HERBERT PUNDIK KONTRA ISRAEL

(Foto: Herbert Pundik, DR2)

Dagbladet Politikens skribent Herbert Pundiks er et godt eksempel på, hvordan hæderkronede journalister gik islamisternes ærende.

Af Geoffrey Cain

Journalister stemmer for det meste rødt, og derfor er de sjældent positive overfor Israel. Det er samme historie i selve Israel, hvor dagbladet Ha’aretz (svarer til Information) og netavisen Forward er jævnligt i gang med at kritisere deres eget land, på samme måde som Walter Cronkite kritiserede USA under Vietnamkrigen. Motiverne er sikkert ædle, men kritikken er vand på Israels fjenders mølle, ligesom Cronkites reportager var vand på USA’s fjenders mølle.  Kritik indefra slår ti gange hårdere end kritik udefra, og Walter Cronkites rørende beretninger fra Vietnamkrigen spillede en stor rolle i modstand mod krigen og netop på et tidspunkt, hvor USA – efter Nordvietnams mislykkede Tet-offensiv i 1968 – var ved at vinde. Det faktum, at kritikken ikke kom fra en af USA’s fjender, men fra en ”neutral” amerikaner, som alle stolede på, var afgørende. Vi kender også fænomenet i Danmark.

Pundiks forbitrelse

Da Herbert Pundik for få år siden fyldte 85, flød aviserne over med anerkendende ord. Og det er ganske naturligt at rose en mand, der har præget avisverden i så lang tid. Men da samme Pundik udgav sine erindringer – med den ærkehyggelige titel Natpost til Sussi – var der ikke lutter rosende ord fra anmelderne.

Forbitrelsen lyser ud af Pundiks gennemgang”, skrev Bent Blüdnikow i Berlingske,  “og han frakender dem (hans modstandere GC) ethvert anstændigt motiv og enhver rationel forståelse. Det klæder ikke bogen“. Nej. Pundik er ikke den indædte Israel-apologet, som mange tror. Tværtimod. Israel har skuffet ham, og dernne skuffelse er blevet til noget, der tangerer had.

Åh, men Pundik er klog, vil mange svare. Han fortæller os sandheden om Mellemøsten. Men det gør han bare ikke.

Pundiks egen dømmekraft er til tider problematisk” forsætter Blüdnikow, ” (…) forbitrelsen over Israels politik og hans manglende erkendelse af faren har betydet politiske analyser i Politiken af meget begrænset kvalitet, fordi han ikke har formået at adskille sine lidenskaber fra sin analytiske virksomhed“. Og Flemming Rose var ganske enig.

Herbert Pundiks klummer er interessante, bevares, men for det første har han taget fejl i de fleste af tidens væsentligste debatter. Og nogle af disse fejl har været graverende”. Ja, nemlig og her er et eksempel:

ARAFATS FORSONINGSPOLITIK SEJREDE, stod der med store bogstaver i Politiken 22.1.1996, hvor en glædestrålende Herbert Pundik kunne fortælle læserne, at “den fundamentalistiske Hamas-bevægelse er blevet afsløret som en papirtiger” (!)

”Papirtigeren”, der lever i bedste velgående

10 år efter denne jubelraptus er der nok ikke mange, der ser Hamas som en harmløs papirtiger og den nu hedengangne Arafat som den store forsoner. Og endnu mere absurd er Pundiks på overfladen fornuftige advarsel mod en konfrontation med Iran i Politiken 19. maj 2012. Her skriver han, at man først skal prøve med det gode, og – hvis ikke det virker – “bliver krigen igen en mulighed“. Oversat til virkeligheden betyder det, at man skal vente med at bruge magt, indtil Iran har fået sin atombombe. D.v.s. man skal vente, indtil det er for sent – og så skal man slå til! Sådan skriver Politikens ”Mister Israel”. Man skulle næsten tro, det var Mister Bean.

Men så dum er ekspert-Pundik trods alt ikke.

Historien om Faisal al-Husseini

Inderst inde ved han, at araberne i stedet for ”dialog” i virkeligheden ønsker Israels endeligt. Men det siger han ikke højt. Alligevel kom han til at afsløre en flig af sandheden i en ganske bemærkelsesværdig – og senere ganske fortiet – artikel, hvor han indirekte betydede læserne, at Arafats forsoningspolitik ikke var andet end førsteklasses fup. Overskriften var Historien om Faisal al-Husseini og den omhandlede med Pundiks egne ord “en palæstinensisk frihedskæmper, der talte om forhandling og kompromis“.

Men da denne store moderate skikkelse pludselig døde, kom der artige ting frem. Kort for sin død havde al-Husseini nemlig betroet en egyptisk journalist, at “Osloaftalen, som Arafat traf med den daværende israelske ministerpræsident, Ytzak Rabin, var en trojansk hest, hvis formål var at bryde gennem de israelske forsvarsværker – et skridt mod det strategiske mål, Israels fald” (Pundik i Politiken 5 august 2001).

Skåret ud i pap betyder dette, at alle – israelerne, Rabin og Pundik himself – simpelt hen er blevet bondefanget. Men det kan Pundik alligevel ikke få sig selv til at sige lige ud, og han slutter artiklen med det mærkværdige udsagn, at “bolden nu ligger på Arafats boldgade“. D.v.s. Pundik troede stadig på ham, og det er tydeligt – i hvert fald for mig – at han intet har lært af hele denne uhyggelige farce.

Intet.

Comments

comments