Flemming Kristensen skriver om de personlige omkostninger det kan føre med sig, hvis man vælger at blande sig i den offentlige debat. Omkostningerne kan være store: fra social udstødelse over risikoen for at miste sit job. Derfor er der så mange, der vælger stilheden, selv om de har lyst til at skrige deres meninger ud fra byens tage. Denne “Stilhedens Spiral” eksisterer som et produkt af det meningstyranni, der har sit udgangspunkt i den politiske korrekthed.
Af Flemming Kristensen
Jeg har her i juledagene modtaget fire dejlige private julehilsener fra FB-venner, som takker mig for at åbne munden i debatten om islam, indvandring og manglende integration, men som af flere forskellige personlige grunde ikke selv deltager offentligt i denne vigtige debat.
Nogen kan ikke, fordi de har en omgangskreds, hvor der ses ned på disse holdninger, og hvor man derfor risikerer at blive “udstødt”. De vælger i praksis at tage hensyn til, hvad andre mener og begrænser sig derefter.
Andre har et arbejde som selvstændig, hvor en sådan åben holdning kan være dødsstødet for ens forretning pga. kundernes værdimæssige tilhørsforhold.
Andre igen er underlagt firmapolitik, compliance regler eller “code of conduct”, som reelt forbyder dem at give udtryk for eksempelvis indvandrerskeptiske holdninger.
For dem alle gælder, at deres legitime holdninger til kritisable samfundsforhold, uomtvisteligt funderet i empiri med et overflødighedshorn af dokumentation, ikke kan ytres uden risikoen for at miste enten job, venner eller forretning.
Det er morsomt, at de selvsamme liberale mennesker – som qua deres politiske overbevisning eller hverv, formodes at være de mest rummelige, mangfoldige, tolerante og lyttende – ofte advokerer for censur, selvcensur, udøvelsen af antidemokratiske foranstaltninger og tilmed indimellem retfærdiggør brugen af hærværk, trusler og vold ifbm. f.eks. lovligt anmeldte demonstrationer, for at komme andres holdninger til livs.
Pew Reasearch Center kalder dette forhold for “Spiral of Silence” og de har dokumenteret denne velvillighed – eller mangel på samme – til at sige sin mening under forskellige forhold. Mindst incitament hersker der på sociale medier, mens man tør være mest ærlig ved familiemiddage.
Hvordan det er kommet så vidt, at vi nærmest accepterer at leve med noget, som grangiveligt ligner en kombination af stikkerkultur og ekskludering fra fællesskaber, hvis folk ytrer sig om dokumenterede forhold – er en skændsel. Ikke mindst de mennesker, som er medvirkende til at dette er en realitet. Dem med “de gode holdninger”. De politisk korrekte.
Jeg har respekt for beslutningen om at vælge den pragmatiske løsning og holde sine meninger for sig selv på grund af de potentielle omkostninger, der ofte er forbundet med at tage bladet fra munden.
For mig personligt gælder der dog, at jeg ikke længere kan holde min kæft, sålænge vi har en ubetalt regning, som skal betales af den yngre generation gennem reducering af friheder, rettigheder, sikkerhed og tryghed. Jeg – og stadig flere som jeg – må fortsætte med at være det tavse flertals talerør.
Men de små anonyme hilsener indimellem om vort virke og lange seje kamp mod det selvudnævnte “godhedens imperium”, det varmer!
Be the first to comment