På grafikken ses alliancens nye militærpolitiske interesseområde.
Af Abdelhamid Jmahri.
Nordafrika vil fremover være en del at Natos strategiske interesseområde, da det kan blive kamppladsen for konfrontationen med Rusland, skriver det panarabiske medie Al Araby Al Jadeed. Og Spanien vil komme til at spille en betydelig rolle i dette sammenstød.
Natos nye strategiske koncept har placeret Nordafrika i Alliancens strategiske interesseområde på den sydlige flanke. Således har organisationens nye militærpolitiske kort over Alliancen for første gang nævnt en frontlinje, der er flyttet – mod syd mod det sorte kontinent – selv om Natos erklæringer, dokumenter og projekter lægger hovedvægten på Europas østlige flanke, hvor Rusland fører sin militære operation i Ukraine.
Nordafrika nævnes blandt de regioner, som udgør en konfrontationsarena med Rusland. Da Moskvas indflydelse på området varierer økonomisk, militært og på andre punkter (i Libyen, i Algier og i Marokko) er Natos stilling i regionen defineret af forløbet af en afstemning mod Rusland om krigen i Ukraine.
Algeriet afholdt sig fra at stemme, Mauretanien fordømte den russiske aktion, mens repræsentanter fra Marokko ikke en gang kom til stede ved mødet i FN. Det har vist, at de nationale interesser er afgørende for hvert lands beslutninger, men det forhindrer ikke situationen i at udvikle sig eller, at der tages en mere og mere klar stilling til konflikten.
Spaniens rolle en vigtig nøgle
Spaniens rolle er formodentlig et af de aspekter, som kaster lys over Nordafrikas fremtid set i lyset af de strategiske begivenheder. Det er blevet afgørende, for det lykkedes Madrid at udarbejde en ny køreplan for Alliancen og få den vedtaget. Desuden har Spanien gjort alt for en vellykket tilrettelæggelse af topmødet. Målet var at bekræfte forestillingen om, at Alliancens sydlige flanke var lige så vigtig som de andre. Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, erklærede: “Vi har sørget for, at Natos sydlige flanke ikke er glemt”. Derfor er Spaniens rolle en vigtig nøgle til at forstå den aktuelle situation i Nordafrika og dens udsigter.
Spanien er gået ind i en ny fase i sine strategiske relationer med Marokko, og takket være landets rolle på topmødet er det blevet en repræsentant for Nato i forbindelse med flygtninge og terrorisme. Og fordelen ved den aktuelle situation med naboen mod Syd er underskrivelsen af en aftale, som er det 21. årh. værdig. I mellemtiden har Mauretanien lanceret ratificeringen af en samarbejdsaftale, et godt naboskab og et venskab med Madrid underskrevet i 2008.
Spanien holder sig på afstand af Algeriet pga. spørgsmålet om Vestsahara, da det har taget en historisk beslutning, som Algeriet bestrider. Den spændte situation mellem de to lande har ført til, at olie og gas bruges som et våben, hvilket ifølge Nato er forbudt for ethvert medlemsland.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, nævnte de kriser, som indtræffer på Natos afrikanske nabos områder, såsom terrorisme, illegal indvandring, truslen om brug af gas og olie som våben og det, man kalder hybrid krig, hvor de nordafrikanske territorier enten er en kilde til eller kampplads for konflikter og under indflydelse af eksterne kræfter.
Det ligger formodentlig til grund for Stoltenbergs udtalelser, hvor han bemærkede, at medlemslandene var bekymrede over Ruslands og Kinas stræben efter en politisk, økonomisk og militær ekspansion syd for NATO-landene. Alliancen peger på den ustabilitet, det ville kunne fremprovokere med disse landes stigende indflydelse. Derfor vil Alliancen overtale sine partnere i regionen om at indtage en uforsonlig holdning efter princippet “de, som ikke er med os, er imod os”.
Kina befinder sig i første linje
Kina befinder sig i første linje, og Alliancen har for første gang besluttet sig for at anklage landet for at skabe systematiske trusler.
Når resten af verden er blevet en anti-kinesisk front – især i Stillehavsområdet – er Nordafrika bekymret over Beijings fremtidige strategiske investeringer i Middelhavet, i de sydafrikanske lande Syd for Sahara og i Nordafrika.
Kina udvider sin indflydelse i regionen især i den økonomiske sektor og som strategisk partner dog uden militær tilstedeværelse formelt eller uformelt. Beijing har stærke forbindelser til Marokko, som er en allieret til Nato og EU. Mauretanien afviser heller ikke mere de økonomiske perspektiver ved et samarbejde med Kina, og det samme gælder Algeriet.
Den nærmeste fremtid ser ikke lys ud for landene undtagen dem, som har formået at indtage en fast holdning i den trilaterale krig, som optager alles tanker i Europa. Et andet strategisk spørgsmål, der bekymrer Nato-alliancen, er, at NATO-landene opbygger tillid og en overbevisende holdning til sikkerhed. Det er kampen mod terrorisme, det vil sige at lægge en strategi med henblik på stabilitet og udvikling og politiske tiltag, der skal forsvare suverænitet, mens et internationalt partnerskab bringes på plads i nationernes interesse.
Den største fejltagelse ville være at vælge et for snævert syn på situationen og afvise alt samarbejde og den udstrakte hånd til at bygge en effektiv Nordafrikansk koalition, som kan spille en rolle i etableringen af en global balancestrategi.
———————–
Kilde:
http://www.observateurcontinental.fr/?module=articles&action=view&id=4039