Det islamiske tørklæde er ikke “bare 30 gram stof”, det er et tonstung politisk-religiøst symbol, som hviler over muslimske kvinder og nu også danske arbejdspladser. Lone Nørgaard uddeler skarp ammunition til tørklædekritikerne.
Af Lone Nørgaard
Jeg tror på, at enkeltpersoners valg og handlinger har betydning for, hvilke af flere mulige fremtider, der bliver realitet.
To eksempler kan forhåbentligt sandsynliggøre min påstand. Det første henter jeg i Dreyfus-affæren. I 1894 blev den franske jøde og kaptajn ved generalstaben Afred Dreyfus uskyldigt dømt ved en krigsret for at have solgt militære hemmeligheder. I forbindelse med den efterfølgende årelange debat skrev den franske forfatter Émile Zola et åbent brev til præsidenten offentliggjort i avisen L’Aurore d. 13.1.1898 under overskriften ”Jeg anklager”. Brevet vurderes som værende medvirkende til, at sagen mod den dømte officer blev genoptaget, så Zolas bidrag gjorde altså en forskel.
Eksempel to er hentet i Daniel Mendelsohns bog ”De mistede – på sporet af seks blandt seks millioner” (2007). Heri sætter forfatteren sig for at opspore, hvad der er sket med seks jødiske familiemedlemmer, et forældrepar og deres fire døtre, der alle blev ofre for holocaust i byen Bolechów i Ukraine. Undervejs reflekterer han over, hvorfor nogle ukrainere valgte at forråde jødiske medborgere til tyskerne, hvorimod andre betalte med deres liv for at redde deres jødiske nabo. Bundlinjen er, at det enkelte menneskes personlige valg kan have vidtrækkende konsekvenser, ikke bare for personen selv, men for andre menneskers liv.
Hermed er jeg fremme ved mit mere specifikke ærinde udløst af den omsiggribende islamisering på danske hospitaler. Tilbage i 2013 kom det for en dag, at Hvidovre Hospital serverede halal-slagtet kød uden at gøre patienterne opmærksom på det. Med den begrundelse, at der skal tages hensyn til de mange “etniske patienter”, og at det bliver for besværligt at servere både “det ene og det andet slags oksekød”. Men det handler ikke om kød, men om magt og undertvingelse på symbolplanet. At vi “vantro” fx er tvunget til at spise kylling, der er slagtet i Allahs navn.
Sagen viser sig nemlig at være den, at islamiske sharia-spiseregler ikke behøver at efterleves, når muslimer bor i “vantro” lande eller er underlagt tvingende omstændigheder. Hvis muslimer i denne situation ikke kan få halalslagtet kød, kan de ikke selv gøre for det og begår altså ingen synd. Her kommer korancitatet, som er grundlaget for islams spiseregler: “Han forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød samt det, hvorover der er udtalt en andens navn end Allahs. Men hvis nogen bliver tvunget, uden at gøre det af lyst eller for at overtræde forbuddet, da begår han ingen synd. Allah er tilgivende og barmhjertig.” (Sura 2: 173).
Javel, så.
Først spørger jeg mig selv om, hvorfor verset ikke for længst har fået plads i beslutningstagernes paratviden om islam. For citatet løser jo alle problemer for muslimer her i landet og bidrager dermed til at bløde op for en ukonstruktiv dem-og-os diskussion i alle de institutioner, som har rettet ind i forhold til kravet om servering af halal-slagtet kød. (NB! Reglen gælder kun så længe muslimer er i mindretal).
DERFOR SKAL TØRKLÆDET FORBYDES
Tørklædet igen-igen
Så kommer jeg til det muslimske tørklæde, der sammen med moskeer er det mest potente symbol på islams tilstedeværelse i det danske samfund. Lad mig citere fra en dugfrisk kommentar af Signe Fagerberg Poulsen og Rachel Adelberg Johansen i Kristeligt Dagblad 20. april 2017, Sygeplejersker: Patienter intimideres af religiøse tørklæder:
”I modsætning til Dansk Sygeplejeråd, der enten ignorerer eller ikke vil se problemerne i øjnene, oplever vi som hospitalspersonale ‘på gulvet’ problemer med netop trosideologiske symboler, navnlig hijabuniformen (…)”
Med tørklædet sættes skel mellem mænd og kvinder, mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro.
Efter godt 15 års debat har det store flertal af vores folkevalgte og andre beslutningstagere endnu ikke forstået, hvilken betydning, det muslimske tørklæde har. Først når de forstår, at tørklædet er en uniform, at hijab er politik tilsløret som religion, kan vi komme videre med at forsvare dansk / vestlig kultur.
Lad mig komme med nok et citat – denne gang et ældre af slagsen, for lige at vise hvor længe kampen har stået på i den danske debat. Ordlyden stammer fra et indlæg i Fyens Stiftstidende (d. 12. december 2003) skrevet af Asmaa Abdol-Hamid: ”Det islamiske klæde er obligatorisk for muslimske kvinder. Dette er hverken et oprør eller tegn på undertrykkelse, da tørklædet først og fremmest giver kvinden en øjensynlig ligestilling med manden. Tørklædet giver også mere frihed. At den muslimske kvinde vælger at opfylde det obligatoriske krav kan og må kunne respekteres.”
Jamen er det ikke det eneste rigtige? At konstatere at der er forskellige holdninger til sløret eller tørklædet, og at hver enkelt må lægge det i tørklædet, som hun eller han nu vil. Nogen vil så forklare tørklædet med, at det er en slags protest mod økonomiske og politiske og sociale forhold. Andre med at de er overbeviste om, at det er en muslimsk vidnes hellige pligt at bære slør. Og at sløret giver ære, respekt og værdighed. Atter andre forklarer, at tildækningen giver større bevægelsesfrihed. Så bliver der ikke sladret om kvinden, og hun bliver ikke forulempet på gaden.
Så ville det i denne sag ikke bare være en god idé at spørge de tørklædeklædte kvinder selv om deres bevæggrunde til at bære hovedbeklædningen?
Det kan man selvfølgelig godt, men det forholder sig sådan: At bære det muslimske tørklæde handler om langt mere end den enkelte kvindes individuelle valg af påklædning. Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan det dokumenteres, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kvindens underkastelse. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde, for at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den.
Kvinder, der bærer tørklæder, gør det primært, fordi de bliver tvunget til det. Intet sted, hvor islamisterne er kommet til magten rundt omkring i verden, herunder i de vesteuropæiske ghettoer, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil iføre sig slør.
Den iranske revolution
Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og den kontrol kommer særligt tydeligt til udtryk i tørklædet, som derfor også er et uomgængeligt krav fra islamisternes side. Den iranske revolution (1979) fik ikke mindst succes, fordi det lykkedes for ayatollah Khomeini og daværende ministerpræsident Rafsanjani at komme igennem med budskabet: ”Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd.”
EN VENSTREORIENTERET, ISLAMKRITISK TÆNKER, ALLE BURDE LÆSE…
Tørklædet får status som islamismens flag
Tørklædet får status som islamismens flag og kommer til at fungere som islamismens spydspids i Vesten. Tørklæder er således ikke “uskyldige skikke”, som fattige og uudannede kvinder gradvist vil udvikle sig væk fra. Påklædningskravet er religiøst-politisk forankret og dermed ikke til diskussion for rettroende.
At nogle tørklæde-klædte kvinder insisterer på, at tilsløring i virkeligheden er en slags “ny identitet” for muslimske kvinder kan ikke umiddelbart anfægtes. Men de signaler, disse kvinder – frivilligt eller ufrivilligt – udsender til omverdenen er: 1. Vi er muslimer, 2. Religiøse påbud står over demokratiernes sondring mellem det verdslige og det religiøse, det offentlige og det private. 3. Vi anerkender forskelsbehandling af mænd og kvinder.
Tørklædet sætter skel
Det er korrekt, at en række kvinder i Vesten vil kunne gøre gældende, at de selv har valgt at bære tørklæde. Men uanset en kvindes individuelle valg øger hendes frihed tvangen over for de medsøstre, der ikke ønsker at tilhylle sig. Med tørklædet sættes skel mellem mænd og kvinder, mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro. Jo flere kvinder, der ifører sig / tvinges til at iføre sig tørklæder, jo mere eksponerede bliver ikke-tilslørede som urene, vantro og uanstændige.
I Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost på Nørrebro og i Valby, København, at se indpakkede kvinder, hvor kun deres øjne er synlige. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, men når en lille pige tvinges til at gå med tørklæde og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.
Islamforskernes svigt
Jeg er vred over, at der på universiteterne i det her land sidder en række islamforskere med Jakob Skovgaard-Petersen og Jørgen Bæk Simonsen i spidsen, der finansieret af skatteborgerkroner har oceaner af tid til rådighed til at studere, skrive om og undervise i islam, men altså ikke har fundet den fornødne tid til at gøre politikere og offentlighed opmærksomme på, dels hvordan muslimske spiseregler sagtens kan tilpasses, dels hvad tørklædet står for. For hvad ligner det, at jeg og andre bekymrede folk skal bruge kostbare timer i vores begrænsede fritid på at studere den politiske og totalitære ideologi islam for at ruste os imod den igangværende islamiseringsproces, når eksperterne kunne have givet oplysningerne med et fingerknips?
Derfor vil jeg gøre Zolas ord til mine: Jeg anklager. Jeg anklager de politikere, beslutningstagere, forskere, mediefolk og undervisere i dette land, som sidder inde med en viden om de faktiske forhold i diverse jernindustrier, men vælger at tie eller tale problemerne ned. Om det sker af bekvemmelighed, fejhed eller frygt står hen i det uvisse, men at eliten hytter sig, mens fanden tager de bagerste – det er en kendsgerning.