tænkeligt, at de amerikanske styrker, som er udstationeret på dette territorium, forlader det igen. I 2018 og 2019, da tyrkiske tropper invaderede syrisk territorium for at bekæmpe SDF-grupperne, forlod amerikanerne sine allierede kurder, da de åbenbart frygtede en eskalering med deres Nato-allierede Tyrkiet.
I 2019 førte den tyrkiske militære indtrængen til erobringen af en lille lomme i det nordlige Syrien, hvor de amerikanske styrker trak sig ud af Syrien, men kom tilbage, da eskaleringen var overstået. På det tidspunkt havde den syriske regering forsøgt med diplomatiet og sendte deres egne tropper af sted for at finde en løsning, men havde ikke lanceret en offensiv mod nogle af parterne.
Betydningen af en tredjedel af syrisk territorium under de facto besættelsen af USA skyldes, at det drejer sig om et territorium, hvor der er den mest frugtbare landbrugsjord i Syrien og 90% af deres oliefelter. Hvis Tyrkiet og Syrien normaliserede deres forhold, ville tyrkerne igen angribe SDF, og muligheden for en retræte eller en retræte af de amerikanske styrker ville være mulig. Ifølge dette scenario kunne Damaskus og Ankara kommunikere direkte.
Dette ville give mulighed for en syrisk arabisk offensiv for at generobre oliefelterne på et tidspunkt, hvor al amerikansk modstand ville være svækket og formodentlig begrænset til at kunne angribe på afstand. Efter en generobring af oliefelterne ville USA ikke have grund til at vende tilbage til Syrien og organisere en krig i fuld skala. Det ville være for dyrt og desuden upopulært i USA.
Fremtiden i Mellemøsten, hvor USA’s magt vil være begrænset, synes at ville være bedre for stabiliteten og den regionale produktivitet i øjeblikket. Regeringen i Washington ønsker at fremstå som fredsbærere, men i det sekund, hvor deres magt begynder at vige, bliver det åbenlyst, at de har været den største hindring for fred i Mellemøsten.
source: Al-Mayadeen via France-Irak Actualité
Robert Inlakesh: Forfatter, journalist, dokumentarfilm-instruktør, politisk analytiker med særlig fokus på Mellemøsten, især Palæstina.
***
Oversætterkommentar:
Det skal bemærkes, at forfatteren alene står for indhold og vinkling af artiklen. Som oversætter har jeg – som sædvanligt – lagt mig så tæt op ad artiklen som muligt. Artiklen har betydning, da den giver et godt billede af forholdene i det urolige Mellemøsten, som nu mere eller mindre famlende forsøger at finde fodslag i et fælles eksperiment, ikke mindst ifm. BRICS-landene.
***
[Et perspektiverende link:
The Arabs Are Reunited And Israel Is Out
https://www.moonofalabama.org/2023/05/the-arabs-are-reunited.html#more]