Af Lars Hedegaard
Stor ståhej: 176 flygtninge ”på vej” i arbejde
Ifølge Ekstra Bladet er det foreløbig umuligt at aflokke kommentarer fra statsminister Lars Løkke og integrationsminister Inger Støjberg oven på nyheden om, at den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU) udviser magre resultater.
Det var ellers et stort anlagt projekt, som sidste år blev aftalt under trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Nu skulle der for alvor sættes ind for at udnytte den arbejdskraftreserve, der gemmer sig blandt de 66.000 personer, der de seneste fem år har fået asyl og familiesammenføring. Staten kunne spare milliarder, og de fremmede ville blive lykkelige og produktive medborgere.
Lige nu står det uklart, om IGU har skaffet en eneste et varigt job.
Det kniber i det hele taget alvorligt med asylanternes ”integration” og deltagelse på arbejdsmarkedet, og det koster skatteyderne milliarder. Hvor mange, får vi aldrig rigtigt tal på. Det kunne medføre arbejdsløshed i migrationsindustrien, hvis det gik op for borgerne, hvad deres penge bliver brugt til.
Faktisk går det så skidt, at det bliver slået stort op i pressen, når man støder på en muslim med fast arbejde.
IGU er blot det seneste i en lang række af integrationstiltag (over 20), som er rullet over scenen de seneste årtier – til ringe eller ingen effekt. Bortset fra udgifterne.
Hvad er der galt?
Integrationstænkningen bygger på to fundamentale antagelser:
- Alle flygtninge kommer til Danmark for at blive en del af det danske folk. Og de er taknemmelige for, at vi har givet dem beskyttelse og underhold.
- Flygtninge er lige så ivrige for at komme i beskæftigelse som etniske danskere.
Det er ikke gået op for politikerne og de snakkende klasser, at den første betingelse for at blive integreret (dvs. sammensmeltet med værtsbefolkningen) er, at man VIL integreres. Og her støder vi på den vanskelighed, at muslimer ikke MÅ lade sig integrere i vantro samfund, men skal opretholde en særskilt identitet. Ellers får de ballade med Allah.
Mange indvandrere vil gerne arbejde. Det er derfor vi aldrig hører om indvandrede kinesere, vietnamesere, tibetanere, sikher, hinduer osv.. Til gengæld fylder muhammedanere godt op i medierne, og den fundamentale årsag er, at så mange af dem ikke er kommet til Danmark for at arbejde, men for at lade sig forsørge.
Rettroende muslimer MÅ nemlig ikke bidrage til at bevare eller styrke vantro samfund. Ifølge islams helligskrifter tilhører hele verden Allah, og områder, hvor han endnu ikke har magten, er at betragte som ulovligt besatte. Med andre ord: Det danske område tilhører i udgangspunktet Allah, men har de seneste ca. 1500 år været besat af danskerne, som frækt har sat sig op mod den sande religion.
Det skal den muhammedanske masseindvandring nu sætte skik på, og indtil videre skrider islamiseringen frem med stormskridt.
Vi ser en interessant efterklang af denne grundantagelse, når SF-politikeren Özlem Cekic betegner etniske danskere som ”ikke-muslimer”. Altså: Den naturlige tilstand er at være muslim, og danskerne er afvigere fra naturtilstanden.
Indtil vi bøjer os, må rettroende muhammedanerne tage til takke med at modtage vores penge, så de kan koncentrere sig om de opgaver, som Allah har pålagt dem.
Ud fra islams synspunkt er det helt efter bogen. Offentlige overførsler kan nemlig betragtes som en slags krigsskat – en såkaldt jizya – som muslimer er berettiget til at pålægge vrangvillige, der nægter at adlyde profeten.
Jeg skynder mig at understrege, at jeg ikke har forsøgt at karakterisere samtlige muslimers adfærd. Derimod har jeg beskrevet islams grundform, som nogle muslimer efterlever, andre ikke.
Men det ville være naivt at antage, at islams klare befalinger ikke skulle have konsekvenser.
Mon vi nogen sinde får Folketinget til at forholde sig til virkeligheden?
(Foto: Steen Raaschou)
Be the first to comment