De mange offentlige iværksætterordninger er spild af penge, men der er ingen, der siger det højt, fordi systemet sikrer lukrative jobs til tusinder af offentlige sagsbehandlere og støttepædagoger, der lever fedt af iværksættere.
Af André Rossmann
I Børsen den 28. marts spørger professor Nicolai Foss retorisk, om det offentlige skal støtte iværksætterinitiativer. Professoren mener, at offentlig støtte til iværksættere i form af væksthuse, vækstfonde, iværksætterprogrammer, vækstuger, iværksætteruger og meget andet fører til aktivitet, som ingen er tjent med, og det er bedre at bakke de eksisterende virksomheder op, for de skaber flere og mere vellønnede job.
Formanden for Vækstfonden, Carsten Koch, er lodret uenig og henviser i Børsen den 4. april til, at den amerikanske Kaufmann Foundation i et omfattende studie har vist, at hovedparten af nettojobskabelsen i USA har fundet sted i relativt nye virksomheder. F. eks. har high-tech virksomhederne i Silicon Valley skabt millioner af job, hvor lønningerne og værdiskabelsen er langt højere end i de eksisterende virksomheder. Omkring 20 pct. af hele den amerikanske økonomi kan faktisk henføres til venturefinansierede virksomheder.
Carsten Koch glemmer imidlertid at nævne, at de amerikanske venturefonde er private, og at de amerikanske iværksættervirksomheder er en gevinst for USA, fordi de bliver i USA, mens succesfulde danske virksomheder flytter til udlandet. I Danmark mangler vi ressourcer til at kunne skalere den gode idé fra millioner til milliarder. Derfor forlader de få succesfulde virksomheder som f. eks. JustEat, Zendesk, SuccessFactors, Area9 eller Endomondo Danmark for at opnå hypervækst. Ifølge Jens Maaløe, formanden for Innovationsfonden, er problemet ikke, at Danmark mangler iværksættere, der tør etablere egen virksomhed. Problemet er, at så få af dem bliver drevet af mulighederne for at vokse. Og det skaber ikke ligefrem arbejdspladser.
Eksperterne er som sædvanlig uenige. Rockwoolfonden og prof. Anders Sørensen fra CBS har således foretaget en analyse, der viser, at iværksættere og nye virksomheder er meget, meget vigtige for nettojobskabelsen i Danmark. Prof. Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet og prof. Nicolai Foss har derimod gennemført analyser, som viser det modsatte.
Dansk DNA hæmmer væksten
Danskerne svømmer hen i fantasier om alt i verdensklasse, herunder verdens bedste vilkår for vækstiværksættere. Det er imidlertid ikke rammevilkårene, der er noget galt med, men det danske DNA med det lave ambitionsniveau, selvtilfredsheden, middelmådigheden, jantelovskulturen og lønmodtagerkulturen, der hæmmer væksten og iværksætteriet. Vi holder af iværksættere, hepper på dem og beundrer dem, men kun meget få danskere (inkl. Carsten Koch og Børsens journalister, der p.t. hylder de handlende) har selv lyst til at prøve lykken som iværksætter med et CVR-nummer i hånden.
Ifølge Lars Kolind præger selvtilfredshed, lavt ambitionsniveau og manglende sult efter succes stadig tankegangen i Danmark. Det er altså det danske DNA, der er den egentlige væksthæmmer – og ikke manglende adgang til risikovillig kapital eller skattereglerne.
Men det begynder med danskernes mentalitet og systemer. ”Danskerne er en nation af lønmodtagere”, siger Sigurd Schou Madsen fra Dansk Erhverv. ”Sikkerhedsnettet under lønmodtagere i Danmark er solidt, men det mangler under iværksættere. Samtidig bliver vi ikke belønnet nok for at tage chancen. Så springet bliver for stort og for risikofyldt. Der er desuden en enorm stigmatisering omkring det at gå konkurs i Danmark. Det kan være meget svært for en person, der er gået konkurs én eller flere gange at gå ud og hente kapital, medarbejdere eller fremstå troværdig – alle de ting, man skal kunne for at få succes som iværksætter”.
Ifølge flere danske eksperter er det en umulig opgave at gøre danskerne mere ambitiøse, elitære og vækstorienterede, da lighedsmageriet er en del af danskernes DNA. Danskerne bryder sig ganske enkelt ikke om, at nogen hævder sig og er dygtigere end gennemsnittet. Den danske jævnhedskultur er rigt præsenteret i litteraturen og i talemåder: “På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå” og “Ved jorden at blive, det tjener os bedst” er velkendte eksempler. Det er svært at forestille sig, at tilsvarende sange kunne indgå i den amerikanske sangskat.
Godt otte ud af ti danskere erkender, at de har set ned på folk, der har fremhævet sig selv positivt. Fire ud af ti, at de har haft svært ved at glæde sig over andres succes. Det viser en rundspørge, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.
Forrædere i forhold til fællesskabets middelmådighed
At være iværksætter betyder, at man stræber og går efter at stå på toppen af bjerget uden at man behøver at føle sig som en forræder i forhold til fællesskabets middelmådighed. Men danskerne, som er rundet af janteloven, omtaler de få succesfulde iværksættere som åndløse, egoistiske rigmandsknægte. Jesper Beinov, Løkkes nuværende spindoktor, har i Berlingske skrevet: ”Vi lever i et land, hvor de fleste synes, at vi alle helst skal nivelleres, så vi alle bliver ens”.
Da Autobutler i nov. 2014 vandt EY-prisen som årets startup-virksomhed, fortalte Christian Legëne, firmaets CEO, forsamlingen af virksomhedsledere, at Autobutlers mål var at blive størst, ikke bare i Danmark, men i resten af verden. Han blev mødt af en nervøs latter, for i Danmark er det ikke god tone at have den slags storladne visioner.
Lønmodtagerkulturen påvirker danskernes uddannelsesvalg, hvor uddannelser, der primært retter sig mod den offentlige sektor, er mest populære, ikke mindst blandt kvinder. En sikker funktionærtilværelse foretrækkes frem for risikabelt iværksætteri. Hvis man endelig bliver iværksætter, standser vækstsulten og ambitionerne ofte, når man har fået råd til den første BMW. Så har man ikke lyst til at risikere noget.
Ifølge Stine Bosse hugger ejerledere bremsen i, når gazelle-firmaer skal op på næste niveau. De prioriterer en størrelse, hvor de selv kan stå i spidsen. I en undersøgelse blandt gazellerne foretaget af Greens Analyseinstitut, svarer 63 pct., at det er vigtigt eller meget vigtigt, at virksomheden har en størrelse, så de selv kan lede og eje den. Og det koster arbejdspladser, at de ikke er klar til at sætte endnu mere fart på deres virksomhed.
Jantelovskulturen påvirker ikke alene folks mindset og holdninger, men også offentlig regulering (Uber!) og skattelovgivning. Store dele af skattelovgivningen kan ikke forklares med andet end grøn misundelse. Topskat, høj beskatning af kapitalafkast og arveafgifter er eksempler på skatter med relativt beskedent provenu og negativ effekt på iværksætteri.
40 pct. af selvstændige tjener det samme som den bedst betalte gruppe kontanthjælpsmodtagere, når alle indtægter er talt med.
Iværksætteri opfattes som en nødløsning
I Danmark opfatter politikerne iværksætteri som en nødløsning, hvis man ikke kan få et job. Næsten alle politikere er derfor enige om, at Danmark har brug for flere iværksættere, men hvis man vil have mere vækst, kræver det, at man tager et opgør med lighedskulturen i det offentlige iværksættersystem. Ifølge Søren Hougaard, som er adjungeret professor på CBS og mangeårig kender af iværksættermiljøet, er de rådgivere, som sidder i kommunerne og Væksthusene, blevet placeret der ud fra en tankegang om, at hvis vi vil have flere vækstiværksættere, skal det offentlige sørge for det. Men de to ting strider mod hinanden. Vil vi have mere vækst for pengene, bliver vi nødt til at være meget mere elitære i det offentlige system og turde sige højt, at vi skal bruge mere tid og kræfter på at dyrke de bedste”. Han får opbakning fra en række IT-iværksættere, som i en rundspørge foretaget af Berlingske Research bl.a. peger på, at kvaliteten af den offentlige rådgivning ikke er god nok, og at de ikke har behov for den.
Den tidligere formand for Dansk Iværksætterforening, Christian Walther, lægger ikke fingrene imellem: ”De mange offentlige ordninger er spild af penge, men der er ingen, der siger det højt. Systemet sikrer jo beskæftigelse til mange. Som iværksætter skal man jo leve af at tænke nyt. Den evne får man dog sjældent af det offentlige. Jeg kunne aldrig drømme om at gå ned til en konsulent i kommunen. Hvordan skal offentlige rådgivere, som måske ikke selv har haft en virksomhed, skabe flere dygtige iværksættere?”
Ægte iværksættere har ikke brug for offentlig støtte
Én af de dygtige iværksættere er IT-konsulent Marianne Steen, der efter at have gjort brug af et offentligt drevet kontorhotel, har besluttet sig for at klare tingene selv fremover. ”Der var bare en anden kultur. Intentionerne med projektet var jo gode, og der var intet i vejen med de ansatte, men de rammer, de arbejdede under, var vidt forskellige fra iværksætternes. Som iværksætter har man ikke brug for at få en lejekontrakt på 36 sider eller at vente i ugevis på at få sit depositum, fordi en medarbejder skal afspadsere, så hun ikke arbejder mere end 37 timer om ugen. Det er en systemtankegang, man som iværksætter slet ikke er en del af”, siger hun.
Den tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted, som har undersøgt, hvorfor vi har så få vækstvirksomheder, siger: ”Det er fint, at det offentlige hjælper med de helt basale ting til de nystartede virksomheder. Det giver bare ingen vækst”.
Ægte iværksættere har ikke brug for offentlig støtte. Ingen af Danmarks ca. 150 mest succesfulde og rigeste familievirksomheder, erhvervsfamilier og vækstiværksættere har benyttet offentlige støtteordninger (se ”Danmarks vækstelite” på www.saxo.com).
Ifølge Asger Aamund har Danmark brug for iværksætterstøtte magen til den, man arbejder med i USA. Den består af et rimeligt skattesystem, rigelig kapital og kompetent rådgivning. I Danmark har regeringen satset hele butikken på Vækstfonden, der drives af finansministeriet, som absolut ikke er det ideelle venture kapitalforvalter. Iværksættere skal udfylde bjerge af papir i en 2-års periode og så få 200 000 kr., som man ikke kan bruge til noget som helst.
Debatten om iværksætteri drives af socialstatens lønmodtagere, som lever godt af at heppe på iværksættere. De sidder i gode vellønnede jobs og administrerer ordninger, som hverken giver vækst eller arbejdspladser. Alt imens tjener 40 pct. af selvstændige det samme som den bedst betalte gruppe kontanthjælpsmodtagere, når alle indtægter er talt med.