KOMMENTAR TIL BIRTE BUNE SMITH

old-palestine

Af Torben S. Hansen, historiker.

Birte Bune Smiths artikel  udtrykker frem for alt forargelse over brugen af navnet Palæstina, og det er korrekt, at betegnelsens betydning først blev ændret af Arafat i 1970’erne, så Vestens Gutmenschen kan jamre over de stakkels “palæstinensere”.

UNWRA og hele denne jammersag er en formidabel indtægtskilde til gavn for en flok ritualmordere – og desuden en uopslidelig anklage fra personer uden trang til at undersøge fakta og dokumentation. Her er intet at diskutere.

I stedet kunne spillet mellem zionistiske / jødiske og arabiske ledere i 1920’erne være et studie værd. Det handler især om de to brødre Faisal og Abdullah. De var som bekendt anden generation af emiratet – senere det kortlivede kongerige Hedjaz.

Efter mange forhandlinger havnede Faisal i Iraq og Abdullah i Transjordanien. Kildematerialet, som har været tilgængeligt i 100 år, er for Faisals vedkommende en korrespondance og en art overenskomst fra begyndelsen af 1919 i forbindelse med en konference i Paris, jvf.: – < https://www.jewishvirtuallibrary.org/the-weizmann-faisal-agreement-january-1919

I aftalen godkendte Faisal jødisk tilflytning til “Sydsyrien”, da han skønnede deres evner og engagement som nyttige for den arabiske befolkning. Ti år senere fremgik det, at han havde skiftet holdning: “Jeg husker ikke dette brev”.

Men i den opsplittede arabiske verden var han ubestrideligt den politiske leder, og jøderne tog løftet til Weizmann yderst alvorligt. Broderen Abdullah fik af briterne tildelt Transjordanien, og da krigen begyndte i 1948, modtog han Golda Meïr og beklagede, at han var tvunget af omstændighederne til stille sig på den arabiske side (læs mere på Jewish Virtual Library).