STÅ FAST, BORIS JOHNSON

BorisJohnson
Del artiklen her:

Af Jens Kristian Bech Pedersen.


Forhenværende udenrigsminister Ellemann-Jensen går baglæns, kigger hele tiden bagud, og tror, at det nye, der dukker frem bag ved ham i fremadretningen, vil være det samme som det forhenværende. Det giver han udtryk for i sin kommentar 15/9, hvor han kritiserer Boris Johnsons kamp for at vride Storbritannien (GB) fri af EU. Men tiden er ikke forhenværende, sådan som UEJ er det. For nu er hele EUs overnationale magtkompleks ved at styrte sønder og sammen, fordi flere nationer er ved at opdage, at hensigten med EU er at kvæle al national selvbeskyttelse, dynamik og handlefrihed i EUs stadigt strammere integrationsomklamring.

GB på vej ud af EU
GB er på vej ud af EU. Og ønsker selvfølgelig at forlade EU med den uindskrænkede suverænitet over og fulde nationale integritet mellem alle de rigsdele, incl. Nordirland, som GB i sin tid bragte med ind i EU. Hvad ellers?

Men EU og UEJ siger, at det vil være uacceptabelt for EU, dersom varer fra GB toldfrit kan flyde via Nordirland ind i EU, fordi grænsen mellem Nordirland og Irland skal bevares åben og fredelig i overensstemmelse med de irsk-britiske fredsaftaler fra 1998. Derfor, siger EU, må GB acceptere en ”hård” toldgrænse ned igennem Irske Hav, dvs. inden for GBs eget territorium. Det skal altså ifølge EU medføre en form for indre national splittelse for GB at melde sig ud af EU!

Uacceptabelt for GB
Dette er naturligvis helt uacceptabelt for GB. Hvis EU vil have en ”hård” grænse, for at klare sit toldproblem i forhold til GB, kan EU jo lægge denne ”hårde” grænse gennem Den Engelske Kanal, dvs. syd om Irland, og altså klare sit eget interne kontrol- og integrationsproblem inden for det tilbageværende EU; ja, man fristes til at sige det ”forhenværende” EU. Hvorfor i alverden skulle GB acceptere en ødelæggelse af sin internt-nationale markedsintegritet, for at redde EUs integritet? Det er netop nationens integritet, der med GBs udmeldelse skal hævdes over for EUs centralistiske integrationspolitik. For man kan vel ikke forestille sig, at EU er parat til at oprette en ”hård” grænse mellem Nordirland og Republikken Irland, og derved risikere at være årsag til ødelæggelse af freden på den irske ø?

UEJ er ingen ”Klumpe-Dumpe”, som han i sin kommentar tillader sig at kalde Boris Johnson. UEJ er derimod bare forhenværende. Men det må selvfølgelig ikke være rart at være vidne til, at det forhenværende system og den europæiske centralisme, som UEJ i sin tid kæmpede for at opbygge, mange steder er ved at synke i grus.

(Indlæg afvist af Berlingske).

Del artiklen her: