Af Anders Johnsen, cand. mag i historie.
Ikke siden Besættelsen har Danmark været underlagt en lignende grad af undtagelsestilstand og kriselov, som COVID-19-virussen har afstedkommet.
Vores normale hverdag er taget fra os og blandt andet den i Grundloven sikrede forsamlingsfrihed er således dispenseret med udgangspunkt i samme §79:
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Det er fuldt ud forståeligt, at man fra regeringen og Sundhedsstyrelsens side vil undgå uhæmmet spredning og dermed sikre den offentlige fred under truslen fra en dødelige virus, men der er desværre også tydelige tegn på, at man fra samme myndigheders side i flere tilfælde har været klar til at bevæge sig unødigt langt ud i tvivlsom magtanvendelse under påkaldelse af den fare, virussen udgør:
1) I det umiddelbare udkast (note 1) til kriseloven L 133, som blev hastet igennem 12. marts 2020, foreslås følgende tilføjelse til Epidemiloven (note 2):
”Stk. 3. Som led i håndhævelsen eller gennemførelsen af et påbud efter stk. 1 eller tvangsmæssig behandling efter stk. 2 er der uden retskendelse adgang til den pågældendes (altså en smittemistænkts) bolig og andre lokaliteter, som den pågældende råder over.”
Dette uddybes på lovforslagets side 13, anden spalte, vedrørende forholdet til Grundlovens §72 (som blandt andet omhandler boligens ukrænkelighed og privatlivets fred):
”Det er dermed udgangspunktet i grundloven, at tvangsindgreb i private hjem kræver retskendelse. Udgangspunktet om krav om retskendelse kan dog fraviges, hvis indgrebet sker med hjemmel i lov.
Det er den almindelige opfattelse, at grundlovens § 72 finder anvendelse både for så vidt angår tvangsindgreb, som foretages inden og uden for strafferetsplejen, jf. herved bl.a. Jens Peter Christensen et al., Grundloven med kommentarer (2015), side 442 ff. Med den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at Sundhedsstyrelsen og politiet som led i håndhævelsen af et påbud efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, uden retskendelse kan skaffe sig adgang til den pågældendes bolig og andre lokaliteter, som den pågældende råde over. De nævnte indgreb vil dermed være hjemlet i lov, ligesom der vil være hjemmel til at fravige udgangspunktet om retskendelse. Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at lovforslaget ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 72.”
Dette skal selvfølgelig holdes op imod Grundlovens §72, som lyder:
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
Dette er en af de mest centrale frihedsrettigheder i en demokratisk retsstat, som man herved er inde at pille ved: At myndighederne – i form af ordensmagten, altså politiet – ikke bare kan ransage folks hjem efter umiddelbart forgodtbefindende, men derimod har at respektere den private ejendomsret og privatlivets fred, medmindre de altså kan fremskaffe en dommerkendelse baseret på en rimeligt begrundet mistanke.
I denne sammenhæng skal der fra undertegnedes side være plads til en sjælden ros af partierne Enhedslisten og Det Radikale Venstre, der som regeringens parlamentariske grundlag bemærkelsesværdigt nok udviste demokratisk borgersind nok til at forlange denne stærkt tvivlsomme tilsidesættelse af Grundloven bortrevideret i det endelige og vedtagne lovforslag.
2) Ydermere blev det 23. marts i forlængelse heraf foreslået at myndighederne nu også skulle kunne overvåge folks færden ved at få adgang til teleselskabernes data. Også dette må i allerhøjeste grad betragtes som en udfordring af Grundlovens §72, hvad angår ”post-, telegraf- og telefonhemmeligheden”.
Det er endnu et dybt indgreb i privatlivets fred, man således har udfordret fra myndighedernes side og det er ikke desto mindre kun alt for let at forestille sig at dette ville kunne misbruges i sager, som slet ikke måtte have nogen som helst sundhedsfaglig relevans.
3) D. 24. marts kunne man hos Jyllands-Posten (note 3) læse, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter heftig kritik måtte pille en hjemmeside ned, der skulle fungere som angiverlinje: Det var trods alt for grænseoverskridende, at man i Danmark skulle benytte sig af hotlines til myndighederne med henblik på at anmelde sin potentielt syge nabo. Det er trods alt ikke længere end 30 år siden, man i det daværende DDR benyttede sig af en lignende totalitær samfundsindretning, hvor STASI fungerede ved at lade naboer angive hinanden for ”mistænkelig adfærd”.
Her tør man dårligt tænke på, hvordan uforløste nabostridigheder kun alt for let vil kunne lede til misbrug af sådan en stikker-linje ude i et karantæneramt samfund, hvor der ganske hurtigt vil kunne opstå gnidninger mellem naboer, hvis ikke der har været det i forvejen. Nogle ville kunne falde for fristelsen til at pudse myndighederne på hinanden som led i chikane.
Dette er kun enkelte eksempler på at myndighederne har trådt borgerlige frihedsrettigheder for nær og gudskelov har danskerne vist sig trods alt at være kritiske i forhold til disse tiltag. Ikke desto mindre er der tydeligvis behov for, at vi som demokratiske borgere stadig er årvågne og ikke ukritisk lader myndighederne tiltage sig for megen magt af frygt for liv og helbred.
Og nej, dette er IKKE ensbetydende med at man skal være hensynsløs eller ligeglad: Selvfølgelig skal man som lovlydig medborger opføre sig ansvarligt og efterkomme myndighedernes anvisning for at forhindre smittekæder, der vil kunne koste menneskeliv, men her er det immervæk også pokkers vigtigt at myndighederne bevarer deres troværdighed og dermed deres autoritet.
Hvis myndighederne derimod misbruger situationen til at tilsidesætte borgernes fundamentale rettigheder og derved mister deres legitimitet, risikerer man først for alvor et egentligt modsætningsforhold mellem myndighederne og befolkningen med civil ulydighed til følge: Dét vil som den berømte snebold kunne starte en lavine, når myndighederne dermed i stigende grad vil skulle anvende tvivlsom magt som modsvar på denne civile ulydighed.
Så meget desto mere må man derfor som borger appellere til myndighederne om at besinde og beherske sig, hvis de vil bevare kontrollen i en i forvejen rigeligt udfordrende situation og undgå et egentligt samfundsnedbrud med opstande og konfrontationer til følge.
Note 1:
https://www.ft.dk/ripdf/samling/20191/lovforslag/l133/20191_l133_som_fremsat.pdf
Note 2:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=126093
Note 3:
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12033338/styrelse-opgiver-ny-angiverlinje-efter-kritik/