MYTEN OM DEN HÆDERLIGE DANSKER

Shares 321

På Transparency Internationals årlige korruptionsindeks får Danmark altid topkarakterer som verdens mindst korrupte land. I Danmark har vi den selvopfattelse, at vi er for rene til noget så griset og bananstatsagtigt som korruption. Denne selvopfattelse bygger imidlertid på en myte, som ikke har grund i realiteterne.

Af André Rossmann

Korruption kommer af latinsk ”corrumpere”: ødelægge, fordærve moralsk. Korruption er ikke kun en decideret bestikkelse i form af et kontant pengebeløb. Korruption er også vennetjenester, nepotisme, kammerateri, betændt forretningsmoral, korridoraftaler, misbrug af offentlige midler, fælles interesse i at unddrage sig demokratisk kontrol o. lign.

Danmarks fine placering i Transparency Internationals korruptionsindeks giver altid anledning til selvrosende kommentarer i medierne. Korruption – det er en by i Rusland. Vi er enige med os selv og omverdenen i, at Danmark er et korruptionsfrit land. Vi glemmer imidlertid, at Transparency International ikke måler på egentlig korruption, men på eksperters og embedsmænds opfattelse af, hvor meget eller hvor lidt korruption, der er i det pågældende land. Selv om Danmarks placering på listen ikke viser, hvor korrupt Danmark reelt er, mener de fleste danskere, at Transparency Internationals vurdering afspejler virkeligheden.

Korrupte politikere

Listen over danske politikere med betændt moral er lang. Vi kan alle huske tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, hvis jagt- og golfrejser blev betalt af Danfoss og Danisco. Og Troels Lund Poulsen, der som skatteminister modtog et Rolex-ur fra en oliesheik. Og forskningsminister Esben Lunde Larsens forsøg på at bruge sit folketingsmandat til at fremme en vindmøllesag, han selv og hans familie havde økonomiske interesser i. Og klima- og energiminister Martin Lidegaard, som gik videre med en lov om solceller, selv om ministeriet vidste, at der var et hul i loven. Og socialminister Annette Vilhelmsen, som har bevilget 1 mio. kr. til Lisbeth Zornig og hendes projekt ”Stemmer på kanten”. Weekendavisens tidligere chefredaktør, Anne Knudsen, har i en leder i sin avis skrevet, at Annette Vilhelmsens uortodokse tildeling af penge til Huset Zornig uden tøven ville være blevet kaldt ”korruption”, hvis den havde fundet sted i et andet land.

Og så er der politikernes misbrug af andres penge for egen vindings skyld. Siden Europa-Parlamentets etablering er danske parlamentsmedlemmer ved flere lejligheder blevet grebet i småsvindel, som f. eks. at hæve diæter for møder, de ikke har deltaget i. Nationalt er der utallige historier om dyre studieture til fjerne destinationer, og der var en partileder, nu statsminister, der som formand for klimaorganisationen GGGI har fløjet på 1. klasse ni gange og lod CGGI betale sin datters flybillet til 27.000 kr.

Særbehandling og vennetjenester i det offentlige

Særbehandling og vennetjenester er dybt institutionaliserede i den danske velfærdsstat. De største og mest skævvridende særinteresser (som kaldes interessegrupper) bliver rutinemæssigt inviteret til at deltage i ”offentlig høringer”, der reelt er en gratis lobbyplatform, som staten, regioner og kommuner tilbyder særinteresserne. Det offentlige og særinteresserne opfatter hinanden som partnere, der hver især giver noget for at nå et kompromis. “Vi skal jo kunne se hinanden i øjnene, næste gang vi mødes”, plejer man at sige.

Virkningen svarer til en kombination af vennetjenester, særbehandling og bestikkelse. Mange offentlige opgaver bliver dyrere og dårligere, fordi de interesserede parter bliver “hørt”. Offentligt-private partnerskaber er et grelt eksempel på, at private leverandører deltager i samarbejdet med det offentlige, fordi det effektivt skaffer dem noget, der tangerer et offentligt monopol. Opgaverne går til dem, der er bedst organiserede, og ikke dem, der er mest effektive. Kommuner giver således enten sig selv eller eksisterende interesseorganisationer opgaver, som de løser ineffektivt og for dyrt. Processen foregår i en gråzone, hvor der er stærk mistanke om kammerateri, vennetjenester og lokumsaftaler.

Særinteresser formår ofte qua lobbyarbejde at gardere sig imod konkurrence fra innovative iværksættere ved at gennemtrumfe lovgivning, der forbyder innovation. Senest fik særinteresser således overtalt DF og S til at fastholde forældede teknologier for at beskytte taxibranchen mod Ubers innovative forretningsmodel.

Embedsværkets betændte moral

Myten om den høje kvalitet i den offentlige forvaltning markedsføres på daglig basis af systemets mænd og kvinder, senest af formanden for Djøf, Lisa Herold Ferbing, som i Berlingske den 24. marts 2017 har lovprist det danske embedsværks høje troværdighed og integritet. Men virkeligheden tegner et helt andet billede.

I 2016/2017 har vi oplevet den såkaldte Atea-sag. 55 personer er blevet sigtet i den omfattende bestikkelsessag, herunder enten nuværende eller tidligere ansatte i bl.a. Københavns Kommune, Postvæsenet, Forsvaret, DSB, 3A-it, Rigspolitiet, Region Sjælland, Udenrigsministeriet, Rigsadvokaten, DONG, Forsvarets Efterretningstjeneste og Kriminalforsorgen. Fra deres job i ministerier, styrelser og andre offentlige myndigheder har de modtaget gaver i form af mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr, besøg på gourmetrestauranter, luksusrejser til Dubai, hotelophold mv. Listen er lang.

I 2017 kunne Berlingske fortælle, hvordan en stribe private firmaer ved en stor konference om offentlige indkøb afholdt af IKA Foreningen af offentlige indkøbere lokkede med præmier såsom hotelovernatninger og gavekurve til de ca. 500 indkøbere fra stat, regioner og kommuner. Da offentligt ansatte ikke må modtage gaver fra private leverandører, har man camoufleret bestikkelsen som konkurrence og lodtrækning.

Kan det være rigtigt, at man kan hente en stor ordre fra det offentlige Danmark ved at benytte smørelse og bestikkelse? Det kan det. En lille gruppe ansatte i Region Sjællands it-afdeling sørgede hvert år for at tømme afdelingens budget i december måned ved at forudbestille varer hos et it-firma. Varer som man ikke med sikkerhed kan sige, om regionen har fået. Alt i alt har nævnte gruppe ansatte forudbestilt – eller forudfaktureret, som det hedder i revisorsprog – for 150 mio. kr. i årene 2012, 2013 og 2014.

Politiet – frækkere end det selv tillader

Da man i 2007 indførte resultatkontrakter i politiet betød dette, at man nu i stedet for at jage forbrydere skulle jagte resultater og måltal til Rigspolitiets statistikker. Af en rapport ”Fup eller fakta”, som Politiforbundet og Rigspolitiet har udarbejdet på baggrund af interviews med ca. 120 betjente fra 12 stationer, fremgår, at ”45 mand i et tilfælde blev indkaldt og skulle stoppe alle på vejen for at udskrive nok sager. En anden gang skulle betjente oprette 291 forhold på en person, som havde lavet 291 falske billetter, så det i statistikken blev til 291 opklarede sager. En tredje episode handler om, at en mand havde sendt 400 tilsyneladende mindre kærlige SMS’er til sin ekskæreste. Det blev skrevet ind i statistikken som 400 forhold. Og så havde vi pludselig nået vores måltal”.

En tidligere afdelingschef i Rigspolitiet har fået fratrædelse hele to gange på to år. Første gang fordi hun var åremålsansat, hvilket giver offentlige chefer mulighed for at få fratrædelsesgodtgørelse, selvom de bliver i stillingen. Det andet gyldne håndtryk fik hun i forbindelse med sin fratrædelse efter det havde vist sig, at hun havde indgået ulovlige kontrakter med konsulenter for ca. 43,3 mio. kr. Ca. 1 mio. kr. har hun fået inden for 2 år i fratrædelse, og hun er ikke alene. 42 chefer i politiet har fået godt 10,1 mio. kr. i bl.a. fratrædelser – selvom de ikke er stoppet i jobbet. Desuden har Rigspolitiet indrømmet, at man har fundet ud af, at kun godt 38 pct. af 240 indgåede kontrakter med private leverandører overholder udbudsreglerne.

I Rigspolitiets Koncernservice har afdelingschef Bettina Jensen sikret to af sine veninder konsulentopgaver for mere end 20 mio. kr. på bare tre år. Opgaverne kom – stik mod loven – aldrig i udbud, og venindernes honorarer blev udbetalt uden kontrakter og uden forudgående budgetgodkendelse. Korruption? Det har vi ikke i Danmark.

Kommunerne og regionerne kan også være med

I 2012 afdækkede Intern Revision, hvordan i alt 1518 ansatte i Københavns Kommune var ansat i job flere steder i kommunen. Nogle var mødt ind på det ene arbejde, mens de stadig var på vagt i det andet kommunale job. Andre havde været sygemeldt i det ene job, selv om de var raske nok til at passe det andet. I omkring halvtreds daginstitutioner har nepotistiske ansættelser fundet sted. Topchefer i Københavns Kommune har i strid med reglerne fået ”fratrædelsesgodtgørelser”, selvom de reelt ikke var fratrådt. Problemerne blev opdaget i 2010. Overborgmesteren Frank Jensen og hans topembedsmænd har forsøgt at stække Intern Revision, der har gravet en række betændte sager i kommunen frem. Sagde nogen Don Corleone?

I slutningen af september 2014 drog 42 politikere, ledere og forvaltningskonsulenter fra skoleområdet i Horsens Kommune til Canada. Senere fulgte 60 viceinspektører og vejledere. Provinsen Ontario havde nemlig på blot 10 år formået at vende et skolesystem i massiv krise til at være blandt verdenstoppen. Det havde været en stærk inspirationskilde til den danske folkeskolereform, og det skulle de i alt 102 personer fra Horsens tage ved lære af. Prisen var ca. 24.000 kr. pr. deltager svarende til næsten 2,5 mio. kr., skrev Horsens Folkeblad.

Altinget har lavet en rundspørge, der viser, at 29 kommuner har haft delegationer i Canada. I alt har 725 lokalpolitikere, embedsmænd og skolefolk været på tur til Canada til et samlet beløb af 11,5 mio. kr. I 1990’erne gik turen til New Zealand og Finland, i 00’erne til Asien og Singapore. Pædagogikprofessor Per Fibæk Laursen fra Aarhus Universitet fortæller, at ingen kan påvise konkrete pædagogiske resultater i skolerne af sådanne dyre studierejser til fjerne lande. Den virkelige forklaring på de dyre kommunale rejser kan kun være, at de er langt mere eksotiske og fornøjelige end en billig bustur til nabokommunen for at udveksle erfaringer.

I 2014 blev fremtrædende overlægers misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet og andre hospitaler i Region Hovedstaden afdækket. Uregelmæssighederne gik fra et ekstravagant forbrug på restauranter og hoteller over indkøb af kunst, møbler, vin og dyre designerbriller, årlige laksefisketure i de norske elve, betaling af privat gæld til honorarer til ægtefæller og børn. 76 forskere var omfattet af undersøgelsen, som blev foretaget af forretningsudvalget i Region Hovedstaden. Sagerne har ført til en række politianmeldelser, sigtelser og afskedigelser samt indførelse af nye regler og kontrolinstanser på området.

Penge i skattely lugter ikke

For 2 år siden konkluderede Finanstilsynet i en redegørelse om den såkaldte Panama Papers-sag, at otte danske banker hjalp bankkunder med at indrette sig i skattely. Tilsynet skrev også, at bankernes interne revisions- og kontrolafdelinger ”overordnet set ikke havde foretaget kontrol af, om bankernes kunder anvender konti til skatteunddragelsesformål” på trods af, at bankerne ellers over for omverdenen fremhæver, at de gør en stor indsats på området.

To år senere vælter skeletterne på ny ud af bankboksene hos Nordea og Danske Bank. Godt 7 mia. kr., der ifølge flere landes myndigheder stammer fra kriminel virksomhed, er ført til skattely via konti i de to banker. De ansvarlige synger den samme sang som Manuel i ”Halløj på badehotellet”: ”I know nothing”. Danske Banks topchef Thomas Borgen bedyrede, at man først i 2014 opdagede lyssky kunder. Men allerede i 2013 advarede bankens egen hvidvask-afdeling om mulige problemer i Estland, uden at banken lukkede for de mistænkelige pengeoverførsler. Selv om begge banker hævder, at der udelukkende var tale om sjusk i nogle afgrænsede områder af forretninger, tyder alt på, at bankerne ikke har interesse for effektiv intern kontrol, da det kan gå ud over indtjeningen. Niels Johannesen, lektor i økonomi fra Københavns Universitet, har vurderet, at skattely årligt koster den danske stat 2-4 mia. kr.

Antallet af kartelsager er eksploderet

Danmark har en lang tradition for karteldannelse, og en opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at antallet af kartelbøder er eksploderet. Mange af de største kartelsager, vi har haft i Danmark, er foregået i byggebranchen. I Danmarks suverænt største kartelsag har 33 byggevirksomheder været mistænkt for ulovlig koordinering af priser. 17 firmaer har valgt at acceptere bøder for over 25 mio. kr.

Men også andre brancher kan være med. I kartelsagen i nedrivningsbranchen i 2016 har en række af de største danske nedbrydningsfirmaer været mistænkt for i årevis at have delt oplysninger om hinandens priser. Mellem 10-20 personer og virksomheder er blevet sigtet. Luftfartsselskabet SAS har været involveret i kartelsager to gange. Senest er SAS af EU-Kommissionen blevet idømt en bøde på 70,2 millioner euro i en større kartelsag om fragtpriser. Blot tre år efter Carlsberg fik en bøde på 465 mio. kr. i en tysk kartelsag, er Carlsberg og Royal Unibrew i 2017 blevet anklaget for at have koordineret priser og leverancer i Grønland.

Forskning viser, at karteller i gennemsnit fører til 20 pct. højere priser. Konkurrencestyrelsen har været fremme med, at karteller fører til prisstigninger på 10-50 pct. Det er skatteyderne, der betaler gildet.

Den der smører godt kører godt

Ifølge en måling, som Rambøll har foretaget, mener hver tredje danske eksportvirksomhed, at det er svært eller stort set umuligt at komme ind på markedet i Brasilien, Rusland, Indien og Kina, hvis ikke man er klar med en eller anden form for bestikkelse. De danske eksportsuccesser har derfor to sider. Den lyse og beundrings­værdige side med grøn vækst, stolthed og internationalisering, som vi alle kender. Og så de mørke sider kende­tegnet ved fup og fiduser, bestikkelse, tvivlsomme regnskabs­afrapporteringer og faciliteringsbetaling. Den sidstnævnte indebærer, at man betaler for at få en sag hurtigt igennem hos et lands myndigheder. Det er et middel, som bl.a. Carlsberg gør brug af.

Det er naivt at tro, at danske eksportvirksomheder og deres medarbejdere på fjerne destinationer kan hive ordrer hjem uden at bruge den forretningspraksis og de kutymer (primært korruption og bestikkelse), der er en del af hverdagen de pågældende steder. Og det er naivt at tro, at firmaernes ”Code of conduct” altid går forud for lokal forretningspraksis. Når topledelsen ofte vender det blinde øje til den bestikkelse og korruption, der er nødvendig for at få ordrerne i hus, kan en forklaring, ud over bonusser, være, at salgsledelsen lægger så aggressive budgetter, at medarbejderne ude i verden kun kan honorere disse ved at bestikke sig frem.

Den retskafne landmand

Danskerne er så retskafne og pæne mennesker, at man godt kan reducere kontrollen med de støttemillioner, som EU-systemet sender op til Danmark. Dette bemærkelsesværdige budskab er kommet fra Venstres EU-parlamentariker, Morten Løkkegaard, der i DR har sagt, “at man ikke skal kontrollere de forkerte. Når man i forvejen er duksen i klassen, og det viser al erfaring, at danskerne og de danske projekter er, så er der ingen grund til at tage et kæmpe kontrolsystem ind over det”. Sådan. Skurkene kender vi i forvejen – de bor nede i Sydeuropa et sted. Løkkegaards budskab køber man ikke i EU. Unionens anti-svindel-kontoret, Olaf, har nemlig over fem år registret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne.

Skattesnyd og socialt bedrageri for milliarder

Fire ud af ti danskere køber sig til sort arbejde, viser analyser fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Danskernes forhold til sort arbejde er moralsk kompliceret. På den ene side bakker vi op om velfærdsstaten, men på den anden side får hele fire ud af ti udført sort arbejde. Folk kan faktisk føle sig lidt snydt, hvis de altid betaler skat efter reglerne. En del af dobbeltheden bunder nok i, at meget af det sorte arbejde foregår som en venskabelig udveksling af tjenester, som de fleste ikke anser for decideret skattesnyd. Den årlige værdi af sort arbejde svarer til ca. 50 mia. kr., mens socialt bedrageri anslås til at løbe op i 5-12 mia. kr. årligt.

Alle hylder Danmark som verdens mindst korrumperede stat, men i virkeligheden kan denne påstand ikke bevises. Ifølge Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption, er det reelt umuligt at måle korruptionsniveauet i et land på basis af empiriske data. Der har været forsøg på at gøre det ved at sammenligne antallet af bøder, retssager og domme for korruption. Tallene kan imidlertid ikke betragtes som pålidelige målestokke for korruptionsniveauet, men snarere som udtryk for, hvor effektivt et lands medier, anklagemyndighed og domstole afdækker, undersøger og retsforfølger korruption.

Myten om den korruptionsfrie dansker lever i bedste velgående, fordi Transparency International ikke måler på den faktiske korruption i Danmark, men tager udgangspunkt i eksperternes subjektive opfattelse af korruptionsniveauet, der ofte har et holdningsmæssigt og propagandistisk filter. Den faktiske korruption er mere udbredt end vi tror, men da korruption er en aktivitet, der holdes hemmelig, bliver den sjældent opdaget og håndteres ofte internt og dermed under offentlighedens radar. Den korruption, som vi hører om i danske medier, er derfor kun toppen af isbjerget.

Shares 321

Comments

comments