Georg Brandes – ophavsmanden til ’det moderne gennembrud’ – har tegnet et karikeret billede af religiøse, som holdes i live den dag i dag: Det sekulære repræsenterer det positive, mens det kristne er det negative.
Af Anders Thyrring Andersen, sognepræst og tidl. litteraturforsker ved Syddansk Universitet
For et par år siden bragte Kristeligt Dagblad en artikel om, at opfattelsen af Indre Mission langt hen er formet af Hans Kirks roman Fiskerne. Det er den rette vej at gå: at spørge om, hvor forestillinger og holdninger kommer fra. For sagen er, at mennesker med bestemte holdninger og formål har fremstillet kristendom på en lidet flatterende måde.
En, der har spillet en afgørende rolle for at fremmane det billede, er litteraturhistorikeren Georg Brandes. Indledningen til hans værk Hovedstrømninger i det nittende Århundredes Litteratur (1872-90) er startskuddet til det såkaldt moderne gennembrud. I værket giver han sit syn på begivenhederne i 17- og 1800-tallet:
1700-tallet var kendetegnet af oplysningstiden, den franske revolution og humanisme; det var med Brandes’ ord ’aktionen’. Holdningerne blev ifølge Brandes i de første årtier af 1800-tallet svigtet eller bekæmpet (’reaktionen’), men senere i århundredet blev ’reaktionen’ overvundet i en ’fornyet aktion’, en tilbagevenden til den første aktion.
Stendød digterkunst
Brandes skildrer den historiske bevægelse som en stadig kamp mellem lys og mørke, hvor alt andet end realiseringen af frihed fordømmes. Missionen er at bidrage til realiseringen af en rent human oplysning og dannelse, og det dybest liggende modsætningspar er sekulær frihed over for religiøs tro.
Ifølge Brandes nåede aktionen i sin første bølge dårligt nok til Danmark, og dermed var det herhjemme egentlig først i 1870’erne, at den skulle gøre sig gældende. Hovedstrømninger skal forstås som et vækkelsesskrift, der indbød danskerne til at spejle sig selv i den fornyede aktion andre steder i Europa, således at man kunne komme til tro på det revolutionære evangelium, og således at der omsider kunne skabes en litteratur af værdi. Dansk litteratur var død, fordi den kæmpede imod frihedsrevolutionen og fornægtede alt moderne, og dermed var en anakronistisk og ligegyldig foreteelse.
Det er forbløffende at se sagen fremstillet således, at dansk litteratur i midten af 1800-tallet skulle være stendød og umoderne. Denne periode rummede tre af de mest berømte forfattere, landet nogen sinde har haft, nemlig H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard. Det fortier Brandes aldeles, hvormed den idelogiske konstruktion i hans værk bliver synlig.
Åndelig plathed
Brandes hævder endvidere, at andre steder var den litteraturproducerende gruppe af mennesker åndeligt frie skribenter, mens der her i landet var tale om folk fra teologisk-kirkelige miljøer, og det har haft fatale konsekvenser: ”højere og højere stiger sværmeriet for åbenbaret religion og forsagelsens moral. (…) Intetsteds Europa over så højtspændte idealer og ikke mange steder et plattere åndeligt liv.”.
Kristendom er altså ikke alene en forhindring for den sekulære frihedsrevolution og uforenlig med det moderne, det er en åndelig plathed. Her er den dybereliggende tilskyndelse for Brandes’ værk og hele virke, men også selve mekanismen i hans dualistiske litteraturhistorieskrivning. Det sekulære er den positive aktion, det kristne den negative reaktion.
Men når Brandes hævder, at genoptagelsen af det moderne står i et direkte modsætningsforhold til det religiøse, taler han i frontal modstrid med de historiske kendsgerninger omkring 1870. Netop på den tid var kristendommen ikke nogen vigende åndsmagt i Danmark, men stod med måske større styrke end på noget tidspunkt siden reformationen: de folkelige vækkelser, grundtvigianismen, Indre Mission og andre kristelige strømninger havde kolossal indflydelse og udbredelse. Desuden må det her snart 150 år senere være åbenlyst, at det strider mod historiske og litteraturhistoriske kendsgerninger at hævde, at det moderne nødvendigvis er fravær af religiøsitet.
Tanken slår rødder
Ikke desto mindre har den brandesianske myte lige siden spillet en overordentlig stor rolle i befolkningens – og mediernes – syn på kristendom, idet man bevidst eller ubevidst slæber rundt på Brandes’ forestilling, at det rent principielt ikke lader sig gøre at være på én gang moderne og religiøs. I modsætningen mellem progressivt og reaktionært stemples religiøs litteratur og tro som noget, der ikke hører eller kan høre det moderne til. Det moderne er lig med den sekulære aktion, det religiøse eller kristne er lig med den anakronistiske reaktion.
Man kan ikke overvurdere den historiske betydning af Brandes’ mekanisme. Synspunktet bredte sig, og der blev hurtigt etableret en fast, attraktiv skabelon, progressiv/reaktionær. Og ikke mange har lyst til at række en finger i vejret og sige: ”Jeg er reaktionær og umoderne.” Det er langt mere attraktivt at sige: ”Jeg er progressiv, kritisk og moderne.”
(Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet KLF – Kirke & Medier nr. 3/2019)