Fra Hashtable.
De seneste begivenheder tager ublidt på glansbilled-idealerne om en utopisk verden, som nogle politikere forestiller sig, når de forsøger at påtvinge deres mere og mere dristige politikker igennem. Selv med de bedste hensigter lader virkeligheden sig ikke bortforklare eller tilsidesætte i det lange løb.
Da råvarer og især gødning er dyre og desuden kritiseres (af økologer) for deres skadelige virkning på miljøet, har flere lande besluttet at begrænse brugen af dem. Og lidt efter lidt bliver det, som engang bragte menneskeheden ud af sult og fødevaremangel, nu bekæmpet af økologer, som her har fundet en smart måde at reducere jordens befolkning på mellemlang og lang sigt.
Totalt overraskende ikke? Se dem bare, disse djævlens apostle eller lydige politikere, der kæmper for miljøet, men ikke for menneskeheden. På trods af det, som Satans budbringere hylder som et “glædeligt” budskab – de vil jo redde miljøet – begynder nogle folk dog at opfatte denne lovsang som et mordforsøg, der skal få folk til at gå frivilligt i sultedøden uden at kny. Husk nu, vi skal redde miljøet, så lad os da gå i døden med god samvittighed.
Eller måske burde vi begynde med at bekæmpe Satan. [Klamt er det at være vidner til, hvordan denne satans-yngel mødes og svanser rundt foran de obligatoriske kamerafolk og skilter med deres storhedsvanvid].
“Vi havde ikke set det komme”, siger den lille træfigur på billedet. ” Hvem skulle have troet det?”….
Hvordan havde vi ikke set det komme? – burde være spørgsmålet.
Sri-Lanka
Artiklen nævner til eksempel Sri-Lanka, som har fået et forbud mod import af gødning, hvilket har skabt irritation hos de lokale landmænd, som vil af med deres regering – om det så skal ske med vold. Politikernes beslutninger om at trække alle syntetiske gødninger tilbage inspireret og forberedt af FN styrer nu direkte henimod et sammenbrud af fødevareproduktionen med sult til følge, hvilket selvfølgelig skaber en konflikt med befolkningen, som anser politikerne for at være alt for ivrige miljøforkæmpere.
Det ville være vanskeligt ikke at drage en parallel til det, som sker i øjeblikket i EU, hvor programmet “Fra jord til bord” peger på en reduktion af de samme råvarer med 20% inden 2030. Dette begynder allerede at afspejle sig ret ensartet i medlemslandenes politik, og små spændinger er allerede følelige mellem dem, som beslutter, og dem, som efterspørger og forbruger.
De hollandske landmænd
De hollandske landmænd markerer klart det, som knap nok omtales i den almindelige presse, og det gør de med deres kæmpe demonstrationer mod de beslutninger, som den hollandske regering har truffet i en blanding af økonomisk uansvarlighed og en farlig skinhellig demonstration af økologisk dydighed. Og for at fremme en landbrugspolitik, som skal forestille at respektere miljøet, har den socialdemokratiske Mark Rutte regering som dydige tilhængere af World Economic Forum’s agenda besluttet at reducere kvælstof- og kulstofudslippet i en sådan grad, at mere end halvdelen af hollandsk landbrug vil blive tvangsnedlagt.
Situationen er ikke meget anderledes i Polen eller i Tyskland, hvor landbrugene hurtigt har tilsluttet sig protestbevægelsen i Holland af lignende årsager.
Ud over disse økologiske overvejelser er der endnu mere jordnære elementer som prisen på selve råvarerne direkte forbundet med prisen på energi, som i øjeblikket stiger som følge af de skinhellige internationale politiske og økonomiske beslutninger. Mellem distributionen af penge (som øger inflationen) og de temmelig uskarpe geopolitiske beslutninger (som giver næring til manglen på varer, som igen øger inflationen) synes alt at samle sig i noget, som kunne rejse en storm.
Hver gang er mønstret det samme
Hver gang er mønsteret det samme. Ved at følge en agenda, som allerede er bestemt unilateralt med ekstremt korte deadlines og fuldstændig groteske mål, prøver beslutningstagerne alt i alt at påtvinge deres beslutninger på en måde, der bliver mere og mere totalitær. Stillet over for en katastrofe (forudsigelig eller allerede observerbar) bliver reaktionen til gengæld mere og mere voldsom. For at imødegå modstanden, som kaldes fascisme og/eller populisme i protestbevægelsen, som hurtigt er taget til i styrke på hele planeten – før som en mulighed men nu åbenlys – vil en stadig stærkere magtanvendelse blive sat ind mod befolkningerne.
Det drejer sig her om en global bevægelse. Systempartierne, der villigt præsenterer sig som socialdemokrater, bevæger sig langsomt fra en centrum-position til noget, som de vil kalde “moderate”. Men det vil være en politik, som hurtigt bliver pålagt alle først med brug af propaganda, dernæst med ligegyldighed over for oppositionen (ja endda med en benægtelse af demokratiet) for endelig at føre til tvang under den stærkes magt. Til andre tider ville vi tale om diktatur, men det ville jo være … populistisk. Vi får se….
Politisk går det mindre og mindre godt for de etablerede partier og regeringer. Bulgarien, Holland, Polen, Tyskland, Frankrig, Italien, UK. Det er lande, hvor de siddende regeringers politiske vanskeligheder mærkes tydeligt, og hvor regeringerne ikke længere har samme manøvrerum, men nu må forholde sig til befolkninger og parlamenter, som bliver mere og mere fjendtligt indstillet.
Stemningen er ødelæggende, hvor de klogeste politikere (og dem, som forstår at lægge en dæmper på vreden hos befolkningen) ikke længere kæmper for at genvinde magten, da den politiske stemning synes at være for flygtig. For eksempel måtte Macron i Frankrig nøjes med 12% vælgertilslutning, (han er for dum til at trække sig). Upopulære Draghi i Italien meldte til gengæld sin afgang til præsidenten, der dog modvilligt lod ham slippe, og i Tyskland led det nuværende kanslerparti alvorlig tilbagegang ved sidste valg. Vi vil ikke en gang nævne det amerikanske midtvejsvalg, som lover en fremtid i isolation for demokraterne …
Overalt ser man denne kløft mellem befolkningerne og de politiske ledere, som fortsætter med at vokse, efterhånden som de politiske beslutninger i stigende grad afkobles fra borgernes praktiske hverdag.
Denne kløft er ikke ny, men illustrerer en stigende afstand mellem “eliten”, som støttes af en lille befolkningsgruppe, der er fast besluttet på at fastholde de uholdbare målsætninger om den ultimative økologisme, som i grunden er en svært skjult marxisme: “Du skal intet eje og være lykkelig”. (Og hvis du ikke vil, … så..!). Og på den anden side af kløften står så befolkningerne, som tydeligvis modsætter sig disse imperativer og denne dagsorden.
Denne folkelige modstand er så meget desto mere synlig nu, hvor den åbent bliver betegnet som “populistisk” af mainstreammedierne og den nuværende politiske propaganda. Det samme gælder dem, som man kalder “konspirationsteoretikere”, fordi de har den frækhed at tilbyde alternativ information til den officielle presse.
Igen og igen distribuerer man kortet “populister” til de få politikere, som har mod til at sætte borgernes interesser foran de økologiske krigsmageres og hele den globalistiske klike. Vi kan i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at det er disse “populister”, som klarer sig bedst for tiden: Orban i Ungarn blev således genvalgt med et komfortabelt flertal. Trump og hans nuværende kurs i USA er en del af samme bevægelse, og hverken Putin eller Xi ser ud til at have problemer med deres opbakning på hjemmebane.
Hvor længe kan disse spændinger vare ved uden at udmønte sig i politiske ændringer – muligvis voldelige? Hvor mange måneder vil de nuværende ledere kunne fortsætte med at presse deres energi- og økologipolitik igennem (deres agenda 2030) uden folkelige protester? Hvordan forestille sig den kommende vinter uden en god portion “populisme”?
Under alle omstændigheder viser hver uge, der går, at hvis de politiske økologister tror de skal lede menneskeheden, så vil de højst sandsynligt komme til at tage fejl.
——————–
Kilde:
https://reseauinternational.net/transition-ecologique-cet-hiver-populiste-qui-arrive/