
(Foto: Nikki Haley, Trumps FN-ambassadør, YouTube)
Trump mener ikke, at USA kan støtte op om FNs Menneskerettighedsråd, hvoraf mange centrale medlemmer hører blandt de mest brutale regimer i verden.
Kan man, moralsk set, bakke op om et råd for menneskerettigheder, når en stor del af de lande, som er med til at udforme resolutioner og fordømme overtrædelser af menneskerettigheder, selv er blandt de største forbrydere på området?
Det mener Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tilsyneladende. Hos Trump er det moralske kompas kalibreret anderledes.
FN har længe været kritiseret for at inkludere lande som Pakistan, Qatar, Saudiarabien og Kina i Menneskerettighedsrådet. De islamistiske landes love er udformet jævnfør islamisk lov, sharia, og indeholder derfor brutale straffe som pisk og stening for bagateller som utroskab og voldtægt. Kinas overtrædelser af menneskerettigheder er også omfattende, særligt når det gælder ytringsfrihed. Systemkritikere fængsles og pressen må finde sig i ekstreme restriktioner.
“At være medlem af dette råd er et privilegium, og intet land der overtræder menneskerettighederne bør få lov at være med,” udtaler Trumps FN-ambassadør Nikki Haley og tilføjer at “USA er meget opmærksom på dette råd og vores deltagelse i det.”
Derudover er Trump-regeringen stærkt kritisk over, at rådet nærmest udelukkende bruges til at fordømme Israel.
“Det er svært at acceptere, at dette råd aldrig har overvejet en resolution imod Venezuela, særligt set i lyset af, at rådet alene i marts udformede fem partiske resolutioner imod et enkelt land, Israel. Det er afgørende for dette råds troværdighed, at det gør op med den kroniske anti-israelske partiskhed.”
En opgørelse fra UN Watch viser, at i 2016 var hele fem ud af 12 af FNs Menneskerettighedsråds resolutioner rettet imod Israel. Dette trods voldsomme overtrædelser af menneskerettighederne i en lang række andre lande – hvoraf flere er medlem af selvsamme råd. I 2015 var 5 ud af 14 resolutioner imod Israel. I rådets første år, 2007, var samtlige ni ud af ni fordømmende resolutioner imod Israel.
Nikki Haley lader skinne igennem, at såfremt ikke rådet formår at opbygge troværdighed, vil USA trække sig fra det.
Kan Danmark bakke op om et så partisk råd, som oven i købet domineres af verdens største syndere på menneskerettighedsområdet?
Video: Trumps FN-ambassadør Nikki Haley udtaler, at FNs Menneskerettighedsråd ingen troværdighed har: