Det er ikke kun arabere, der kæmper mod den lille jødiske stat, det gør en stor del af det vestlige politisk korrekte segment også, skriver Geoffrey Cain.
Kommentar af Geoffrey Cain, mellemøstkender
En af dem er den ”hæderkronede” JP-journalist Per Nyholm, hvis reportager fra alle mulige steder i verden i den grad er krydret med name-dropping, så læseren tit får fornemmelsen af, at de store kändisser, han møder på sin vej, egentlig burde interviewe Hans Selvhøjtidelighed Per Nyholm snarere end omvendt.
Bortset fra selvpromovering har han to andre kæpheste, der står hans hjerte nær: 1. hadet til Israel og 2. en insisteren på, at alt det onde i verden kommer fra den vestlige civilisation.
22. oktober var han i sadlen igen, og herfra svingede han igen pisken over alt, hvad han hader. Først var det Israel:
Balfourerklæringen
“Det er 100 år siden, at Storbritanniens daværende udenrigsminister lovede jøderne et hjemland i Palæstina (…), der på ingen måde måtte skade palæstinenserne”, skriver han med kendermine. Men sagde Balfour virkelig det? Ikke helt. I Balfourerklæringen står der ikke palæstinenserne, men “the existing non-Jewish communities in Palestine”, som Nyholm beredvilligt oversætter til “palæstinenserne”. Men på det tidspunkt var Palæstina endnu ikke oprettet – det kom først i 1920, tre år senere – og araberne kendte ikke til navnet. Hvad der er mange vidnesbyrd om. Eksempelvis den første Muhammed-biograf forfatter Is-haq (død 727) og de går helt op til vore dage.
“Der er intet land, der hedder Palæstina” sagde den syriske leder Auni Bey Abdul-Hadi, til den britiske British Peel Commission i 1937. ”Palæstina er er navn, zionisterne fandt på. Der er ingen Palæstina i Bibelen (fuldkommen korrekt, GC). Vores land har i århundreder været en del af Syrien. Palæstina er et fremmedord ord for os. Det er noget, zionisterne har fundet på.”
Navnet Palæstina forekommer ikke i bibelen
Og det havde han på mange måder ret i. Navnet “Palæstina” havde Storbritannien overtaget fra den græske historiker og sagnfortæller Herodot og dennes mange epigoner. Men Herodot havde aldrig været der selv og mente, at landet var befolket – ikke af jøder eller palæstinensere – men af ”syrere og fønikiere”. Så hvor han havde navnet Palæstina, fra er noget af en gåde. Araberne selv opfattede området som en del af Sydsyrien, og der var i øvrigt ingen provins, der hed Palæstina i det Osmanniske rige, der styrede Mellemøsten i 400 år. I 1960’erne ændrede araberne holdning af rent taktiske grunde.
Ifølge Zuheir Muhsin, PLOs daværende militær kommandant og medlem af PLOs Executive Council “er der ingen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Vi er alle en del af ét og samme folk, det er kun af politiske grunde, vi understreger vores palæstinensiske identitet. Eksistensen af et selvstændig palæstinensisk folk bruger vi kun af taktiske grunde. Grundlæggelsen af en palæstinensisk stat er blot et nyt værktøj i kampen mod Israel” (sagt i et interview med det hollandske blad TROUW efter 6 dageskrigen i 1967).
Hullerne i Per Nyholms viden
Ja, kampen mod Israel. Det er, hvad det hele drejer sig om. Og også for Per Nyholm, har man lyst til at tilføje. Men han gemmer det under et dække af påstået viden, som mange steder er præget af store huller. Her er et andet af dem, som han afslører i forbindelse med den vestlige civilisation, der efter hans mening står dybt i gæld, til Muhammeds lystige svende: “Ingen vestlig magt har sejret i Afghanistan efter Alexander den Store”, skriver Nyholm. Men her hopper han behændigt over de muslimske araberes erobring af Afghanistan (fra vest) kort efter profeten Muhammed’s død. Denne erobring var ekstremt blodig og endte med afghanernes tvangskonvertering til islam. Indtil da var landet befolket med hinduer og buddhister, hvis kultur og minder totalt blev udslettet af erobrerne. I dag er der ingen, der taler om Afghanistans før-islamiske tid, fordi ingen ved noget om den. Og her kunne Per Nyholm have gjort en god gerning. Men kampen står jo mod Israel og Vesten, så der er ikke plads til den slags finesser.