Mens politikerne har en drøm om den bedst uddannede generation nogensinde, er danskerne kendt som EU’s dummeste. Skurken er det danske uddannelsessystem, hvor fokus gennem årtier har været på kvantitet – at få så mange halvstuderede røvere igennem som muligt ved at sænke kvalitets- og beståelseskravene.
Af André Rossmann
Danmark er en nation i fornægtelse. Politikere brøler om en dansk skole ”i verdensklasse” og ”den bedst uddannede generation nogensinde”. Senest har Kent Damsgaard, vicedirektør i DI, sagt, at ”vi skal have uddannelser i verdensklasse, som på højeste niveau skal kunne konkurrere med stærke videnscentre som Silicon Valley og Baden-Württemberg”.
Vi bruger 71 mia. kr. på grundskolen, 33 mia. kr. på ungdomsuddannelser, 29 mia. kr. på videregående uddannelser og 11 mia. kr. på efteruddannelse. Hertil skal lægges 20 mia. kr. til SU. Resultaterne i internationale sammenligninger er imidlertid middelmådige fra folkeskole til universitet.
PISA-undersøgelserne har i flere år vist, at danske unge er fagligt dårlige i de ”hårde” fag, men stærkere i ”bløde” fag. De kan dårligt trække 5 fra 100, men er rigtig dygtige til at diskutere fordele og ulemper ved at have regning i skolen. I EU-systemet har danskere derfor meget svært ved at bestå de prøver, der kræves for at få job i Bruxelles. Her kræves solid faktuel viden og ikke holdningsbaseret plidderpladder.
Hvert år melder 27.000 håbefulde europæere sig til EU’s ansættelsesprøve. Ca. 300 danskere konkurrerer med resten af kontinentets skarpeste hjerner om et job i EU’s institutioner. Men danskerne klarer sig elendigt i det konkurrenceprægede miljø.
I 2012 bestod ingen af de 357 danske ansøgere EU’s adgangsprøve. I 2014 bestod kun en enkelt ud af 273 danske ansøgere prøven, som bl.a. indeholder en række logiske computertests, der kan minde om en intelligenstest fra Mensa. Det er den del af prøven, der sorterer så godt som alle danskere fra.
Politikernes fantasier om ”den bedst uddannede generation i årtier” er et luftkastel. Realiteten er, at danske skatteydere betaler for et skrabet undervisningssystem, der hylder principperne om, at ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og ”Hvis alle ikke kan blive lige kloge, skal alle være lige dumme”. Derfor er Danmark befolket med funktionelle analfabeter og halvstuderede røvere.
Ligemageriet og middelmådigheden gennemsyrer hele samfundet, uddannelsessystemet og erhvervslivet. Det største problem med talentudvikling i Danmark er, at danskerne er for lighedsorienterede og ikke bryder sig om tanken, at nogle er ”særlig egnede”. Det at udpege de allermest lovende medarbejdere eller studerende og give dem ekstra udviklingsfokus, strider mod danskernes anti-elitære natur. F. eks. er det velkendt, at danske linjeledere ikke tager ansvar for medarbejderudvikling, da de er uvillige til at differentiere topperformere fra middelperformere og underperformere – og adresserer ikke kronisk underperformance.
Men hvordan er Danmark havnet i dette uddannelsesmæssige morads?
Folkeskolen producerer funktionelle analfabeter
Miseren starter i folkeskolen, som både er dyr og dårlig. 16-17 pct. af en ungdomsårgang forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, helt uden basale færdigheder i dansk og regning. Underdirektør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, har udtalt, at ”arbejdsgiverne er i dag nødt til at justere niveauet efter, at det ikke længere er normen, at unge kan stave”.
Over 583.000 danskere har svært ved at læse, 531.000 har svært ved at regne, og 1.032.000 kan ikke bruge it på et basalt niveau. Det viste de danske resultater af OECD’s PIAAC-undersøgelse. Bedre bliver det ikke af, at der er en anti-lektiebevægelse i gang. En fjerdedel af landets folkeskoler har sat fordummelsen i system og afskaffet elevernes lektier og hjemmearbejde.
Det kan derfor ikke undre, at nyudsprungne studenter fra landets fineste gymnasier ikke aner, hvad D-dag var for noget, og at Berlingske er nødt til at præcisere for sine læsere, at Jens Otto Krag, N. F. S. Grundtvig, Karl Marx og Thorvald Stauning, som prof. Peter Nedergaard i sine klummer gennemfører fiktive interviews med, for længst er afgået ved døden. Eksemplerne på uvidenhedens katastrofe er legio.
Gymnasier er opbevaringsanstalter
Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og 3-årig opbevaring for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. De unge følger i hælene på de andre og søger mod de gymnasier, der ifølge rygterne har de bedste fester. I gymnasiet er det kun 15 pct. af eleverne, der altid forbereder sig til timerne, og en tredjedel af eleverne afleverer ikke alle deres skriftlige opgaver, selv om det er et klart krav.
I det europæiske uddannelsessystem hører man ofte positive ting om danske studerende, men der føjes altid sætningen: ”Men de er ekstremt uvidende”. Vi ved godt hvorfor. De lærer nemlig ikke nok i gymnasiet, takket være genier som f. eks. Anne-Birgitte Rasmussen, der er formand for danske gymnasier. I Politiken har hun skrevet, at hvis vi lægger ”for megen vægt på simpel faglighed og udenadslæren”, risikerer vi at bryde med ”en tradition” for at uddanne ”formidlende, kritiske og reflekterende medborgere”. ”Simpel faglighed” betyder for gymnasiernes formand ”stavning, grammatik og matematikprøver”, som Anne-Birgitte Rasmussen i fuldt alvor betragter som en hindring for uddannelsen (sic!).
Universiteter sænker beståelseskravene
Universiteterne er blevet ødelagt af, at man i årevis har optaget mennesker, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Det er undervisernes vurdering, at hver tiende studerende ikke har motivationen og fagligheden til at studere på universitetet, mens tre ud af ti undervisere har måttet omlægge undervisningen og sænke kravene for at imødekomme fagligt svage studerende. Prof. Flemming Besenbacher fra Århus Universitet er ikke i tvivl om, at det høje optag af studerende har ført til et generelt fald i uddannelseskvaliteten på universiteterne. ”Når vi lukker så mange ind, er vi nødt til at tilpasse undervisningen derefter. Før blev den måske tilrettelagt efter de bedste 10, 15, 20, 25 pct. I dag er tilpasser man undervisningen alle studerende, herunder også de 25 pct. dårligste”.
Man har forsøgt at dække over den svækkede faglighed og studiekompetence qua lavere eksamenskrav, en sænket dumpegrænse og en ny karakterskala, der har medført kraftig inflation i karaktergivningen, så der i dag er mere end dobbelt så mange topkarakterer som for ti år siden. Mens 4-taller bliver sjældnere, er 12-tallet ved at blive helt almindeligt på danske universiteter. Censorerne oplever, at ”de videregående uddannelsers kvalitet over en årrække har været faldende, og at de faglige krav, der stilles til de studerende, er mindre end tidligere. Omfanget af pensum er faldet, og der er tegn på inflation i karaktergivningen, så der gives relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum”.
Taxametersystemet tildeler skoler penge på baggrund af antallet af optagede elever samt færdiguddannede dimittender. Det har skabt et økonomisk incitament til at beholde elever og studerende, selv om de ikke lever op til undervisningens krav og standarder. Derfor finder man mange rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner med et fagligt niveau, der er ligeså lavt, som deres fravær er højt.
Ph.d.’er har vi ikke talentmassen til
Optaget til ph.d.-uddannelserne er eksploderet i de senere år. Ifølge chefen for external innovation and stakeholder relations i NovoNordisks forsknings- og udviklingsafdeling, Søren Bregenholt, bliver der uddannet for mange ph. d.’er herhjemme, som forskningsmæssigt ikke er konkurrencedygtige i forhold til lande, vi sammenligner os med, såsom Sverige og Storbritannien. Prof. Flemming Besenbacher tilføjer: ”Jeg vil tro, at 20 pct. af ph.d.’erne ikke har en tilstrækkeligt høj international kvalitet. I dag er det således, at op mod halvdelen af de medicinske kandidater bliver ph.d.’er. Undskyld mig, men det har vi simpelthen ikke talentmassen til i Danmark”.
Selv ukrainere er bedre
Udbuddet af ingeniører med kun 10- og 12-taller i karakterbogen er blevet så småt, at det truer dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Talenterne mangler arbejdsdisciplin og ærgerrighed, lyder det fra flere topchefer på forskningstunge højteknologivirksomheder. Mange af de danske it-medarbejdere, man kan få, er af middelmådig kvalitet. Det mener i Mogens Nørgaard, der er direktør i Fair & Square, som leverer it-konsulentydelser. Han siger: ”Undervisningssystemet herhjemme er gået kraftigt ned ad bakke. Vi kan få polske programmører, der er dygtigere, også til projektledelse. Selv ukrainere er bedre. De danske uddannelser er ikke skrappe nok i deres krav, og ofte svarer undervisningen ikke til, hvad der er brug for”.
Peter Michael Oxholm, medstifter af iværksættervirksomheden Autobutler, er enig: ”Vi har brug for flere ingeniører og datalogere. Problemet er ikke kun kvantitet, men også kvalitet. Autobutler har således opgivet at ansætte danske IT-folk. Vores ukrainske udviklere er bedre og billigere”.
Nummer 18 i verden, når det gælder uddannelse
Et indeks, som Deloitte har lavet i samarbejde med bl.a. prof. Michael Porter fra Harvard Business School og organisationen Social Progress Imperative, placerer Danmark på en 18. plads baseret på antal uddannelsesår efter folkeskolen, kvinders uddannelse, ulighed i uddannelsesniveau samt antallet af universiteter med en international akkreditering. “Når det gælder uddannelse ud over folkeskolen, dvs. ungdoms-, voksen- og videregående uddannelser, er Danmark kun nummer 18 i verden, hvilket ikke er specielt imponerende”, siger Mette Lindgaard, der er ansvarlig for Deloittes ydelser på velfærdsområdet, både i Danmark og globalt. Danmark ligger bag lande som Rusland, Korea og Irland, når det kommer til videregående uddannelse i sammenligningen.
Omkring 40 pct. af de danskere, der lige nu er ansat i EU-administrationen, går på pension inden for ti år. Det bliver dog svært at erstatte dem, da vores skrabede, kriseramte uddannelsessystem udklækker kandidater, som i EU-sammenhæng er ”ekstrem uvidende”. For at sige det pænt.