JA, HUSK DANNEVIRKE

Del artiklen her:

Af Søren Krarup

SoerenKrarup.png

Den gamle mand stod foran indgangsdøren til opgangen, da jeg gik forbi. Han standsede mig og sagde: Er det ikke underligt, at de har så ondt af, at Trump vil bygge en mur mellem USA og Mexico. Det gjorde vi jo også, da vi byggede Dannevirke.

Ja, den gamle mand har fuldstændig ret. Det er en af den slags elementære sandheder, som vi til alle tider har grund til at huske. Vi byggede Dannevirke, da Danmark havde brug for at beskytte sig mod Tyskland, og sådan fortæller historien om en gammel og enkel virkelighed.

Et land uden en grænse er ikke noget land. Det er kun et område, et stykke land uden identitet, en tomhed. Men til en nation hører den grænse, der markerer nationens virkelighed og folkets hjem. Hvis folket eller staten ikke må afgrænse sig, går begge dele i opløsning. Grænsen er en markering af det afgørende – af nationens eksistens.

Den gamle mand har ganske ret, og det er underligt, at sådanne selvfølgeligheder skal vække sensation og forargelse i dag. Hvilken løgn den såkaldt moderne verden dog lever i!  Nej, Trump peger på det givne og selvfølgelige, og det er kun et vidnesbyrd om vore dages forløjethed og virkelighedsforfalskning, når hans beslutning om at bygge og fastholde en mur, en grænse til Mexico får den såkaldt moderne offentlighed til at vrinske af forargelse.

Uden en grænse ingen eksistens. Uden en grænse mellem USA og Mexico intet USA. Det har man vidst historien igennem, men i dag er historiens elementære viden og virkelighed noget, som tydeligvis skal fornægtes og fortrænges.

Godt da, at en gammel mand kan minde os om det! Godt, at den menige, erfarne befolkning kender sin Danmarkshistorie og kan sætte nutidens virkelighed i det rette perspektiv. Nej, lad os mindes Dannevirke og dermed huske, hvad der betinger og skaber en nation. Uden et Dannevirke intet Danmark. Uden en grænse mellem USA og Mexico intet USA. Det er denne gamle sandhed og virkelighed, der med Trump er ved at holde sit indtog i et USA, der i mange årtier har fortrængt det, og det er samme virkelighed, vi andre i den vestlige verden har brug for at høre og huske.

Det er på tide, at vi efter generationers forløjethed og virkelighedsforfalskning erkender den gamle sandhed.

Del artiklen her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.