Af Jens Beck Madsen, Sekretær for Nye Borgerlige Fredensborg/Hørsholm Kommune, spidskandidat til KV17 Fredensborg Kommune
Jeg er træt af, at en lille elite behandler os almindelige lovlydige danskere som et irriterende proletariat med samme stemmeret, men uden respekt for vore meninger. Den snævre elite og medierne tåler ikke at få forstyrret deres verdensbillede og brændemærker det tavse flertal med daglige oratoriske manipulationer.
De demokratiske regler og værdier trædes under fode på groveste vis, når de bedrevidende totalt negligerer folkets klare tale udtrykt gennem valghandlingerne. Elitens dominans i medierne sker ofte under dække af ekspertstatus og gør brug af sproglig overlegenhed til at manipulere og latterliggøre menigmand, når denne drister sig til at fremstamme andre meninger end de gældende på parnasset.
Racismekortet bliver omgående bragt på bane, når Michael Jalving i radio 24/7 inviterer til åben mikrofon og diskussion om indvandring og integration. Denne ventil til folkets stemme udløser straks voldsom fordømmelse hos det frelste mindretal på venstrefløjen. David Trads må gerne på samme vilkår i samme medie frit benytte sin ytringsfrihed og plædere for fri indvandring.
De autonome benytter voldsanvendelse som deres virkemiddel helt uden for demokratiets rammer og møder sympati og stiltiende opbakning i store dele af Politiken-segmentet og selv i Det Radikale Venstre. Begrebet repressiv tolerance er kendetegnede for fortalerne for øget indvandring, idet flertalsbefolkningen er tildelt rollen som umælende betalende trækdyr, medens immigranterne tildeles al sympati og støtte.
Den yderste højrefløj, beskedent i antal, er tildelt rollerne som udskældt paria og simpelt tæskekvæg.
ROCKWOOL- Fondens mange sobre videnskabelige dokumenterede udgivelser om indvandringens mange negative konsekvenser negligeres af indvandringens støtter. Manglende forståelse for fakta vil med stor sandsynlighed på sigt føre til Velfærdsstatens undergang og forøget beskatning af borgerne, medens den privilegerede elite vil fortsætte livet på første klasse på den internationale scene.
Brochmann II rapporten blev for et par uger siden offentligt gjort i Norge, rapporten beviser er indvandring fra ikke vestlige lande koster Norge mindst 62 milliarder norske kroner om året, uden at medregne udgifterne til bla. Sundhedsvæsnet, er blevet så godt som ignoreret af eliten.
I dag har vi skoler med 90% af anden etnisk herkomst, vores retssystem er svært belastet med ikke etniske danskere, sygehusene klager allerede nu over store belastninger på grund af forskellige sygdomsopfattelser, forskellige sprogbarrierer og kulturkløfter, og inden for en nær fremtid vil dette også ramme plejehjemsektoren.
Jeg savner et svar fra eliten og dens talspersoner som Stine Bosse og David Trads, på hvordan vi skal betale deres ”Feel good” segment, bare for de kan få lov til at tage en selfie med en flygtninge familie, de påstår at vi har en forpligtigelse over for disse mennesker, men hvor er forpligtigelsen overfor mig, hvor er forpligtigelsen over for gamle Fru Hansen på tredje der ikke kan få hjemmehjælp?
Den øverste elite er konsensussøgende og er besat af folk fra organisationerne, centrale embedsmænd, toppen af erhvervslivet, den økonomiske overklasse og ganske få politikere.
Samlet udgør gruppen få hundrede individer. I denne absolutte top er masseindvandringen aldrig til diskussion. Emnet er no go, og man sættes uden for det gode selskab, hvis man bringer det til torvs.
Kampen for ukontrolleret masseindvandring overlades til andre folk i medier som Information, Politiken, DR, TV2. Flygtningeindustrien, offentligt og EU-betalte tænketanke og enkeltpersoner som Stampe, Stine Bosse og David Trads. Enhedslisten og Alternativet er også ihærdige bidragsydere til denne indsats. Gid disse folk ville bruge lidt af deres energi på at hjælpe de mange kristne minoriteter i den muslimske verden fra at blive udryddet, men hertil er ingen støtte og hjælp at hente.
Den seneste meningsmåling angiver 2/3 flertal for stop for yderligere muslimsk indvandring, og dette giver et spinkelt håb for yderligere politisk indsats på området. Det er ligeledes positivt, at de elektroniske medier har givet dette store befolkningsflertal nye veje til at komme til orde. Ikke altid lige elegante ytringer, men disse veje giver helt nye påvirkningsmuligheder.
Det politiske landskab har ændret sig. Fra Dansk Folkeparti er budskabet nu udbredt til et massivt flertal af Folketinget for stramninger inklusiv SF, men der er lang vej endnu, før der er styr på området.
EU med 500 millioner evner ikke at bevogte egne ydre grænser, og emigranter kan stort set frit bevæge sig rundt og shoppe mellem medlemslandene efter de bedste tilbud. Dette er den altoverskyggende største udfordring og ganske uforståeligt for befolkningerne. Sæt dog militæret og NATO ind mod denne værste trussel mod vores egenart og velfærd.
Hjemsendelser af de mange afviste emigranter er den næststørste udfordring, hvor de enkelte medlemslande kommer til kort, idet de oprindelige hjemlande ikke vil modtage egne borgere retur.
Det aktuelle billede er, at 30.000 migranter lever illegalt i Danmark iflg. Inger Støjberg. Antallet af hjemsendelser af afviste asylsøgere er ligeledes gået kraftigt ned og ligger fortsat under tilstrømningen. De nuværende metoder for hjemsendelser er ganske utilstrækkelige og omkostningstunge. Nye internationale veje må betrædes, og forældede aftaler tilsidesættes for at få de mange afviste hjemsendt. De nuværende metoder virker ganske enkelt ikke.
Befolkningen har krav på mere effektive løsninger, så afviste ikke ad bagvejen opnår opholdsret efter i årevis at have ventet på chancen.
Det skræmmende perspektiv er, at vi indtil nu kun har oplevet begyndelsen på større befolkningsvandringer. Krige, naturkatastrofer, vandmangel men ikke mindst voldsom befolkningsvækst i Afrika og Mellemøsten vil sætte helt ukontrollable vandringer af mange millioner mennesker i retning mod Europa i de kommende år.
Dette er et velkendt og anerkendt scenarie hos vore beslutningstagere, men ingen evner at imødegå denne problemstilling med beslutsom rettidig handling. Vi har som befolkninger i Europa brug for helt andre effektive samarbejdsmodeller end EU’s aktuelle udgave.
Lad os viske tavlen ren og starte forfra med etablering en helt ny samarbejdsmodel i Europa med vægt på et frit marked og maksimal suverænitet til nationalstaterne. Kun traktatligt samarbejde på oplagte områder med stor fælles værdi bør etableres, og det må slut med at lukke sig inde i Europa med tåbelige særordninger, der diskriminerer den øvrige verden. Den snævre model i EU med fælles sociale standarter og overførsel af velstand fra reformivrige nordlige land med høj beskatning til mere stillestående sydlige lande på ophøre. Intern ulandshjælp i Europa giver ingen garanti for effektiv regeringsførelse uden korruption. Lad landene få fred til at finde egne veje, så deres egenart kan bevares.
Fra mange sider er der slået til lyd for at dele Europa i en nordlig region præget af protestantisk etik og velfungerende højtbeskattede velfærdssamfund uden korruption, og en sydlig gruppe præget af katolsk livstil og traditioner uden lyst til politiske reformer. Bevarelse af frihandel mellem nord og syd skal bevares. Tyskland er nøglespilleren, idet dette store land har sat sig tungt på det samlede marked som leverandør af industrivarer og tjenester.
Første hasteopgave i det nye samarbejdende Europa er bevogtning og styrkelse af de ydre grænser og fælles hjemsendelser af afviste immigranter. NATO vil kunne anvendes straks fra starten til disse opgaver, medens nye samarbejdsaftaler mellem landene forhandles på plads.
De meget store besparelser til underhold af immigranter og flygtninge vil bringe midler til veje til sikring af velfærd, inversion og til de øgede udgifter til militær og bevogtningsopgaver.
Lad os komme i gang for vores efterkommeres skyld og til bevarelse af vores kulturelle egenart.
Det kan undre, at vore egne politiske partier ikke har kastet sig over opgaven med at udarbejde konkrete forslag til nye modeller for europæisk samarbejde, i en tid hvor selv EU-kommissionen har sat emnet på dagsordenen med fem forskellige modeller.
Romtraktaten har 60 års fødselsdag i år og har som endemål at skabe en europæisk union á la USA. Befolkningerne og enkeltstaterne har klart sagt fra til denne målsætning, så det haster med at finde nye samarbejdsformer, inden Europa køres totalt over af den teknologiske udvikling og de nye fremstormende økonomier i Østen.
Hvilken vej skal vi vælge, skal vi fortsætte mod afgrunden eller skal vi tage fat om nældens rod og gøre noget ved problemerne, inden det er for sent?