RETFÆRDIGHEDENS GUDINDE

Af Ole Hasselbalch

Vesteuropa er nu under den nedsmeltning, der har kunnet forudses i årtier i kraft af manglende realitetssans hos vor politiske og intellektuelle elite. Frankrig er i undtagelsestilstand, i Tyskland – der havde 100 radikale islamister i 2013, men nu 1.600 – skal politiet dagligt håndtere op til fire konkrete terrortrusler og fra Malmø høres skudvekslingerne over Sundet.

Sådan vil det fortsætte med vokslysafbrændinger for et stigende antal ofre, indtil mullaherne overtager verdensdelen og indfører mellemøstlig orden, eller Front National, Alternative für Deutschland m.fl. – det, der i (vildledende) journalistsprog kaldes det ”ekstreme højre” – kommer til magten og rydder op.

Indtil videre hygger Danmark sig dog fortsat i smug, selv om vi i januar 2015 med skudattentaterne i København fik en kraftig påmindelse om tingenes tilstand. Karakteristisk nok var gerningsmanden her efterkommer af en af de palæstinensere, der i sin tid fik opholdstilladelse iht. en – formentlig grundlovsstridig – særlov fremprovokeret af en medie-genereret medlidenhedskampagne tilrettelagt i Mellemøsten i samarbejde med danske venstreekstreme kredse. (Om Palæstinenserloven: Ole Hasselbalch, Opgøret med Indvandringspolitikken, 2003, s. 197 med henvisninger og Danskeren nr. 5 1991 s. 6 f). Han skulle altså aldrig have været her.

I 2013 gjorde Dansk Folkeparti et desperat forsøg på at lukke det hul, der i årenes løb er opstået i praksis omkring tildeling af dansk statsborgerskab:

Efter Grundloven er indfødsret noget så specielt, at retten overhovedet kun kan gives ved lov, dvs. efter Folketingets vedtagelse af en lov om, at personen skal være dansk statsborger. Et sådant lovforslag skal gennem de sædvanlige 3 folketingsbehandlinger, der forudsættes at kunne påvirkes af en fri, offentlig debat om forslaget.

Der har imidlertid i årenes løb udviklet sig en ligegyldighed, som har ført til, at statsborgerskaber nu masseuddeles – gerne på grundlag af lovforslag, der rummer flere hundrede personer på én gang. Siden år 2000 drejer det sig om over 100.000 i alt.

I 2013 kom endnu et forslag til en sådan lov på bordet, denne gang under omstændigheder, hvor PET oplyste, at én – ministeren ville ikke fortælle hvem – blandt de denne gang 685 navne på listen kunne være en sikkerhedsrisiko. Den tørre folketingsrutine kunne altså her – skarpt sagt – komme til at koste liv.

I et desperat forsøg på at fremprovokere offentlighedens opmærksomhed om det uholdbare i blanko at gøre folk, der kan være en sikkerhedsrisiko, til statsborgere indrykkede Dansk Folkeparti derfor en annonce med grafisk gengivelse af den lange navneliste fra lovforslaget samt teksten: “Regeringen og de andre partier deler statsborgerskaber ud med rund hånd: Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker … Socialdemokraternes justitsminister Morten Bødskov kender navnet på den potentielle terrorist. Men han vil ikke fortælle Folketinget, hvem det er blandt de knap 700 … Han bliver nu dansk statsborger med stemmeret til Folketinget og beskyttelse imod udvisning.”

Man kunne have forventet, at mediernes interesse ville være fokuseret på det vanvittige i pr. rutine at give potentielt (livs)farlige personer statsborgerskab. Men medieinteressen gik tværtimod på den krænkelse, de med elektronmikroskop fremfindelige navne i annoncen kunne tænkes at føle sig udsat for.

Det lykkedes da også 15 af de på listen opførte at blive stærkt oprevne. De havde alle fået kendskab til annonceringen ved henvendelser fra journalister, venner, en grædende mor, radioen, EkstraBladet eller en grædende ægtefælle. I en Facebook-gruppe fandt disse hårdt ramte hinanden og kunne nu dele deres bekymring for de følger, annoncen muligvis ville få for dem.

Heldigvis kom en advokat på en hvid hest forbi, som der så ofte gør, når de rigtige føler sig forurettede. Og det lykkedes via denne – naturligvis med finansiering af offentlige midler – at få anlagt injuriesag for de også gennem Facebook-kommunikationerne mere og mere opskræmte klienter.

Stævningen rettede sig mod både Dansk Folkeparti og Den Danske Forening – sidstnævnte havde således nogle dage efter gentaget annoncen på sin hjemmeside i et – forgæves – forsøg på at holde den vildtløbende medieomtale fast på, hvad der egentlig stod i den.

I 2015 vandt Den Danske Forening så i Byretten, medens Dansk Folkeparti tabte. Og nu har sidstnævnte så tabt igen i landsretten trods en sjældent ringe advokatorisk indsats fra de påstået krænkedes sagfører.

Sagsøgerne var i parentes bemærket ikke i retten i stand til at berette om konkrete, negative konsekvenser, annoncen har haft for dem, bortset fra petitesseagtige og hvad der fulgte af deres selvvalgte offentlige optræden.

Landsretsdommen er underlig og står i modsætning til, hvad de lærde hidtil har troet. Helt tilbage ved annoncens offentliggørelse udtalte strafferetsprofessor Gorm Toftegaard Nielsen f.eks. til Politiken at: ”Det må være utænkeligt, at man kan straffe nogen for den debat, som er fuldstændigt i harmoni med Grundloven. Man kan ikke kriminalisere en i Grundloven forudsat debat.”

I landsretten udvidede Dansk Folkepartis (nye) advokat væsentligt argumentationen fra byretten. Det hedder desuagtet i landsretsdommen, at han ”i det væsentlige” blot gentog anbringenderne fra byretten og procederede i overensstemmelse hermed.

Advokaten fremhævede f.eks. problemet i relation til Grundloven, samt at annoncen netop var en del af en offentlig debat om et lovforslag, hvor den i øvrigt blot gentog noget, der allerede var sagt i Folketinget. Dette synspunkt forkastede landsretten med den begrundelse, at annoncen ikke fremstod som et referat af folketingsdebatten. Deltagerne i den debat om et lovforslag, som forudsættes at skulle kunne befrugte den demokratiske proces, må altså fremtidig afstå fra at gengive substansen i det, der er sagt i Folketinget, bortset fra i formel referatform. Er dommerne mon klar over, hvad vilkårene i det praktiske liv er for politiske debatter?

Han spurgte også, hvordan annonceteksten kan blive til en tilstrækkelig konkret og dermed injurierende sigtelse imod hver enkelt i en skare på 685 personer. Det svarer dommen imidlertid ikke på. Det havde ellers været rart, for den strider her mod opfattelsen i den gængse juridiske litteratur. Hvis man i fremtiden offentliggør en liste med navnene på alle ca. 5 millioner danskere og oplyser, at én af dem er morder, kan så alle 5 millioner rejse injuriesag?

Endvidere fremhævede han, at annoncen to gange specifikt taler om en ”han”. Det hindrede imidlertid ikke flere af sagsøgerne, der – i al fald i retssalen – så ud til at være kvinder, i at være krænkede i landsrettens øjne. Ligger landsretten inde med alternativ viden om sagsøgernes køn? Eller hvordan kan kvinder være krænkede af udtalelser, der efter deres ordrette indhold drejer sig om en mand?

Det er vanskeligt tro sine egne øjne. Har dommerne mon overhovedet begrebet alvoren i Dansk Folkepartis ærinde?

Afgørelsen ligger imidlertid på linje med afgørelser i andre injuriesager, som gang på gang mest synes at falde ud efter, hvordan vinden blæser. Advokat Asger Thylstrup, forfatter til en nøglefremstilling på området, taler på baggrund af sin erfaring med tvister af denne art ligefrem om, at der her hersker en ”ubærlig” retsusikkerhed (se hans bog Injuriesager, 2. udg. 2016).

Når man kender en del af enkeltsagerne i detaljer, får man imidlertid en ubehagelig fornemmelse af, at der dog er nogen regelmæssighed. Vinden blæser nemlig især efter, om den ene part i en sådan sag er politisk kontroversiel – hvad nye synspunkter og bevægelser uheldigvis ofte er i starten – og/eller om dommerne ud fra deres personlige, som regel privilegerede livsituation og tilbagetrukne stilling er i stand til at sætte sig ind i de scenarier, disse sager vedrører.

Dette er ikke heldigt, når der samtidig i landskabet færdes beredvillige advokater på hvide heste, som med en beskeden indsats og for offentlige midler kan skaffe sig et godt udkomme.

Det er heller ikke fremmende for retsfølelsen, når der gang på gang opstår situationer, hvor visse parter på grund af uforklarlige domme føler sig udsat for justitsmord.

—

Dette indlæg blev afvist af JP, Berlingske og Weekendavisen.