Unge muslimske mænd efterlader kvinder, børn og ældre – og dermed deres religiøse ære – til fordel for blød velfærd og vestens kvinder. Fejt, mener Peter Qvistgaard.
Af Peter Qvistgaard, journalist
I de seneste år er tusindvis af unge muslimske mænd ”flygtet” til Danmark eller andre europæiske lande. Ofte under dæknavnet ”uledsaget barn”, som straks giver adgang til evig forsørgelse. Uagtet, at vi har talrige eksempler på, at dette ”enlige barn” straks efter sin asylgodkendelse forlanger familiesammenføring med sin kone og børn. Og vore naive myndigheder godkender naturligvis straks dette krav – lige som de gør i Sverige.
Disse unge mænd ankommer hertil med dyre og smarte mobiltelefoner, fancy tøj og penge på lommen. Og kræver straks de en bolig, der naturligvis skal ligge centralt – altså i nærheden af deres muslimske venner. Allerede inden de ankommer, har de læst alt om den danske kultur, især bistandsloven, hvor de forinden har lært, hvorledes den skal omgås.
At vort politiske system er til deres fordel, kan vi jo kun takke vore politikere for. For hvorfor skulle fattige, unge mennesker ikke søge til et sted, hvor de resten af deres liv kvit og frit kan blive forsørget – uden at der bliver stillet krav til dem?
Jeg ville da gøre det samme. I min alder vil jeg straks søge sydpå og nyde solen, mens jeg på min altan hver aften nyder en eksotisk drink – betalt af skatteyderne i det pågældende land.
Så på det punkt forstår jeg udmærket de unge muslimske mænd.
Til gengæld forstår jeg ikke deres moralske aspekt: At de fejt er flygtet fra deres land. Fordi de jo er opvokset med ”stolthed og ære”. Men disse begreber forsvinder jo åbenbart, når der er ussel mammon og letpåklædte kvinder i sigte. Så op i r… med islam, altså lige indtil de er nødt til at finde en ”ærbar” kvinde, der skal føde deres børn – mens de samtidig bibeholder deres elskerinder ude i byen. Alt sammen betalt af danske skatteydere. Jeg brækker mig bogstaveligt talt over deres såkaldte etik.
I min optik er de ganske enkelt desertører. Flygtet fra deres eget krigshærgede land – og overladt kampen til deres landsmænd, der i modsætning til dem valgte at tage kampen op mod fjenden. Selv ældre mænd kæmper lige nu mod overmagten, mens deres unge, smarte sønner sidder i Danmark på en fancy café i deres forsøg på at score ”damer”.
Og at deres såkaldte ”beskyttelsesland”, altså Danmark, omvendt sender sine unge mænd ud for at kæmpe for netop deres land, gør jo kun historien endnu værre.
Man tror, at det er løgn.
Jeg troede naivt, at muslimer gik i døden for deres religion. Men den opfattelse er åbenbart helt forkert.n For disse unge, feje muslimer har valgt Vestens rigdomme på bekostning af deres lidelsesfæller i deres gamle krigshærgede land.
Så næste gang I piger møder dem på et smart diskotek, så sig til dem: Vi danser ikke med desertører!
