Af Nicolai Sennels
Koranen udgør kun 14 procent af islams tekster. Heri findes de åbenbaringer, som Muhammed fik fra Allah.
Vil man forstå islam, herunder islamisk lov, sharia, er det altså ikke nok at læse Koranen. Man er også nødt til også at kende Muhammed selv. Det skyldes, at han ifølge ifølge Koranen er et forbillede for muslimer. Hvad Muhammed gjorde, sagde og befalede, er således ligeså vigtigt som Allahs åbenbaringer.
Muhammeds overleverede livshistorie findes i siraerne, og de leveregler han lavede, findes i de såkaldte hadither. Sammen udgør de to Sunna.
Islams samlede tekster udgøres af Koranen, siraerne og haditherne. De er ganske omfattende, og handler langt fra kun om tro. Størstedelen handler om samfundets indretning, altså politik.
Abrogation
Læsere af de islamiske tekster vil vide, at teksterne har en del selvmodsigelser. Særligt er der forskel på den tidlige og den sene Muhammed.
Til at starte med søgte Muhammed (570 – 632) følgere gennem mere fredelige budskaber. Men udvandringen fra Mekka til Medina i 622 blev starten på profetens karriere som krigsherre og politiker. Herfra blev hans åbenbaringer (Koranen), livshistorie (sira) og leveregler (hadith) ganske blodige overfor både kafirer (vantro) og muslimer som ikke følger sharia.
Islams teologi håndterer de mange selvmodigelser i teksterne gennem princippet om abrogation. Vers, som opstod senere i Muhammeds liv svækker eller ophæver eventuelle modsigende tidligere vers.
De få fredelige vers fra Muhammeds tidlige liv ophæves altså af versene fra hans senere tid som sejrrig kriger og brutal hersker.
Et eksempel er islams syn på ikke-muslimer, såkaldt kafirer. Der er 245 vers i Koranen, som siger noget positivt om kafirer. Men alle disse vers abrogeres af vers fra Muhammeds Medina-periode.
“Jihad betyder krig imod kafirerne for at etablere sharialov.” (Sharialoven §o9 stk.0)
Hijra
Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina for at sprede islam kaldes hijra.
Meget sigende for islams senere historie, er det Muhammeds voldelige spredning af hans religion til Medina – og ikke hans fødsel – som markerer starten på islams tidsregning.
Hijra, udvandring og bosættelse i nye lande for at sprede islam, praktiseres stadig i dag. Det skyldes, at Allah belønner den slags:
“Den, der udvandrer for Allahs sag, vil finde megen tilflugt og rummelighed på jorden. Hvis nogen forlader sit hus for at udvandre til Allah og Hans udsending, og døden derpå indhenter ham, så påhviler det Allah at lønne ham.” (Koranen, 4:100)
At udvandre til nyt land og være parat til dér at give sit liv i kamp for at sprede islam, er hellig pligt for en rettroende muslim:
“De, der tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Allahs sag, og de, der gav husly og hjalp, de skal være venner indbyrdes. De, der tror, men som ikke udvandrede, dem har I ikke nogen venskabspagt med, før de udvandrer.” (8:72)
Kafir
Over halvdelen, mere præcist 51 procent, af Koranen, sira og hadith omhandler kafirer. Islams hellige skrifter handler altså mere om, hvordan man håndterer kafirer end om, hvordan man er muslim.
Den oprindelige betydning af ordet kafir er “en, der dækker eller skjuler den kendte sandhed”. Ifølge islam ved en kafir godt, at Koranen er sand, men benægter det. Dette er ifølge islam en synd.
Ifølge Koranen kan en kafir snydes, gøres til slave, hånes, tortureres og dræbes. Det islamiske udtryk for ikke-muslim eller vantro, er altså ikke et neutral ord, men et meget nedladende udtryk, som inkluderer muslimers ret og pligt til at angribe dem.
Kafirer er forhadte, og Allah og Muhammed kæmpede imod dem og forsøgte at tvinge dem til at underkaste sig islam. Ordet islam betyder i øvrigt “underkastelse”.
Islam er med andre ord mindst ligeså meget politik, som det er religion.
Sharia
Islamisk lovgivning er sammensat ud fra Allahs åbenbaringer (Koranen), Muhammeds livshistorie (sira) og de leveregler han gav (hadith).
Ved at samle, sammenligne og kategorisere Koranen, sira og hadith, har islamisk lærde udviklet en regulær lovsamling: Sharia. Videnskaben om islamisk lov kaldes fiqh.
Sunni- og shiamuslimer har mindre uoverensstemmelser omkring hvilke hadither m.v., der er vigtigst. Derfor kan der være detaljeforskelle i de forskellige udgaver af sharia. En lang række centrale ting er de dog enige om, herunder pligten til voldelig jihad mod kafirerne for Allahs sag (udbredelse af sharia), mandens herredømme over kvinden, dødsstraf for frafald og en lang række andre ting.
Stening og jihad
Den mest udbredte sharia-lovsamling er Reliance of the Traveller (arabisk: Umdat as-Salik wa ‘Uddat an-Nasik).
Et eksempel på straffelov:
I hadithen Bukhari fortælles historien om en kvinde, som havde haft sex uden for ægteskabet: “En kvinde kom til Muhammed og sagde: ‘Allahs Budbringer, jeg har begået hor’… Da hun havde født kom hun tilbage med barn [svøbt] i et klæde og sagde: ‘Her er barnet, som jeg har født.’ Han sagde: ‘Tag tilbage og am ham indtil han ikke længere behøver brystmælk.’ Da barnet var afvænnet fra brystmælk kom kvinden tilbage med barnet, som holdt et stykke brød i hånden. Hun sagde: ‘Allahs Apostel, her er han, jeg har afvænnet ham.’ Muhammed gav barnet til en muslim, og udtalte straffen. Hun blev begravet i et hul op til brystet, Muhammed gav ordren til folket og de stenede hende.” (hadithen Sahih Muslim, 017:4206)
Denne historie fra Muhammeds liv lyder i Reliance of the Travellers lovsprog: “En gravid kvinde må ikke stenes, førend hun har født barnet og barnet ikke længere behøver brystmælk.” (O12.6)
Et eksempel på jihad:
“De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Allahs sag, både med deres ejendom og deres liv.” (Koranen, 4:95).
“Abu Hiraira hørte Allahs Budbringer sige: ‘Jeg er blevet kommanderet til at bekæmpe folk, indtil de indrømmer, at der ingen anden gud er end Allah, og at de tror på mig som sendebud (fra Allah) og på alt hvad jeg belærer.” (hadithen Muslim, 001:0031).
Dette er omsat til lovsprog: “Jihad betyder krig imod kafirerne for at etablere sharialov.” (o9.0) og “jihad er fælles forpligtelse” (o9.1).
På samme måde indeholder sharia love for bøn, påklædning, ægteskab, økonomi, velgørenhed, styreform osv. Særligt love for, hvad muslimer må og skal gøre imod kafirer, er beskrevet i blodige detaljer.
Politisk religion
Islam adskiller sig altså fra andre religioner ved langt fra kun at omhandle tro. Islam indbefatter også love for samfundet indretning, om muslimers og kafirers rettigheder og pligter osv.
Islam er med andre ord mindst ligeså meget politik, som det er religion.
Vil man praktisere islam fuldt ud, er det altså ikke nok med en indre tro. Man skal også prøve at leve efter sharia i sit ydre liv, hvilket på en lang række områder gør det svært at leve i Vesten. Dette – sammen med pligten til at udbrede sharia – er årsagen til, at så mange muslimer ønsker at ændre Vesten, så de kan leve her i overensstemmelse med deres religion.
Informationen i denne artikel er bl.a. baseret på Bill Warners bog ”Sharialov for ikke-muslimer”. Den kan stærkt anbefales for alle, der vil vide hvorfor og hvordan islam påvirker muslimer som den gør. Bogen kan købes hos Saxo.
Be the first to comment