Af Torben Hansen, historiker & Lone Nørgaard
I dag opholder mindst 50 millioner muslimer sig i Vesteuropa. Sandsynligvis er tallet for lavt sat på grund af den daglige invasion over Middelhavet til Grækenland, Italien og Spanien. Afgørende er, at en del af de tilstrømmende – især unge mænd – praktiserer grov vold mod de oprindelige befolkninger. Dertil kommer, at de mangler evner og vilje til at finde arbejde, idet regeringerne forsyner dem med rede penge og andre faciliteter. I parentes bemærket er det også grunden til, at ingen immigranter sætter kursen mod Portugal, for her er kasserne nemlig lukket.
Der foreligger af indlysende grunde et stærkt incitament til, at millioner fra en stribe fejlslagne stater rejser til livsvarig forsørgelse i Europa. Den katastrofale konsekvens er, at hidtil velfungerende samfund ødelægges.
Statsmagten kan og vil ikke standse folkevandringen. I stedet straffer politikerne dem, der protesterer mod at blive udnyttet og mod de daglige forbrydelser begået af tilvandrede immigranter. Storbritannien, Sverige og Tyskland er de værste eksempler.
Det står stadig klarere, at politikerne er i gang med at udskifte de europæiske befolkninger med mennesker, heraf en del analfabeter, fra Afrika og det vestlige Asien. Sådan er det foregået i mindst tre årtier – for Danmarks vedkommende siden udlændingeloven fra 1983. Ytringsfrihed og tillid mellem borgere og politikere undermineres eller begrænses, og det store flertal af journalister praktiserer desværre fortielser eller forvanskning af voldtægt, røveriske overfald og mord.
Et lille lyspunkt er lokale aviser, der ofte nævner immigranter eller deres afkom, som har begået forbrydelser mod fredelige borgere. Men censur for disse avisers vedkommende gælder stadig, da politiet beordrer redaktionerne til at undlade specielt pinlige begivenheder. Den sandhed vil politiet ikke stå frem med officielt, men vi tror på vores anonyme kilder. Hvad interesse skulle de have i at fordreje og lyve?
De statsstøttede medier ligger dog helt klart i spidsen med hensyn til at fortie den permanente ulykke, som uvidende parlamentarikere udsætter vælgerne for – af skræk for “hellige” konventioner og EU’s og FN’s skiftende magthavere, der ikke står til ansvar overfor befolkningen.
Når jihadisterne slår til, kan politikere finde på at dukke op ved en sørgeforsamling med bamser, blomster og små lys og proklamere, at “nu skal vi tage det roligt og se at komme videre i livet.”
Svarende til denne banalisering bliver TV- og radioudsendelser produceret i et ekkokammer. Ekkokammeret er også rammen for beslutningstagerne i statslige og kommunale institutioner. Her benyttes et særligt sprog, der skjuler den ubehagelige virkelighed. Hvis forbrydere en sjælden gang omtales i et par sekunder, vil de blive omtalt som “unge” eller “udadrettede”, og fra flere sider antydes, at den danske befolkning hovedsageligt består af racister, som burde have “inkluderet” de stakkels immigranter.
Ekkokammerets “narrativ” om “verdenspolitik” og “globalt ansvar” er en art åndelig føde for kunstnere, der sværter den danske nation til og håner et patriotisk sindelag. Det samme gælder universiteterne. Her fungerer kun en meget lille skare forskere, som tør offentliggøre meningen med fænomener som jihad, haram, halal, sharia, jizyah og triumfråbet Allah-u-akbar.
Bundlinjen er, at det er lykkedes primært forhenværende venstreorienterede at tabuisere den politiske, totalitære ideologi islam, der i 1400 år har organiseret og motiveret til folkevandring og krig mod de “vantro”.
Sørgeligt, men sandt.