KAN DET BETALE SIG AT STØTTE HUMANIORA?

Eller er det noget, folk ville lære sig alligevel? Og for egen regning.

Kommentar af Geoffrey Cain

Jeg er mest tilbøjelig til at mene det sidste. Unge mennesker, der er glade for at tegne og male, ville gøre det alligevel. Og så koster det ikke staten noget. Det gælder også de musikinteresserede, der for de flestes vedkommende selv har skaffet sig et instrument (tænk blot på de mange dyre guitarer, der dukkede op i 70’erne), men klassisk musik kræver både penge og kyndig vejledning, så dér skal staten hjælpe til. Synes jeg, i hvert fald. Og hvad med de udpræget bløde fag – sprogfag, som spansk, fransk, italiensk? Skal de støttes? Det er trods alt fag, som liebhavere ville dyrke på egen hånd og for egen regning, så der er det tvivlsomt, om staten skal optræde som støttepædagog, selvom der ikke er noget galt i, at den videnstilegnelse, folk får på egen hånd, kommer i faste rammer. Og mens vi er ved den kedelige pengemæssige side af sagen, er man også nødt til se på de mere eksotiske sprog. Et af dem er noget, jeg hørte om, mens jeg læste russisk: Oldkirkeslavisk. Skal det støttes? Det ved jeg ikke. Det lyder som noget, man læser til kun for at være sikker på, at man aldrig kan blive ansat i det og derved leve af arbejdsløshedsunderstøttelse resten af sine dage – selvom der vist er et par jobs på Det Kongelige Bibliotek, hvor man godt kan bruge en oldkirkeslavist eller en assyriolog. Og så er der også det ved det, at den slags viden nødigt skulle gå tabt. Så det er vanskeligt. Ikke mindst for undertegnede, der to gange har fået en betalt uddannelse (en gang på et kunstakademi i Liverpool og en gang i humaniora på Københavns Universitet.

Skuffelse over niveauet

Jeg er blevet skuffet begge gange, og mest over niveauet. Kultur og dannelse er dejlige ting, men det var ikke ligefrem det, jeg fandt i uforfalsket udgave på KUA, hvor kultur og dannelse var godt blandet op med en del skuespil og de studerendes næsten monomane fokusering på et eksamensbevis, der var mere vigtigt end alt andet.

Men bliver man et kultiveret menneske på trods af den fokusering på ussel mammon (dvs. tanken om et godt job som gymnasielærer bagefter)? Nej. De studerende læser som sagt humaniora, men ingen af dem, INGEN af dem, ved, hvad dette ord kommer af. Det ved jeg tilfældigvis, fordi jeg har læst forklaringen hos lektor og debattør Hans Hauge. Han påpeger, at humanior er komparativ (dvs en bøjning af humanis). Humanior betyder altså ”mere menneskelig” og i flertal humaniora. ”mere menneskelige ting/discipliner”.

Hvad betyder ”cand. mag”?

Og mens vi taler om de lærdes – eller rettere sagt de halvstuderede røveres – uvidenhed, kan jeg ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at (efter mit gæt) ikke engang én ud af 10 cand. mag’er er i stand til at sige, hvad denne forkortelse står for. Men nu kan det røbes her. Det står for candidatus (eller candidata) magisterii. Hvor mange cand. mag’er ved mon det? Ikke mange, og jeg tror heller ikke, det interesserer dem ret meget.

Som man nok har forstået af det foregående, var mit møde med sprogundervisning på KUA meget skuffende. De studerende opgav kun værker, der var blevet terpet igennem (og som var nemme) og især én tildragelse med en studine har chokeret mig meget. På min hyggelige hybel på Sofievej i Hellerup skulle en medstuderende og jeg gennemgå et værk, hun havde opgivet hos en spansk lektor, Berta P. Jeg foreslog, at vi skulle skiftes til at høre hinanden, så jeg udvalgte en tilfældig side, men nej. Frøkenen var sikker på, at Berta P. ville vælge en passage et andet sted i bogen, som hun mente var vigtig og derfor grundigt havde forelæst om. Og jeg tror også, min studieveninde kom op i den. Så meget for det selvstændige videbegær.

Kildekritik

Men hov, har jeg så intet godt at sige om undervisning i de bløde fag? Jo. Jeg gik også til historietimer, bl. a. til en meget interessant gennemgang af bogen om Montaillou, en sydfransk by i 1200 tallet, hvor alle de bosatte var katharer, dvs. kættere. Hvilket var nok til at skaffe dem den franske inkvisition på halsen.
Det var synd for dem, må man sige, men godt for os, fordi inkvisitorerne nedskrev alt, der var blevet sagt under forhørene (ligesom de gjorde i retssagen mod Jeanne D’Arc to hundrede år senere), og det væld af detaljer, der kom frem – blandt andet om, hvad landsbyboerne havde spist på den og den dag – var guf (undskyld ordspillet) for senere historikere. Og her kom det spændende: kunne man stole på, hvad der var blevet nedfældet? Og hvad med det der ikke var blevet ført til protokols? Kunne man sige, at her havde vi sikker viden om noget, der skete for 800 år siden? Her var der var m.a.o. tale om kildekritik, som hele holdet deltog i, og der var gode argumenter fra begge sider i debatten. Ja, sagde nogle, nej, sagde nogle andre. Og det er sådan set den eneste gang, jeg kom i berøring med selvstændig tænkning på KUA. Det hjalp til opveje det fordummende terperi af grammatiske regler og – endnu værre – fonetiske regler, man var tvangsindlagt til. Og hvorfor var det fonetiske værre? Fordi de fleste lærere talte dårligt fransk og spansk og deres udtale var også derefter.

Den skandaløse spanske fonetik

Og her kommer vi til det skandaløse: spansk fonetik, der ligesom italiensk fonetik (og tysk og sikkert mange andre sprog) er meget enkel. Skriftsproget er fonetisk, dvs. sproget udtales præcis som det skrives (i modsætning til dansk, engelsk og i mindre grad fransk), så det er ikke nødvendigt at bruge flere timer om ugen til det. Alligevel er det netop, hvad man gjorde og sikkert stadig gør. Man opfinder en masse nuancer, som f.eks. at vokaler og konsonanter kan ændre sig en lille bitte anelse under forskellige stillinger, og selv om det er noget, ingen lægger mærke til, kan man få en hel disciplin ud af det. Til ingen verdens nytte. Bortset fra de stillinger det genererede naturligvis, og jeg bliver stadig vred, når jeg tænker på det. Hvordan sprogundervisning var/er på Handelshøjskolen (som nu hedder noget andet) er jeg ikke klar over, men lidt ved jeg dog om det, fordi jeg gik på et to-årigt aftenkursus efter at have dimitteret fra KUA. På Handelshøjskolen fulgte jeg ikke undervisning i de terpefag, som jeg blev meriteret for via min cand. mag. eksamen, så jeg går ud fra, at det samme som på KUA. Det spændende med dette kursus var den realitetsprægede tilgang til sproget. Der var timer i juridisk sprog og videnskabssprog og det var ting, som de med et venligt ord ”litteraturinteresserede” fra KUA ikke ville have forstået en muk af. KUA’erne havde kun lært, hvordan man underviser andre i sprog, som de som oftest ikke selv kunne tale.

Et hårrejsende eksempel

Er det noget, staten skal støtte? Det ved jeg ikke. Men et hårrejsende tilfælde af læreruduelighed rinder mig stadig i hu. Lektor Ole W. der døde forholdsvis tidligt – og efter sigende ikke af noget alvorligt – ville engang lave en sætning der belyste en eller anden grammatisk detalje. Den danske udgave begyndte med ”demonstranterne gjorde sådan og sådan”, hvor han minsandten oversatte demonstranterne med ”les demonstrants”. I stedet for ”les manifestants”. Men herregud, han vidste måske ikke bedre, dengang han levede i denne verden. Vi må håbe, han har lært det i den næste.
Skal man så beholde støtte til den slags? Det er svært at sige. Lidt viden er nok bedre end ingen ting, selv om det er fordummende.

De glade halvfjerdsere

Udover niveauet var der en anden ting, der generede mig. Jeg gik på KUA i de glade 70’ere, hvor alle var marxister – selv filosoffen Peter Kamp, der hurtigt glemte Marx, så snart denne ikke længere var på mode, og det betød naturligvis, at man støttede ”arbejderklassen”. Og hvem var så det? Det var de studerende selv, var der en frisk langhåret fyr, der sagde. ”At studere er også et arbejde”. Det er noget som et curlingbarn, der aldrig havde kørt med Thor Vaskeriets vasketøj eller gjort rent på en restaurant, kunne finde på at sige. Men ak ja. Sådan var det. Nogle særprægede minder, ikke sandt?

Comments

comments