USA’S TÅBELIGE KRIGE

veteran

Af Bent Jensen

USA som permanent krigsførende

En dansk general sagde engang til mig, at USA jo var permanent krigsførende. Det havde jeg ikke selv tænkt på, men det er rigtigt – USA har ført krige under samtlige amerikanske præsidenter. Lad os som danske påskønne USA’s store indsats for vores frihed i det 20. århundrede, også under den lange krig, der heldigvis forblev kold.

Det nye er, at Det demokratiske Parti, venstrefløjen og dens medier nu begejstret støtter krige, der ses som politisk progressive. Det begyndte under Bill Clinton og kulminerede under Barack Obama. Trump har derimod kritiseret de senere års interventionskrige – og kritikken har haglet ned over ham fra amerikanske venstreorienterede og deres borgerlige danske eftersnakkere.

USA har en lang række professionelle udenrigspolitiske eksperter; nogle af dem har stor politisk indflydelse. De er medlemmer af en roseklub, hvor man rygklapper hinanden. Da de af mange anses for meget kloge, har de også haft indflydelse på dansk udenrigspolitik. Tucker Carlson er dog ikke imponeret af dem: De aner ofte ikke noget om de ting, de taler så skråsikkert om, og deres råd har været katastrofale både for USA og de lande, hvor USA har interveneret, mener han.

Den amerikanske udenrigspolitiske ekspertise

Carlson nævner ”eksperten” Max Boot, som umiddelbart efter det islamiske terrorangreb 11. september 2001 anbefalede en række militære indgreb begyndende med Afghanistan og Irak. Sidstnævnte skulle af USA forvandles til ”et håbets fyrtårn” for Mellemøstens undertrykte folk. Snart kom Syrien og Iran med på Boots liste, og lidt efter fulgte Nordkorea og Saudiarabien. Få år efter tilføjede Boot Pakistan og Somalia. I 2011 skulle Libyen demokratiseres ved hjælp af militær intervention. Denne gang blev det alvor. Libyen blev bombet for at få demokratiet til at blomstre. Danmark var med. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tog til Libyen kort tid efter, at Gaddafi var blevet slået ihjel – ”Man kan ligefrem lugte demokratiet”, udtalte han. Han må være udstyret med en meget dårlig næse.

Fantasten Max Boot har været udenrigspolitisk rådgiver for tre republikanske præsidentkandidater begyndende med John McCain i 2008. McCain, der blev skudt ned under et bombetogt over Nordvietnam, kunne ikke få nok af amerikansk militær intervention i lande, der ikke direkte truede USA. Han døde sidste år og blev af venstrefløjen hyldet som en fredens mand og en stor patriot.

Donald Trump, der ikke vidste, at Max Boot blev anset for en stor udenrigspolitisk ekspert, var imod de mange destruktive og kostbare krigseventyr, som finansieres for lånte penge. Han ville koncentrere kræfterne om at genopbygge USA indefra. Nu kom Boot på ny på banen for at agitere for en mere aggressiv kurs mod Rusland, der jo ifølge venstrefløjen havde fået Trump indsat i Det Hvide Hus – bl.a. skulle Rusland udelukkes fra det globale finanssystem. En anden ”ekspert”, hvis fantasier har vist sig at være uden forbindelse med virkeligheden, er Bill Kristol.

Demokraternes begejstring for krig

Det var Bill Clinton, der indså, at det ville gavne demokraterne politisk at gå ind for militære interventioner i stedet for at være modstandere – sådan som han og hans kone tidligere havde været det. Glemt var nu læren fra Vietnam. Først skulle serberne bankes på plads. Barack Obama blev i 2008 valgt som krigsmodstander og fik senere Nobels Fredspris. Men det var under Obama, at USA førte an i NATOs krig i Libyen i 2011, som New York Times beskrev som ”en historisk sejr for Libyens folk”. Under Obama fortsatte USA krigen i Irak. I 2013 besluttede Obama også at intervenere i borgerkrigen i Syrien.

Da han gik af som præsident i november 2016, var der amerikanske tropper stationeret på 800 militære baser i 70 lande, og der blev bombet i syv forskellige lande. Der var ikke en eneste dag under fredspræsident Obama, hvor USA ikke førte krig.

Ruslandshysteriet

Med valget af Trump til præsident i 2016 rykkede Rusland frem i forreste række som USA’s fjende nr. et. Trump mente, at det ville være i USA’s interesse at samarbejde med Rusland f.eks. i kampen mod islamisk ekstremisme. Venstreorienterede, som i årtier havde forsvaret Sovjetunionen, betragtede Trumps forslag som nærmest landsforræderisk. Rusland under Putin blev omtalt som ”vores fjende”. Rusland havde begået en ”krigshandling” ved angiveligt at hakke Det demokratiske Partis email-server. Ruslandshysteriet er i øvrigt et kapitel for sig.

Vi slutter dette afsnit med Tucker Carlsons spidse karakteristik af førende udenrigspolitiske eksperter:

”Det, der grundlæggende kendetegner USA’s udenrigspolitiske establishment er – ud over dets tåbelighed – dets usvigelige høje tanker om sig selv.”

PS. Hermed slutter min sommerføljeton i NewSpeek på grundlag af den amerikanske journalist Tucker Carlsons bog Ship of Fools. Som det fremgår af føljetonen, er det USA, vi kender, i bevægelse i en faretruende retning. Carlson taler ligefrem om den amerikanske nations opløsning

Den konservative Carlson er en usædvanlig person, som adskiller sig fra de fleste ved at være selvstændigt tænkende og i stand til at anlægge en principiel målestok, hvad enten det drejer sig om konservative eller venstreorienterede politikere. Hans analyser bringes løbende på TV-stationen Fox News. Ingen anden station har en medarbejder på hans niveau.