Af professor, jur.dr. Ole Hasselbalch og Lone Nørgaard.
”De internationale konventioner” påberåbes ustandselig i den udlændingepolitiske debat. Men hvad er egentligt en konvention?
En konvention er juridisk set en aftale mellem nationer indbyrdes, evt. via internationale organisationer som f.eks. EU, FN og Europarådet. Konventioner kan indeholde spilleregler for, hvad nationerne må og ikke må i forhold til hinanden, og undertiden også tilsagn om, hvordan staterne vil behandle enkeltindivider i forhold til menneskerettighederne.
Danmark har indgået i hundredvis af sådanne konventioner. De spænder fra aftaler om rene småtterier og til nogle af de allervigtigste for vores placering i verden (jf. traktaterne om Danmarks medlemskab af FN, NATO og EU).
Grundloven har en række bestemmelser om samarbejdet med andre lande og de traktater, der er forbundet med at afgive suverænitet. Ved en dom i 1998 slog Højesteret fast, at der ikke kan overlades beføjelser i et sådant omfang, ”at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat”. Ifølge Højesteret må fastlæggelsen af grænsen for, hvornår det er tilfældet ”i helt overvejende grad bero på overvejelser af politisk karakter”.
Det er Folketinget, der i sidste ende bestemmer
Det er Folketinget, der i sidste ende bestemmer, om Danmark som stat overhovedet skal tilslutte sig og forblive tilsluttet en bestemt konvention. Endvidere om en tiltrådt konvention skal gælde som dansk ret ved domstolene herhjemme. Hvis Folketinget vælger ikke at ophøje en konvention til dansk lov, kan domstolene altså godt lade sig inspirere af den, men de er ikke bundet af den. Såfremt Folketinget på et tidspunkt beslutter, at der skal gælde noget andet på dansk grund, end en tiltrådt konvention tilsiger, er det aktuelle folketingsflertals bestemmelse afgørende, ikke konventionen.
Lad os tage EU. Her har Danmark forpligtet sig til at følge de regelsæt, EU vedtager, og det sker i mange tilfælde ved efterfølgende eksplicit at gennemføre en dansk lov. Ingen EU-regler skal imidlertid respekteres på tværs af, hvad et folketingsflertal bevidst og klart beslutter. Vort medlemskab følger nemlig ikke af Grundloven. Vi har kun via en almindelig lov meldt os ind i EU. En senere vedtaget lov, der ikke følger det, EU måtte forordne, vil derfor altid have fortrin på dansk grund. Den disharmoni, der kan opstå mellem EU-rettens krav, og hvad der følger af den afvigende danske lovgivning, er alene et politisk anliggende mellem EU og Danmark.
I de seneste år har der været særligt fokus på de konventionsregler, der forpligter staterne til at beskytte indvandrere og flygtninge. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – gjort til en del af EU-retten – har været i centrum. Det har også spillet en rolle, dels at Folketinget i 1998 vedtog en lov om, at konventionen skal gælde på linje med danske love, dels at der er etableret en Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Trusler om at klage til domstolen har fungeret som politisk pressions-redskab.
De internationale domstole dømmer ikke som danske domstole
De internationale domstole dømmer ikke på samme måde som danske domstole. Menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen anlægger såkaldt ”dynamiske” fortolkninger: Dommerne lægger det i Menneskerettighedskonventionen og EU-reglerne, som de skønner, at skiftende tiders behov tilsiger. Dette er ikke i overensstemmelse med den tankegang, Grundloven hvilker på. De danske domstole skal således dømme ud fra ”gældende ret”. Herved forstås de regler, som enten er vedtaget af Folketinget som lov eller accepteret af Folketinget som sædvanemæssigt gældende.
Ideen bagved den danske ordning er følgende: Skal der skabes ny ret, må det ske gennem lovgivning. Lovforslag skal gennemløbe den særlige beslutningsproces hos lovgiver (Folketinget), som Grundloven foreskriver, og som sikrer det bredest og sikrest mulige beslutningsgrundlag. Lovforslaget skal således gennem tre folketingsbehandlinger med mellemliggende udvalgsarbejde. Undervejs bliver alle aspekter vendt i lyset af det, der kommer frem. Ikke blot i folketingssalen, men også via den offentlige debat samt i de henvendelser, som politikerne får fra borgerne. På dette langt mere kvalificerede grundlag afgør Folketinget, hvad der fremtidig skal gælde. Da alting bliver vendt og drejet i det åbne får den nye retsregel ”demokratisk legitimation”.
Hvad angår domstolene, kan de kun tage stilling ud fra gældende ret – vedtaget af Folketinget – samt de kendsgerninger, som retten mener at kunne lægge til grund ud fra, hvad der er ført bevis for i retssalen.
Domstolene adskiller sig fra Folketinget ved, at deres medlemmer er snævrere sammensat end MF’erne. Dommere rekrutteres fra en begrænset skare jurister uddannet i et beskyttet miljø. En dommer vil derfor let kunne komme ud af trit med den ”folkelige” mening. Dømmer dommerne imidlertid imod Folketingets intentioner, kan Tinget gribe modererende ind med ny lovgivning, som dommerne så må holde sig til.
EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen fungerer ud fra et andet koncept. De mener sig udstyret med beføjelser til at fastlægge, hvad der skal gælde, i videre udstrækning end en dansk dommer ville turde. De internationale dommere dømmer kun ud fra, hvad der kommer frem i Domstolens lukkede rum i de forelagte sager. Samtidig befinder dommerne de to steder sig i et miljø fjernt fra den daglige virkeligheds problemer.
Derfor kan det ikke undgå at ende galt. Det er f.eks. set, at Menneskerettighedsdomstolen er gået endog stik imod det, der klart var den oprindelige mening med den konvention, dommerne fortolkede. Men i øvrigt ”strækker” EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen de traktater mv., de dømmer ud fra, og sammenfatter så høje ”menneskerettigheds”- og unions-idealer, at jordforbindelsen glipper.
Mange af de konventioner, Danmark har tiltrådt inden for menneskerettighedsområdet, har en del år på bagen. De er selvfølgelig skrevet i lyset af, hvordan verden så ud, da de blev til. Når nogen derfor fortæller, at vi sætter os uden for abstraktionen ”det internationale samfund” ved at bryde denne eller hin konvention, er der kun at sige: Konventioner er menneskeskabte og ikke nogen perfekt og moralsk uangribelig målestok for, hvorledes menneskelivet bør leves til evig tid. Det er derfor sund fornuft at foranstalte en international revurdering af en forældet konvention ved blot at frigøre sig fra den.
Menneskerettighedskonventionerne dækkes ind
Menneskerettighedskonventionerne er også blevet dækket ind med officielle menneskerettighedsorganer i de enkelte lande – hos os Institut for Menneskerettigheder. Disse foretagender har opnået en autoritet i offentlighedens eller i hvert fald politikernes bevidsthed, som ikke er på niveau med den juridiske lødighed af det arbejde, de præsterer. F.eks. ved at skabe den opfattelse, at deres konventionstolkninger – og Menneskerettighedsdomstolens afgørelser – er urørlige og uangribelige. Ydermere har de dyrket flygtninges og indvandreres interesser i en sådan grad, at deres virksomhed har understøttet en masseindvandring fra især Nordafrika og Mellemøsten. Det var ikke konventionernes intention, men ideologien har overtrumfet de europæiske befolkningers konventionssikrede ret til at være i fred.
Menneskers tolkninger af menneskeskabte konventioner er ikke indiskutable, eftersom de er ukoncise i deres anvisninger. Der er derfor ingen grund heller til at nære nogen overdreven ærbødighed i forhold til de konventionstolkninger, menneskerettighedsinstitutionerne anlægger.
Summa summarum: Vi kan ikke redde folkeslag rundt omkring i verden, som ikke vil redde sig selv. De undergraver systematisk fundamentet for deres egen tilværelse gennem et umådeholdent børnefødselstal og en religion/kultur, der udelukker alt fremskridt. Vi kan alene beskytte os imod, at katastrofen breder sig til vore breddegrader, ved at afskære disse mennesker fra at flytte op til os. Bl.a. ved at opsige de konventioner, der bringer de vestlige samfund i ulykke.
(Artiklen har været trykt i Den Korte Avis d. 30.04.15)