VELFÆRD FORDRER SOLIDARITET AF DE BREDE SKULDRE

SKAT

Af Jens Ellekær

For så vidt vi ikke vidste det i forvejen, så har den netop overståede valgkamp og de efterfølgende forhandlinger om en regeringsdannelse vist, at det offentliges behov for ressourcer i form af penge er uendeligt. Skulle det alligevel være gået over hovedet på en eller anden, så fremhæves dette kendetegn ved det postmoderne samfund endnu en gang af et opinionsindlæg i Berlingske den 23. juni af politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Koch. For gud ved hvilken gang fremhæver han, at Riget fattes penge, men påpeger heldigvis også, at pengene kan inddrages af de offentlige kasser gennem en formuebeskatning.

Fattigdommen er horribel
Der kan åbenbart ikke herske tvivl om, at der er et reelt behov for at styrke de offentlige finanser: Fattigdommen – især børnefattigdommen – er horribel. Sundhedssystemet er i følge udsagn fra utallige sundhedsarbejdere tæt på et totalt kollaps. Børn vantrives i underbemandede småbørnsinstitutioner. Skolesøgende børn bliver ikke bibragt den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder. Politiet mangler ressourcer til at opretholde almindelig orden. Retssystemet er overstrabadseret – og jeg kunne blive ved (men til hvilken nytte? Nå ja, så lad mig da lige nævne, at Forsvaret ikke har kapacitet til at gennemføre et territorialforsvar.)

Ingenting stiller sig i vejen for en styrkelse af de offentlige finanser
Hvad stiller sig så i vejen for en styrkelse af de offentlige finanser? I princippet ingenting for i det postmoderne samfund med den stadigt stigende klientgørelse af borgerne er der – hvilket vi vel efterhånden har fået klar vished om – ikke meget, der kan sætte grænser for det offentliges skatteudskrivning.
I hine tider med enevældige fyrster balancerede disse ofte på en knivsæg: Pålagde de stænderne og særskilte økonomiske enheder såsom købstæder for store skatter og afgifter, kom de i karambolage med hævdvundne rettigheder og risikerede oprør. Det er ikke så få konger og fyrster, der i tidens løb har set sig nødtvunget til at indstille deres krigeriske ambitioner, fordi pengekassen var tom (heraf ses den fredsskabende virkning af begrænsede muligheder for skatteudskrivning).

Den danske model
Men hvis ikke det er risikoen for oprør, der sætter de aktuelle grænser for skatteprovenuet, hvad er det så? Det er et langt stykke hen ad vejen den højtbesungne, såkaldte ”danske model”: Det forhold, at arbejdstagere og arbejdsgivere suverænt aftaler deres indbyrdes forhold og derved unddrager det nationaløkonomiske kerneområde, som produktionen udgør, fra statslig styring. Den danske model har selvklart til formål at gavne de to involverede parter mest muligt – dvs. at sikre arbejdsgiverne (kapitalen) størst muligt afkast og arbejdstagerne højest mulig løn for mindst muligt arbejde.

Mellemfolkeligt Samvirkes politiske chef Lars Koch peger på de store muligheder, der ligger i at beskatte kapitalen. Han forbigår endda det forhold, at en formuebeskatning vil motivere kapitalejerne til at søge bedre afkast af deres investeringer, og at en formuebeskatning med en vis sandsynlighed derfor også vil generere et større provenu fra indkomstbeskatningen.

Arbejdstagerne
Men Koch undlader helt og holdent at se på det skattemæssige potentiale, der findes hos den anden af arbejdsmarkedets parter: Arbejdstagerne. I et nyligt nyhedsbrev fra Rockwool Fonden fastslås det, at danskerne arbejder (for) lidt i forhold til andre lande. Der er derfor grundlag for, at lovgivningsmagten sætter arbejdstiden på årsbasis endog betragteligt op. Det vil – med uændrede lønninger per arbejdstidsenhed – generere et større beskatningsgrundlag, og det vil også bringe flere indkomster op på en højere beskatningsprocent.
   Det forudsætter selvsagt en delvis afvikling af den ”danske model” – men er det ikke en lille pris at betale for at opnå det aspirerede velfærdsniveau? Sat på spidsen kunne man altså også spørge, om ikke de danske arbejdstagere med deres lave arbejdsintensitet i den nuværende situation forholder sig usolidariske over for den del af befolkningen – børn, fattige og syge – der har et akut behov for øget velfærd.

Nærliggende at Mellemfolkeligt Samvirke griber i egen barm
Afslutningsvis er det nærliggende at opfordre Mellemfolkeligt Samvirke til at gribe i egen barm. Organisationen modtager omkring 60 procent af dens midler fra de offentlige kasser – altså penge, der kunne kave været brugt på velfærd i Danmark. Organisationen sender medarbejdere og frivillige ud til arbejde på oversøiske destinationer og unddrager dermed Danmark arbejdskraft, der kunne have øget beskatningsgrundlaget i Danmark. Og i et helt andet aspekt må man med Greta Thunberg spørge hvor mange af medarbejderne og de frivillige, der rejser ud til deres opgaver med skib og tog. Mon ikke mange af dem flyver og med deres klimaaftryk bringer de små børns fremtid i fare?

(Kommentaren er blevet afvist af Berlingske).