KRISTENDOM OG ISLAM KAN IKKE SÆTTES PÅ FÆLLESNÆVNER

Christianity-vs-Islam
Del artiklen her:

Af Lone Nørgaard.

Gider du heller ikke mere beskæftige dig med islam? Jamen, så velkommen i klubben!

Ikke desto mindre er det med meget jævne mellemrum desværre nødvendigt at forholde sig til en ubehagelig kendsgerning: At selv om islam bliver benævnt religion, er islam først og fremmest en politisk ideologi – at sammenligne med kommunisme, nazisme og fascisme. Og dermed en trussel for den vestlige civilisation.

Derfor kan islam og kristendom heller ikke sættes på fællesnævneren religion. Forskellene bliver tydelige, hvis man først læser såvel islams som kristendommens helligtekster, siden undersøger, hvordan teksterne igennem historien er omsat til praksis i dagliglivet.

Er du begynder ud i såvel kristendom som islam, så gør dig selv den tjeneste at sætte et kvarter af til af læse, hvad der svarer til 6-7 sider her på siden. Du er ganske enkelt nødt til at vide, hvad du/danskerne er oppe imod.

Kristendommen har virket som en bærende søjle i Vestens udvikling
I den øvelse tegner der sig et billede af, at kristendommen har virket som en bærende søjle i Vestens specifikke historiske udvikling. I modernitetens, ateismens og sekularismens tidsalder bliver kristendommens betydning imidlertid ignoreret og ofte misforstået. Kristendommen er udlagt og fortolket på mange forskellige måder, men essensen er de Jesus-citater, der bringes i Det Nye Testamente, og som stadig virker i og på de enkelte samfundsmedlemmer i vores samfund, uanset om borgerne er bevidste om det eller ej.
   Derfor er det også i første omgang helt underordnet, om du er troende eller ej – er du vokset op som etnisk dansker, er du kulturkristen og præget af kristendommens værdier.

Sammenhængen mellem kristendommen og sekularisering

Det er afgørende at forstå sammenhængen mellem kristendom og sekularisering som en væsentlig forudsætning for den vestlige civilisation. (Sekularisering betyder, at helligskrifter ikke anerkendes som eneste autoritet)  Ikke mindst kvinder burde få øjnene op for, at de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed. Dertil kræves historisk viden.

   Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte nemlig en stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger også i dag. Selvom hverken Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv.

   De tidlige kristne ikke bare inkluderede kvinder i kirkelivet, men de gav kvinderne en hidtil ukendt frihed og værdighed.

   Den adfærd, som Jesus udviste i sin relation til kvinder, smittede af på familielivet. På sigt underminerede denne nye familieetik den romerske lov patria potestas, altså den fadermagt, som gav faderen hals-og håndsret over hustru og børn.

   Kristendommen tildækker heller ikke sine kvinder med et argument om, at “indpakningen” skal beskytte “gode” kvinder mod ustyrlige mænds seksuelle tilnærmelser. Dertil er troen på og opdragelsen til menneskets indrestyring for markant. Historisk er kristendommen da også blevet forbundet med politisk frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde en social orden.

Filosoffen Kai Sørlander

Blandt andre filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en adskillelse mellem politik og religion: ” Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye Testamente imod pavens optræden som politisk magtudøver.

   Det frihedsbegreb, kristne bekender sig til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Også vores lighedsbegreb er hentet i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede.

Heroverfor står islam med et helt andet menneskesyn. Forinden jeg uddyber, skal en række centrale forestillinger og begreber i islam sættes på plads (Kilder: Kåre Bluitgens ”Koranen gendigtet” (2009) og ”Koranen kommenteret” og Ellen Wulffs oversættelse af Koranen)

  • Koranen blev til i perioden ca. 610-632
  • Koranen er Guds åbenbarede ord til Sit sendebud Muhammed (570-632), Islams profet og stifter. Koran betyder oplæsning/recitation, og den består af 114 kapitler eller suraer ordnet efter længde, altså ikke kronologisk. Som åbenbaret skrift anses Koranen for ufejlbarlig. Endelig enighed om en historisk korrekt rækkefølge af åbenbaringerne er aldrig blevet opnået
  • Koranen er uløseligt forbundet med Muhammeds liv
  • Der er ikke enighed om baggrunden for de enkelte vers. Nogle gange tolker korankommentatorerne hele sætninger forskelligt, så selv for folk med arabisk som modersmål skal Koranen ”oversættes”
  • Hadith-litteraturen fortæller praktiserende muslimer, hvordan de skal opføre sig i alle livets forhold. Fortællingerne beretter også om Muhammeds juridiske og etiske afgørelser i en række sager og bliver dermed lige så vigtige som Koranen. Hadith bruges ofte pædagogisk i opdragelsen, når forældre og lærere vil fremhæve, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Profeten og hans praksis er forbilledet, som skal kopieres
  • Mennesket må ikke sætte spørgsmålstegn ved noget af det, Gud kræver af det, herunder de 5 søjler alias 5 krav i islam: 1) at bekende troen (der findes kun én Gud, Allah, og Muhammed er hans profet), 2) bønnen (fem gange om dagen), 3) at give almisse, 4) at faste og 5) at deltage i valfarten til Mekka
  • Nutidens konflikter mellem sunni- og shia-muslimer stammer fra arvefølgestriden efter Muhammeds død. Shia-muslimer tillægger alene de imamer, der efterfulgte Muhammeds fætter Ali ibn Abi Talib retten til at fortolke Koranen. Sunni-muslimer lægger profetens sunna (sædvane) til grund for den måde, hvorpå man efterlever islam
  • Senere udsagn om et emne ophæver et tidligere vers, hvis udsagnene er modstridende. For muslimer er der intet mystisk eller betænkeligt ved de ophævede og ophævende vers. Eksempel: Der er ingen tvang i religionen (Sura 2:256) bliver ophævet (abrogeret) af Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! (Sura 9:5)
  • Mænd står over kvinder (Sura 4:34): Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå.”
  • Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab (Sura 2:191 og Sura 2: 217)
  • Muslimske kvinder må ikke gifte sig med ikke-muslimer (Sura 2: 221): Gift jer ikke med kvinder, der sætter andre ved Guds side, før de er blevet troende!
  • Paradis-Helvede-temaet spiller sammen med Dommedagstemaet en meget væsentlig rolle

Den fristende martyrdød
Især den sidste pind er værd at lægge mærke til. I hvert fald har den givet mig en nøgle til en forståelse af, at så mange unge muslimske mænd er parate til at ofre livet i jihad alias hellig krig mod de vantro = ikke-muslimer. Når Paradiset lokker med storøjede jomfruer (det endelige antal er lidt dunkelt), der er klar til dem, der lider martyrdøden i den gode sags tjeneste, og martyrerne in spe tror fuldt og fast på lyksalighederne i Edens Have, så begynder nogle af brikkerne at falde på plads. Livet på denne jord kan være hårdt, slidsomt og smertefuldt, og mange unge muslimske mænd har ikke adgang til de kvinder, som de gerne vil have. Ej heller udsigt til at få dem i det jordiske liv. Det gør martyrdøden fristende.

Med islam følger altid sharia
Med islam følger altid sharia, hvilket betyder, at islam ikke bare er en religion, som kristendommen, men en ideologi, hvis adelsmærke er at sætte skel: Mellem rent og urent, mellem mænd og kvinder, mellem (ret)troende og vantro. 
   Den afgørende forskel er altså sharia, det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder dels af Koranen, dels af Hadith. Begrebet Hadith dækker som nævnt over beretningerne om, hvordan Muhammed og hans fire første efterfølgere (khaliffer) opførte sig.
   Lovsystemet består af en samling af påbud og forbud, der ligger milevidt fra moderne vestlig opfattelse. Således opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam. Sharia er grundlaget for islam, og den handler altså om visse ytringer og bedrifter fra en fjern fortid, som er ubetinget forpligtende, og som hævdes at udtrykke Allahs vilje.

Det skarpe skel mellem mænd og kvinder 
Et helt grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem mænd og kvinder, hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste har de færre rettigheder, fx den halve arveret af mændene. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning (bl.a. tørklædetvang), og så er de ellers henvist til kønsopdelte skoler. 
   Mandens / klanens ære er helt afgørende og må for alt i verden ikke besudles af kvinders “forkerte” opførsel. Dette er baggrunden for æresdrab. Mandens ære er sharaf, som reduceres eller forsvinder, hvis en kvinde har kontakt med en mand, der ikke er godkendt af hendes klan – især ikke en ikke-muslim. Sharaf kan genoprettes ved blod = mord på kvinden. Er hendes ære blevet tabt, kan den ikke genskabes. Derfor skal hun dø. Skellet mellem shariamuslimer og kulturmuslimer findes især her.

Sharia er en lovpakke, der former hverdagslivet
Sharia er altså et politisk system i form af en lovpakke, der former hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som muslim ikke unddrage sig, for en muslim skal leve i overensstemmelse med forskrifterne uden at sætte kritiske spørgsmålstegn. Det betyder, at sharia-loven står over politiske beslutninger vedtaget af Folketinget. Er man rettroende muslim er verden delt skarpt op i muslimer og vantro, og det gælder om at udbrede ummaen = det muslimske fællesskab til alle andre mennesker i verden. Der er missionspligt.
   Mange muslimer vælger at være kulturmuslimer, ligesom danskerne er kulturkristne.  Problemet er imidlertid, at en kulturmuslim af rettroende muslimer bliver regnet for vantro og frafalden, hvilket er forbudt iflg. islam. Derfor er der næsten heller ingen moderate muslimer = kulturmuslimer, der tager til orde i den offentlige debat. De kan ganske enkelt ikke.
   Som rettroende er det ikke muligt at skelne imellem islam og islamisme. Der findes ingen moderat islam, men til gengæld findes der lykkeligvis millioner af moderate muslimer, der praktiserer en skriftløs version af islam.

Hvor kristendommen giver mennesket friheden til at tænke selv, gør islam det ikke, fordi islam også er en totalitær ideologi.  Islam har svar på alt, og i det omfang svaret ikke kan findes i Koranen og Hadith, vil imamer gerne være behjælpelige med at fortælle, hvordan muslimer skal leve deres liv fra vugge til krukke.   

På den baggrund tegner sig konturerne af et svar på det spørgsmål, der trænger sig stadig mere på: Hvorfor er så mange indvandrere fra Afrika og Asien muslimer, der afskyr det samfund, som modtager dem, mens tamiler, sikher, tibetanere og vietnamesere generelt tilpasser sig Vestens frihed og orden? 

“Den euro-arabiske Dialog”
Igen er et historisk perspektiv nødvendigt for at forstå, hvad der er gang i. En vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa er nemlig EF’s – senere EU’s – samarbejde med den arabiske verden. Som mange andre vigtige beslutninger blev også denne truffet efter fransk tilskyndelse. Efter at Frankrig opgav Algeriet i 1962, projekterede daværende præsident Charles de Gaulle en alliance mellem Europa og en række arabiske regimer. Formålet var bl.a. at modvirke USA. I 1974 oprettedes en parlamentarisk sammenslutning med henblik på at styrke EF’s politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med den arabiske verden. I denne gruppe deltog medlemmer fra 18 nationale parlamenter, herunder det danske Folketing, og Det europæiske Parlament. Senere suppleredes gruppen af en struktur, betegnet “Den euro-arabiske Dialog” med en stærk position i bl.a. EF’s og senere EU’s ledende organer. Dialoglobbyen arbejdede for en udenrigspolitik, der var pro-arabisk og rettet imod Israel og USA. Desuden begunstigede den en permanent og massiv arabisk og muslimsk tilstedeværelse i Europa gennem indvandring og bosættelse af millioner af personer fra Nordafrika og Vestasien.

Orientalisten Bat Ye’or (født i Egypten, bosiddende i Schweiz) skriver, at på fransk, tysk og belgisk initiativ har flere europæiske institutioner arbejdet for at lette denne udvikling gennem en offensiv i kulturliv, undervisning og publikationsvirksomhed. Bestræbelserne er blevet støttet af universiteter og islamofile kristne kirkeledere og beregnet på at fremstille islams civilisation i det bedst mulige lys. Flere generationer af europæisk ungdom er allerede blevet opdraget i denne pro-arabiske ideologi (jvf. Bat Ye’or: “European Fears of the Gathering Jihad”, www.frontpagemagazine.com, 21. febr. 2003).

Var denne fælleseuropæiske strategi medvirkende til den besynderlige lovgivning, der for 30 år siden åbnede Danmark for familiesammenføringer – dvs. immigration gennem tvangsægteskaber – i en situation med næsten en kvart million arbejdsløse?

***

Der strømmer kaoskraft ud fra fejlslagne islamiske stater. Den civile orden, som vi har fået skabt i vores del af verden, og som blandt kommer til udtryk ved, at kvinder – som regel – kan bevæge sig uantastet i det offentlige rum, er en af de fineste sider ved vores kultur. De massive overgreb mod kvinder – fx nytårsnat i Köln og det stigende antal voldtægter i Sverige – er lige så alvorlige angreb på vores levemåde og kultur, som de angreb, der har haft til formål at intimidere vores ytringsfrihed.

Islamisering via politiske særkrav
Det, vi skal forstå, er, at islamiseringen af Vesten ikke sker igennem terrorhandlinger, men snigende i form af islamisering af demokratiets institutioner via politiske særkrav forklædt som religion: Den ene dag er det krav om forbud mod svinekød i institutioner, den næste dag kønsadskilt svømmeundervisning og bederum.

Med islam følger som sagt altid sharia og krav om særbehandling af muslimer, herunder stormoskébyggeri med minareter.  Med islam følger også altid parallelsamfund, der giver magten over det pågældende territorium, typisk ved hjælp af bandekriminalitet som følge af den destruktive adfærd, som mange muslimske drenge lærer. Og med islam følger en patriarkalsk kultur, der undertrykker kvinder.   

Læs (igen) Det Nye Testamente og Koranen og konstater ved selvsyn, hvorfor kristendom og islam ikke kan sættes på fællesnævner.

Del artiklen her: