Af Marianne Wagner, cand.theol. og præst.
»Vi går ret langt nu med en massiv udvidelse af overvågning, fordi det har vist sig at være et meget effektivt redskab«, udtalte Mette Frederiksen til Berlingske for nylig, og til DR den 9. oktober sagde hun, at Socialdemokratiet i samme sag var villig til »at gå på kompromis med gamle principper.«
Magt korrumperer
Statsministeren kan sikkert få gode råd hos den kinesiske regering til effektivisering af overvågningen. Der forfiner man til stadighed kunsten at overvåge ikke alene kriminelle men også almindelige borgeres færden. Og selv om det sidste ikke er regeringens mål, så må man i en falden verden erkende, at staten ikke er garant for borgernes retssikkerhed. Magt korrumperer, gode viljer kan hurtigt finde på præventive tiltag, hvor overvågningen kan blive brugt mod borgere, som staten mener, kan udgøre en fare for sikkerheden. Et af tiltagene i regeringens går f.eks. ud på »i ekstraordinære situationer« at give politiet lov til at overtage både andre myndigheders og privates tv-overvågning i realtid. Politiet vil da kunne følge med direkte i de optagelser, der kommer ind. Man behøver ikke megen fantasi til at forestille sig, at også lovlydige borgere, hvis aktiviteter – i form af demonstrationer og såkaldte »happenings« – kan opfattes som uroskabende, kan blive mål for myndighedernes overvågning.
Ikke Hansen og Jensen, der er det altovervejende problem
Når regeringen sammen med et massivt flertal i folketinget ønsker at intensivere overvågningen af danskerne, er det for at øge trygheden. Der er bilbrande, eksplosioner og bandekriminalitet, og det mener man kan inddæmmes med et større antal kameraer på frit tilgængelige områder. Måske suppleret af større bevillinger til bemanding hos politiet.
Siden 1983 har man fra folketingets side generelt ført en lempelig udlændingepolitik, der aldrig bliver strammere, end man mener, konventionerne tillader. Kriminalitetsstatistikkerne taler imidlertid for sig selv; Lisbeth Lavrsen fra Danmarks Statistik blev i Berlingske 5. april i år citeret for følgende: »Det generelle billede er, at indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande har et højere kriminalitetsindeks end gennemsnittet, og at efterkommere har et højere indeks end indvandrere – det gælder både de ikkevestlige og vestlige.« I 2018 var 44% af de indsatte i landets fængsler af udenlandsk herkomst. Det er altså ikke Hansen og Jensen, der er det altovervejende problem.
Folketinget har ikke viljen og modet til at gøre op med konventioner
Siden 1997 har Danmark været medlem af Schengensamarbejdet, som gør det muligt for kriminelle at rejse nogenlunde uforstyrret ind og ud af landet. Vil overvågningskameraer være nogen hjælp mod dem? Jeg tvivler.
Det overrasker mig dog ikke, at et flertal i folketinget forsøger at løse kriminalitetsproblemet med øget overvågning, for næsten ingen dér har viljen eller modet til at gøre op med konventioner og Schengen-samarbejdet. Så skal man nemlig indrømme, at man har ført en uansvarlig politik igennem snart 40 år. Og så vil man altså hellere begrænse danskernes frihed end fjerne udlændinges ret til at slå sig ned her eller komme hertil uden at skulle vise pas. Drømmen om grænseløsheden og den internationale forbrødring bæres alene oppe af overvågning og måske – på længere sigt – en politistat.
Hvor bliver det nationale Danmark af?
Det overrasker mig til gengæld, hvor det nationale Danmark bliver af i diskussionen. Det synes forstummet og forsvundet. Hvem stiller Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Venstre det nødvendige spørgsmål om, hvornår Danmark skal gå foran i at vise verden, at folkets og landets indre frihed afhænger af viljen til at vogte landets ydre grænser?