Af Karsten Pultz.
Da vi som børn byggede sandslotte, byer og veje i sandkassen, endte legen altid med at blive kedelig, når alting var blevet perfekt, og der ikke mere var at bygge op. Et raskt bombardement af det minutiøst udførte bygningsværk blev derfor almindeligvis enden på legen, når vores stræben efter perfektion per automatik udløste kedsomhed.
Det er denne psykologiske mekanisme, der synes at stå bag hele ‘woke-kulturen’, hvor materiel rigdom og det næsten perfekte velfærdssamfund synes at have udløst den samme destruktionsinciterende kedsomhed, som jeg husker fra sandkassen.
Resultat af kedsomhed
Nu kom ‘dragqueen-historiefortælling på biblioteket’ så til Danmark. ‘Dragqueen-historiefortælling på biblioteket’ er et fænomen, som amerikanerne har haft fornøjelsen af i flere år. Personligt er jeg ligeglad med, hvad andre mennesker udsætter deres børn for, og jeg har også bedre ting at tage mig til end at blive forarget over mænd, der klæder sig ud som damer.
Jeg ser blot det, der udspiller sig, som resultatet af den kedsomhed, der som sagt følger i kølvandet på færdiggørelsen af det noget nær perfekte velfærdssamfund.
En cyklus af opbygning og destruktion af det normale
Min holdning til dragqueens er den samme som morens her i dette klip fra Olsen Banden: Ssh, mit barn, sådan er der nogen, der har det, og det ska’ de ha’ lov til!
Jeg synes imidlertid også, at barnets reaktion burde være det normale, men det er jo netop det, som hele manøvren går ud på – at destruere det normale, fordi vi nu har nået kedsomhedens tinde, hvor det normale, dvs. det logiske, det gode, det velfungerende skal bombarderes, så cyklussen af opbygning og destruktion kan fuldendes.
For mig at se er det håbløst at få standset dette besynderlige biblioteksfænomen, som jeg i bund og grund simpelthen ikke forstår, at folk vil lade deres børn spilde tiden med. Jeg har accepteret, at det er den vej, det går, og jeg synes, at vi, der ikke lider af ‘wokeisme’, skal forsøge at finde sammen i konstruktive fællesskaber til genopbygningen af samfund og sjæl, der som Fugl Fønix nødvendigvis må rejse sig af den aske, som wokeismen efterlader.
Irrelevant og fordummende
Når jeg ikke forstår, hvorfor folk sender deres børn til ‘dragqueen historiefortælling’, er det ikke forargelse, der spiller ind, for det rager sådan set ikke mig, om folk frivilligt vil introducere deres præpubertetsbørn for noget, der har med sex at gøre.
Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor folk ikke synes, det ville være bedre at lære børn at spille Mozart, værdsætte kunst, arkitektur og historie – og gøre dem interesserede i videnskab, sprog og andre folkeslags kulturer efter grundigt at have introduceret dem for deres egen danske.
Jeg selv har hjemmeundervist mine børn, da jeg fandt folkeskolen omtrent lige så irrelevant og fordummende som ‘dragqueen historiefortælling’. Udover at videregive det fra myndighederne dikterede pensum til vores børn, lærte min hustru og jeg dem også at spille klassisk musik og havde siden den glæde at arbejde sammen med dem ved 150 kirkekoncerter.
Jeg husker, at vi efter en bestemt koncert sad i sognehuset og sang fra Højskolesangbogen sammen med menigheden. Og jeg husker, at jeg i den forbindelse sagde til mine børn, at de nu skulle lægge mærke til denne helt unikke danske kulturtradition, ‘for om få år findes den måske ikke mere’.
De wokeramte er stålsatte
Og det er den vej, det går. Det almindelige, det traditionelle, det normale, det gode bliver i disse år destrueret, og det er mit budskab her, at vi ikke skal forsøge at undgå destruktionen. De wokeramte er stålsatte på at gennemføre den. Vi skal simpelthen ignorere bestræbelserne på forfald og dekadence og i stedet berede os på at genopbygge det ødelagte.
Vi må lade dem, der vil ødelægge, gøre dét – og så må vi, der vil opbygge, gøre dét.