Af Jens Ellekær.
Det tyrkiske problem – det at der i dag er en tyrkisk republik, som aspirerer efter at ligne Det Osmanniske Sultanat – skyldes grundlæggende, at sejrsmagterne i Første Verdenskrig ikke havde viljen til at gennemtvinge den fastlagte fredsordning.
Versailles- og Sèvrestraktaten
Der tales i almindelighed om Versaillestraktaten som den fredsordning, der indtrådte efter Første Verdenskrig. Men Versaillestraktaten, der regulerede Tysklands forhold, var kun én af i alt fem traktater, der fastsatte fredsordningerne for hver af de stater, der havde udgjort Centralmagterne eller deres allierede. Traktaterne havde alle navn efter parisiske forstæder. Sèvrestraktaten, der blev underskrevet 10. august 1920, skulle regulere Tyrkiets forhold.
Set i forhold til Den Tyrkiske Republiks grænser i dag var de vigtigste territoriale bestemmelser i Sèvrestraktaten følgende: Østtrakien (det der i dag er Tyrkiets europæiske besiddelse), bortset fra Istanbul og området umiddelbart heromkring, skulle afstås til Grækenland. (Vesttrakien blev i henhold til Neuilly-sur-Seinetraktaten afstået til Grækenland af Bulgarien.) Izmir, det antikke Smyrna, på Ægæerkysten og et stort område omkring byen, der havde en stor græsk befolkning, skulle i en periode på fem år underlægges græsk besættelse og administration; derefter skulle en folkeafstemning afgøre, om området skulle tilsluttes Grækenland.
Oprettelsen af en armensk stat
Traktaten forudså endvidere oprettelsen af en armensk stat i den nordøstlige del af det nuværende Tyrkiet omfattende bl.a. byerne Trabzon, Erzurum og Van, som havde været beboet af armeniere inden det tyrkiske folkedrab mod dem. Det kurdisk beboede område i den sydøstlige del af Tyrkiet skulle gives autonomi; det nyoprettede Folkeforbund skulle senere tage stilling til dannelsen af en selvstændig kurdisk stat. I tilfælde af oprettelsen af en sådan stat, var Storbritannien indstillet på at afgive de kurdisk beboede dele af Mossulprovisen i det nyerhvervede britiske mandat Irak.
Endelig skulle Istanbul, Mamarahavet og stræderne, der forbinder Middelhavet og Sortehavet stilles under international kontrol.
Sèvrestraktaten udgjorde ikke mindst en udligning af den situation, der var opstået, da tyrkiske stammer i middelalderen successivt trængte frem i Anatolien og i 1453 erobrede Konstantinopel, hovedstaden i Det Østromerske Rige. At den sidst ankomne tyrkiske stamme, osmannerne, efterfølgende forsøgte at trænge op i Europa, men med halvandet århundredes mellemrum to gange – i 1529 og 1683 – blev standset foran Wien, er en anden historie. Eftervirkningerne af den lange osmanniske dominans over Balkan sætter imidlertid fortsat sit præg på denne del af ”Europa”: Det vil tage endnu mange generationer at gøre befolkningerne på Balkan til oplyste europæere.
Hvad ville en gennemførelse af Sèvrestraktaten have betydet?
Det må i dag stå klart, at en gennemførelse af Sèvrestraktaten, ville have reduceret Tyrkiet til en håndterlig størrelse, som næppe ville efterstræbe osmanniske ambitioner. En gennemførelse ville endvidere have elimineret det tyrkisk-kurdiske problem og – ikke uvæsentligt – genskabt Konstantinopel som den europæiske metropol, byen rettelig burde være med Hagia Sofia som en af den kristne verdens imposanteste katedraler.
Sådan kom det ikke til at gå. Fredsbestemmelserne efter Første Verdenskrig var hårde mod alle de besejrede stater. Tyskerne vægrede sig ved at tiltræde Versailletraktaten, men fik at vide, at enten underskrev de den, eller også ville krigen blive genoptaget. Den tyske hær var da gået i opløsning, og den tyske regering havde intet andet valg end at underskrive traktaten.
Lausannetraktaten i 1923 tilsidesatte Sèvrestraktaten
I Tyrkiet lykkedes det kræfter uden for regeringen at mobilisere militære styrker til at kæmpe mod fredsbetingelserne. I den såkaldte befrielseskrig besejrede tyrkiske tropper under Mustafa Kemal først armenierne i øst og derefter grækerne i vest. De allierede sejrsmagter var for krigstrætte til gennem kamp at presse traktatbestemmelserne igennem på så fjerne krigsskuepladser, og briterne og franskmændene var selvfølgelig optaget af at skabe orden i deres nyoprettede mandatområder i de tidligere osmanniske besiddelser. I sidste ende førte befrielseskrigen til en revolution, der afskaffede sultanatet og oprettede en tyrkisk republik inden for de grænser, der havde været gældende ved våbenstilstanden i 1918 – de grænser, der har været Den Tyrkiske Republiks frem til i dag. Den Tyrkiske Republik blev med Lausannetraktaten i 1923, der endegyldigt tilsidesatte Sèvrestraktaten, et fait accompli.
Dannelsen af Den Tyrkiske Republik var i realiteten en realisering af målene for Ungtyrkerne, en revolutionær, stærkt nationalistisk bevægelse, der opstod i slutningen af det 19. århundrede, og som ønskede en modernisering af Tyrkiet. Ungtyrkerne var i høj grad en drivende kraft bag folkemordet på armenierne.
Tyrkiet har i dag stort set en ren (sunnimuslimsk) befolkning
Hvor Det Osmanniske Rige havde været en multietnisk statsdannelse, fik Den Tyrkiske Republik en i etnisk og religiøs henseende nærmest homogen befolkning. Den armenske befolkning var blevet myrdet og fordrevet under Første Verdenskrig. Den græske befolkning i Vestanatolien blev fordrevet i kølvandet på Den Græsk-tyrkiske Krig 1919-22. Siden da er størsteparten af de resterende kristne og jødiske befolkningsgrupper blevet diskrimineret til emigration. Resultatet er, at Tyrkiet i dag stort set har en ren (sunni)muslimsk befolkning og kun to etniske befolkningsgrupper: tyrkere og kurdere.
Ud af en befolkning på godt 80 millioner udgør kurderne 15-25 procent. Den meget store usikkerhed skyldes, at de tyrkiske myndigheder i deres statistikker ikke skelner mellem etniciteter. De tyrkiske kurdere udgør således mellem 12 og 20 millioner ud af anslåede 30 millioner kurdere i Mellemøsten (sidst anførte tal er selvfølgelig underlagt den samme usikkerhed som antallet af kurdere i Tyrkiet).
Anspændt forhold mellem tyrkere og kurdere
Lige fra republikkens oprettelse har der været et anspændt forhold mellem tyrkere og kurdere. Kurderne kæmpede ganske vist for den tyrkiske side under befrielseskrigen, men i mellemkrigstiden fulgte der en række kurdiske oprør dels baseret på modstand mod Mustafa Kemals – med tilnavnet ”Atatürk” republikkens præsident 1923-38 – sekularisering af stat og samfund, dels baseret på ønsket om autonomi.
Tyrkernes svar har ud over en brutal militær indsats været en i perioder meget hårdhændet tyrkoficering, der har indebåret forbud mod udøvelse af kurdisk kultur. Da jeg i 1979 første gang rejste i Sydøsttyrkiets kurdiske områder, var det endog forbudt at anvende den etniske betegnelse ”kurder”. Jeg havde med mig en engelsk bog, der beskrev Østtyrkiets skiftende befolkninger – herunder selvfølgelig også kurderne. Ved et par lejliheder forårsagede bogen et mindre opløb, hvor den opslået på en side med et foto af mennesker, som i teksten blev beskrevet som ”curds”, gik fra hånd til hånd. De var slet og ret glædeligt overraskede over at se sig defineret i en udenlandsk bog.
Den fortsatte undertrykkelse af den kurdiske etnicitet udløste i 1984 den væbnede konflikt med Kurdistans Arbejderparti (PKK), der med skiftende intensitet er blevet udkæmpet frem til i dag. PKK’s mål var oprindeligt et selvstændigt Kurdistan, men er i dag kurdisk autonomi inden for den tyrkiske stat.
Igennem nu hundrede år har den tyrkiske stat ikke vist sig i stand til at komme til en forståelse med sin store kurdiske minoritet. I de senere år har AKP-regimet under Recep Tayyip Erdoğan endog skærpet den vedvarende konflikt ved at tilsidesætte og fængsle kurdiske lokalpolitikere. I den tyrkiske selvforståelse kan man ikke forestille sig en etnicitet med et vist omfang af autonomi; man frygter tilsyneladende, at enhver indrømmelse kan føre til secession (’skilsmisse’), og man frygter en pankurdisk bevægelse, der vil kunne samle de kurdiske befolkninger i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran.
Det er denne frygt, der ligger bag Tyrkiets invasion i Syrien. Formålet er at adskille de kurdiske befolkninger på hver side af grænsen ved at danne en såkaldt ”sikkerhedszone”. Dette indebærer en fordrivelse af kurderne på den syriske side. Det er overraskende, at Tyrkiet tør tage dette skridt i betragtning af, hvor klare paralleller dette rummer til armenierdrabet, og hvor følsom Tyrkiet er i forhold til anklagerne om folkedrab.
Med sin invasion forplumrer Tyrkiet den uhyre komplicerede situation i Syrien, der kun kan løses ved, at en stormagtskoncert tvinger parterne i Syrien til forhandlinger, som må udmøntes i en udstrakt regionalisering – såfremt den syriske stat skal bestå (for en kortfattet redegørelse læs: Volker Perthes: Afslutningen på Mellemøsten som vi kender det. Ellekær, 2017).
Den opståede misere understreger, hvor utilfredsstillende udviklingen i Tyrkiet har været. Erdoğan har benyttet det påståede kup i 2016 til at indskrænke såvel retssikkerhed som ytringsfrihed. Hertil kommer iboende problemer i det tyrkiske samfund: Siden statens oprettelse i 1923 har Tyrkiet været præget af en stærk nationalisme, som under Erdoğans regime er blevet suppleret med en markant re-islamisering.
Tyrkiet er en stormagt i Mellemøsten
Dette bør give Europa anledning til at endelig at erkende, at Tyrkiet er en stormagt i Mellemøsten, og at det som sådan er præget af en mellemøstlig kultur, der er uforenelig med europæisk kultur og politik. Forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU burde have været aflyst for mange år siden. Nu er der atter en anledning, og i samme moment kunne EU med fordel ophæve associeringsaftalen fra 1963, som af Tyrkiet ikke mindst er blevet benyttet til at opbygge tyrkiske kolonier i især Tyskland, der politisk/religiøst styres fra Tyrkiet. (Og Erdoğan, som evindelig hævder, at tyrkerne i Europa undertrykkes og diskrimineres, kunne herefter kalde sine tyrkere hjem til riget.)
Og i NATO bør man overveje, om Tyrkiet i dag ikke snarere udgør et passiv frem for et aktiv for alliancen.