Af Kåre Fog, biolog, & og Lone Nørgaard.
Radio 24syv har udgivet en podcast, hvor Peter Rødbro interviewes om sine to kønsskifter: Først fra mand til kvinde og så tilbage mand.
Peter taler åbent om sin belastende barndom og om sin borderline-personlighed, hvor han i perioder er usikker på, hvem han selv er:
”Jeg har gået hele mit liv og ledt efter en forklaring på, hvorfor jeg havde det så skidt . . .”, og så hørte han det her med, at der var mange mennesker, der havde det så dårligt, fordi de var trans, altså transkønnede, og så selvdiagnosticerede han sig selv.
Peter skiftede køn socialt med et opslag på Facebook.
”Jeg troede jo, at nu kan jeg få det godt ved at skifte køn. . . Da jeg sprang ud som transkønnet, da fik jeg enorm anerkendelse fra folk, og det var næsten som at tage stoffer, så afhængighedsgørende var det . . . Altså, fordi jeg fik hundredvis af likes på mit opslag.”
Efter et års tid var han alligevel utilfreds med ikke at være en rigtig kvinde i kroppen, så som 32-årig henvendte han sig til Sexologisk Klinik for at få et kirurgisk indgreb. Det fik han, efter blot én dybtgående samtale med en kvindelig psykolog. Hun opdagede ikke hans borderline personlighed og var meget imødekommende.
Livet som kvinde var ikke lykkeligt, og i dag er han igen mand – men uden testikler. Han skal have testosteron tilført resten af livet:
”Når sådan en som mig, der er 32 år gammel, kan tage fejl, hvor nemt er det så ikke for en, der måske er 14?”
Netop i alderen omkring 14 år er der talrige personer, der ønsker kønsskifte. Det er midt i puberteten, hvor de unge mærker at deres personlighed ændrer sig og bliver i tvivl om, hvem de er.
I hele den vestlige verden er der en enorm stigning i antallet af teenagere, som ønsker kønsskifte. Især piger, men også en del drenge.
I Danmark blev der endnu omkring 2004 henvist omkring 5 personer om året til kønsskifteoperation på Rigshospitalet. Men alene på de tre år fra 2018 til 2021 skete en tredobling i antallet (294 henvendelser i 2021), hvor langt de fleste var mellem 14 og 17 år.
I Storbritannien skete der en stigning på en faktor 34 på bare syv år, i Sverige en tidobling på 10 år.
En meget stor del af de unge, der henvender sig om kønsskifte, har andre mentale problemer, der ikke forsvinder ved kønsskiftet. F.eks. har 30-40% af de unge, der henvender sig til Sexologisk Klinik, autisme.
Fænomenet med de mange teenagepiger, som pludselig ud af det blå ønsker at tilhøre det modsatte køn, blev beskrevet nærmere i England i 2018. Det blev kaldt ”Rapid Onset Gender Dysphoria” (ROGD) og er kendetegnet ved, at de unge ikke forud har vist nogen forvarsler om transkønnethed; ideen opstår sandsynligvis dels gennem propaganda-sider på internettet, og dels ved en form for social smitte, hvor veninder får hinanden til at ville skifte køn.
Der blev for nylig gennemført en international interview-undersøgelse af mere end 1.500 forældre, der mener, at deres teenagebørn har ROGD. Mange af forældrene var først positivt indstillede, men nu konkluderer de fleste, at deres børn har fået det dårligere af kønsskiftet. Ud af lidt over 500 unge har 79 % fået det værre eller meget værre efter kønsskiftet; 9 % har det lige så godt som før, og 12 % har fået det bedre – meget få endda meget bedre.
Er det ikke dybt betænkeligt, at man uden en forudgående meget nøje udredning har sluset tusindvis af unge igennem en kønsskifteproces, der først giver dem stophormoner med bl.a. hæmning af knoglevæksten til følge, siden kønshormoner, der gør dem sterile?
England byder på en skelsættende og perspektiverende retssag, hvor en ung person, Keira Bell, fik foretaget kønsskifte fra pige til dreng som 16-årig, men senere fortrød. Ved The High Court i London fik Keira Bell i 2020 dommens ord for, at hun ikke var blevet ordentligt vejledt af den engelske Tavistock kønsskifte-klinik. Retten indhentede faglige udtalelser, der konkluderede, at den behandling, Bell var blevet udsat for med stophormoner var ”eksperimentel” behandling uden sikkerhed mod negative bivirkninger.
Forholdene hos mindreårige børn er meget kontroversielle. Der findes børn, der i 6-8 års-alderen føler kønsdysfori, dvs. de føler sig bedst tilpas som det modsatte køn af det, de er født med.
Internationalt findes en lang række undersøgelser, der viser, at ud af de børn, som i mest udpræget grad føler kønsdysfori, er det ca. 80 %, der alligevel accepterer deres fødsels-køn, når de kommer i puberteten.
Imidlertid foreligger der også en undersøgelse fra USA, der viser det stik modsatte. Her er det kun 7 % af børnene, der vender tilbage til deres fødsels-køn. Disse børn havde som ca. 6-årige skiftet socialt køn (navn, tøjstil m.m.), og blev bakket op af deres forældre og af terapeuter, der nøje overvågede dem, for at de kunne behandles med stophormoner, så snart de gik i puberteten. De blev altså fastholdt i kønsskiftet af voksne personer omkring dem.
Det tyder på, at juridisk kønsskifte for børn vil have konsekvenser – det vil fastholde kønsskiftet, hvor det ellers er de fleste, ca. 80 %, der ikke fastholder det.
Hvad er disse børns sande kønsidentitet? Det vides ikke – der er ingen diagnoser der kan afgøre det. Det er kun baseret på, hvad barnet siger – og det kan man let misfortolke eller påvirke.
Når voksne sørger for, at ønsket om kønsskifte fastholdes, betegner translobbyen det som ”kønsbekræftende terapi”, som om den indre subjektive følelse hos barnet var en sandhed, der skal bekræftes. Hvis derimod nogen opfordrer børnene til at forblive det køn, de er født som, så taler de om ”omvendelsesterapi”. Translobbyen manipulerer med sproget – at ændre kønnet kaldes at bekræfte det, og ikke at ændre det kaldes omvendelse.
Fagfolk, der modsætter sig translobbyens dagsorden, bliver udsat for meget ubehagelig personforfølgelse, og disse angreb får kritikerne til at dukke sig og tie. Translobbyen får derfor vildledende monopol på at definere måden at tale om tingene. Dét i en grad så der politisk er planer om at gøre ”omvendelsesterapi” strafbart også i Danmark – dvs. hvis forældre taler med deres barn om, at det skal beholde det køn, det er født som, så kan forældrenes straffes.
Hvorfra kommer den betydelige politisk velvilje over for tiltag, der i højest mulig grad stimulerer til kønsskifte?
Svaret er lobbyarbejde. Energiske lobbyorganisationer med mange penge i ryggen arbejder i korridorerne for at få deres dagsorden igennem. De understøttes af stærke kapitalfonde og store firmaer.
Lobbyen går målrettet efter at kontakte ungdomspolitikere og få dem til at påvirke moderpartierne. Metoden har været meget effektiv i Norge, hvor aldersgrænsen for juridisk kønsskifte blev sat så lavt som 6 år.
Også i Danmark arbejder translobbyen på denne måde og har motiveret embedsmandsudvalg til at søge at få aldersgrænsen for kønsskifte for børn så langt ned som muligt. Således har Amnesty International og Børns Vilkår sammen med transkønnede NGO’er bidraget aktivt til at ændre sprogbrugen af Sundhedsstyrelsens vejledning om kønsidentitetsforhold.
Samtidig er translobbyen bevidst om mest muligt at undgå presse og offentlig debat. Man kommer længst ved korridor-politik. De transkønnede modtager enorm velvilje og sympatisk opmærksomhed, så de er ikke stakkels undertrykte. Snarere undertrykker translobbyen andre ved systematisk at (forsøge at) lukke munden på kritiske eksperter.
Det betyder, at politikere kun får sagen fra den ene side – for der er næsten ingen, der tør tale translobbyen imod.
(Artiklen har været bragt i Den Korte Avis)