Af Nina Froberg.
Min hest var engang ved at drukne. Det var en smuk sommerdag. Vi red på lavt vand og pludselig sank hun i et hul med slimet, sort mudder.
Da det gik hende til op over maven, gav hun op.
Helt apatisk holdt hun op med at prøve at komme op og lagde hovedet i vandet.
Mens min veninde red efter hjælp, holdt jeg min hests hoved over vandet, og forsøgte samtidig at drive hende til at tage de få spring ind til fast grund og sikkerhed.
Historien endte godt. Hun kom op, men vi var begge dækket af slimet, sort mudder.
Hos bonden, der kom for at hjælpe, blev min hest spulet ren og jeg med. Vi red hjem, lettere rystede, men uden mén.
Den historie minder mig om den apati, der har ramt den danske befolkning i forhold til invasionen fra Mellemøsten og Afrika.
Vi sidder dybt begravet og gør intet for at komme ud af sølet. Alt det, vi ikke står for, finder vi os apatisk i, når det kommer fra det segment.
Der er kun få, der stadig kæmper for at få os ind i sikkerhed. Et lille mindretal, der ikke giver op. Som driver og pisker på skift for at få os ind på fast grund igen, så vi kan få spulet mudderet af os og komme videre. Et lille mindretal, der ikke uden kamp vil lade os synke dybere ned i mudderet.
Du ved selv, om du er én af dem, der stadig kæmper. Én af dem, der kan huske, hvordan det føles at have fast grund under fødderne.
Tak til dig og hver og én, der gør en indsats og ikke giver op.
Måske er du aktiv i debatten i medierne, måske protesterer du på åben gade. Måske er du blevet politiker eller måske er du blevet medlem af et parti, der kæmper for dig.
Alt tæller, og alt er værdsat i kampen for at trække Danmark ud af det mudderhul, vi er havnet i.
Heldigvis vokser antallet af gode mennesker, der vil gøre en indsats. Vi skal nok komme ud i det fri, men det kommer vi ikke uden at kæmpe for friheden.
Tak til alle frihedskæmpere. Nyd sommeren og saml kræfterne. Der er brug for dig. Din stemme er vigtig.