KOMMENTAR TIL BIRTE BUNE SMITH

old-palestine
Del artiklen her:

Af Torben S. Hansen, historiker.

Birte Bune Smiths artikel  udtrykker frem for alt forargelse over brugen af navnet Palæstina, og det er korrekt, at betegnelsens betydning først blev ændret af Arafat i 1970’erne, så Vestens Gutmenschen kan jamre over de stakkels “palæstinensere”.

UNWRA og hele denne jammersag er en formidabel indtægtskilde til gavn for en flok ritualmordere – og desuden en uopslidelig anklage fra personer uden trang til at undersøge fakta og dokumentation. Her er intet at diskutere.

I stedet kunne spillet mellem zionistiske / jødiske og arabiske ledere i 1920’erne være et studie værd. Det handler især om de to brødre Faisal og Abdullah. De var som bekendt anden generation af emiratet – senere det kortlivede kongerige Hedjaz.

Efter mange forhandlinger havnede Faisal i Iraq og Abdullah i Transjordanien. Kildematerialet, som har været tilgængeligt i 100 år, er for Faisals vedkommende en korrespondance og en art overenskomst fra begyndelsen af 1919 i forbindelse med en konference i Paris, jvf.: – < https://www.jewishvirtuallibrary.org/the-weizmann-faisal-agreement-january-1919

I aftalen godkendte Faisal jødisk tilflytning til “Sydsyrien”, da han skønnede deres evner og engagement som nyttige for den arabiske befolkning. Ti år senere fremgik det, at han havde skiftet holdning: “Jeg husker ikke dette brev”.

Men i den opsplittede arabiske verden var han ubestrideligt den politiske leder, og jøderne tog løftet til Weizmann yderst alvorligt. Broderen Abdullah fik af briterne tildelt Transjordanien, og da krigen begyndte i 1948, modtog han Golda Meïr og beklagede, at han var tvunget af omstændighederne til stille sig på den arabiske side (læs mere på Jewish Virtual Library).

Del artiklen her: