Af Lone Nørgaard.
Digitaliseringsbølgen er skyllet ind over os de seneste 20 år, men den styrtsø skal have markant modspil.
Hvad jeg igennem nullerne som HF-lærer havde en intuitiv fornemmelse af på baggrund af ikke bare mine elevers, men mit eget (mis)brug af de digitale medier, fik jeg oceaner af dokumentation for i en række engelsksprogede bøger udgivet omkring 2010.
Især Nicholas Carrs bog ”The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains” var en øjenåbner:
- Nettet slår skridt for skridt skår af vores evne til at koncentrere og fordybe os. Jo mere vi bruger nettet, jo større problemer har vi med at fokusere i forhold til længere tekster.
- Vi tror, at teknologien blot er et redskab, som vi behersker. I virkeligheden omformer og forandrer teknologien vores hjerner og psyke. Dyreforsøg er meget overbevisende.
- Hver gang vi tænder vores pc, bliver vi slynget ind i et økosystem af afbrydelses-teknologier fremkaldt af hyperlinks… så er vi et sted, så et andet, så ud af et tredje link. Internettet ændrer ikke vores intellektuelle vaner mod vores vilje, men ændre vanerne gør nettet. Selv erfaringer og oplevelser i den virkelige verden bliver medieret af nettet.
- ”How do users read on the web? (…) They don’t”. (citat slut) Skiftet fra at læse til at ‘power-browse’ sker meget hurtigt. Skimning bliver den dominerende læsemåde.
- Når vi multitasker, lærer vi på et overfladisk niveau (”To be everywhere is to be nowhere”).
- Sand oplysning og viden kommer kun via fordybelse og introspektion.
Samtidig med at jeg med kloge bøgers hjælp fik sat ord på min egen intuitive skepsis over for informationsteknologiens indgriben i det senmoderne individs krop, hjerne og psyke, blev min position skyllet over ende i mit lærerjob: Flere stationære computere, flere bærbare, flere iPads, flere iPhones. Ud med papir og bøger, der ellers kan hjælpe med til at få forvirrede, forstyrrede og stressede elever ned i tempo. Ud med den sorte kridttavle, som tjente mine kursister glimrende og effektivt igennem 30 års undervisning, til fordel for fx smartboards.
Smartboards kostede millioner at anskaffe og installere, og lærerne blev aldrig spurgt, om de store økonomiske investeringer monstro stod mål med det faglige udbytte. Og det hverken før eller efter eksperimentets iværksættelse. Hvori det særligt ’smart’e består, mangler der stadigvæk kvalificerede, pædagogiske svar på.
Til trods for al den litteratur, der forelå og foreligger om de digitale mediers skadelige virkninger, hvad skete der? Der blev indført obligatoriske digitale prøver.
Det til trods for, at elevernes allestedsnærværende brug af smartphones, iPads og pc’er i klasselokalerne er ødelæggende for undervisningen. Eleverne er ikke nærværende, de er distraherede, og de opnår ikke den fordybelse i stoffet, der er en afgørende del af uddannelsen, og de har problemer med at huske stoffet bagefter.
Digitale prøver er blevet indført i uddannelsessystemet for at spare penge, men de er en katastrofe. Eksamen har været kendetegnet ved, at eleverne havde ensartede og lige vilkår uanset baggrund. Men en digitalisering af prøverne skaber skel mellem eleverne og giver fordele til de digitalt stærke elever. De svage elever drukner i de store informationsmængder, der står til deres rådighed, for ikke at tale om, at der med netadgang er større muligheder for snyd.
En kursændring i gang
Der ER heldigvis en kursændring i gang. Bl.a. på grund af en af de vigtigste røster i debatten – professor i psykiatri Manfred Spitzer. Som gæsteprofessor på henholdsvis Harvard og Oregon Universitet i perioden 1989-94 blev hans forskningsinteresse sporet ind på grænseområdet mellem kognitiv neurovidenskab og psykiatri.
Han har skrevet et hav af artikler om, hvad digitaliseringen gør ved ikke mindst børns hjerner og læring. I sin første bog om emnet sandsynliggjorde han, at volden i medierne og voldelige videospil gør unge mennesker mere voldelige, mere afstumpede og mindre empatiske.
Det er synd at sige, at hans kritik blev vel modtaget. Bogens forskningsbaserede resultater blev skudt ned uden saglig dokumentation. Hvad der burde have rystet politikere, beslutningstagere, forældre og lærere, løb mere eller mindre ud i sandet.
En hovedårsag er magtfulde mediegiganter, som politikere frygter. De er afhængige af medierne, og hvis man får medierne som fjende, bliver man hængt ud i offentligheden. Derfor skete og sker der ikke rigtigt noget.
Helt slået ud blev Spitzer nu ikke. Han kløede på, og i 2012 kom så ”Digitale Demenz”, der i 2018 blev oversat til dansk ”Digital demens”. I forordet skrevet til den danske udgave konstaterede Spitzer, at siden 2012 er der kommet endnu mere viden og forskningsmæssigt belæg for farer og bivirkninger ved informationsteknologien. Sagt med andre ord: De revolutionerende OG foruroligende resultater, der blev lagt frem i 2012, var i de forløbne seks år blevet yderligere underbygget.
Spitzers centrale konklusion er, at overdreven brug af digitale medier er direkte farlig for børn og unge mennesker. Intensiv brug af computerspil og online-tjenester sløver og nedbryder hjernen og koncentrationsevnen. Og hvad værre er: Evnen til at interagere med andre mennesker svækkes. Netbank, mails og sociale medier har erstattet tidligere relationer mellem mennesker.
Her følger en række af Spitzers pointer. Påstandene er i bogen ”Digital demens” tæt behæftet med videnskabelig dokumentation og omfattende sociologiske undersøgelser, men her præsenterer jeg dem i maggiterning-form:
- Digitale medier skaber afhængighed, og de afhængige søger at skjule problemet
- Jo mere et land investerer i computere i skoler og børnehaver, jo større sandsynlighed er der for, at skoleelevernes resultater er blevet dårligere
- Man lærer mere ved at skrive i hånden end ved at taste på en pc
- Hvis der er én ting, de sociale medier ikke er, så er det sociale. De fører til social isolation og overfladiske kontakter. Og gør vores børn og unge ensomme og ulykkelige
- Når de daglige små møder bliver erstattet af smartphonen, så fører det til et tab af grundlæggende tillid imellem mennesker
- Lær af Sydkorea, som er det land, der producerer flest smartphones. Her er der som det eneste sted i verden vedtaget love, der skal beskytte unge under 19 år mod de mest skadelige virkninger. Fx i form af et program, der blokerer for adgangen til porno og hård vold
- En computer i hjemmet giver som hovedtendens dårligere præstationer i skolen, fordi børn og unge bruger pc’en til spil frem for at læse lektier
- Tidligere satte man sig ind i et emne, i dag surfer man
- Der findes ikke nogen uafhængige undersøgelser, der helt utvetydigt har vist, at læringen er blevet mere effektiv ved at indføre computere og skærme i klasseværelserne
- Forældre bruger skærme som barnepiger
- For meget tv og computer i børnehavealderen kan på den lange bane sænke et menneskes uddannelsesniveau. Jo mere tv i barndommen, jo dårligere uddannet
- Digitale medier er skadelige for helt små børns læring og dermed for deres åndelige udvikling og dannelse
- Vi har lige fra fødslen vores krop med os overalt og indtager verden med den. Derfor er fingerremser og fingertælling bedre end computere. For det er lettere at lære og HUSKE detaljer, når man samtidig bruger kroppen
- Hjernen ændrer sig ved at blive brugt – derfor er, HVORDAN den bliver brugt helt afgørende. Hjernen er ikke statisk, men en slags vedvarende byggeplads. Den måde, vi lærer på, afgør, hvordan det bliver gemt i hjernen. Den digitale tilgang til verden medfører, at hjernen bliver opbygget betydeligt mindre. Resultat: Mental deroute/ demens
- Et voksent menneskes hjerne adskiller sig grundlæggende fra en barnehjerne under udvikling. Denne kendsgerning bliver forbigået i tavshed af stort set alle de såkaldte eksperter, der udtaler sig om brugen af digitale medier i undervisningen. Så når der skal træffes beslutninger på det pædagogiske område, så er det ikke markedet, der bør råde, men viden. Børn under to år kan således overhovedet ikke lære noget af de digitale medier og spilder dermed en masse god tid, hvor de kunne have lært noget.
- Digitale indfødte? Glem det. Hvis man skal have udbytte af nettet, har man først brug for en solid grunduddannelse og en basal viden på det område, man søger på
- Tro aldrig på en ekspert, før du har undersøgt, hvem der betaler vedkommendes løn. Den digitale lobby har mange penge til at styrke myten om teknologiens vidunderligheder. Universitetseksperter i mediekundskab og politikere lader sig ofte misbruge som marketingmedarbejdere for industrien. Paradoksalt nok kommer de dermed til at skade – både økonomisk OG sundhedsmæssigt – præcist de grupper, hvis interesser de hævder at varetage
Så til kamp mod digital demens i et forsvar for vores børn og unges dannelse, uddannelse og åndelige udvikling. Og for vores egen dannelse!
(Artiklen har været bragt som kronik i Nordjyske d. 20.01.20)