
Af Lars Hedegaard.
Det tog lidt tid at få optalt stemmerne ved det demokratiske primærvalg i Iowa. De er vist ikke færdige endnu. Men efter en længere tænkepause kan demokraterne meddele, at Pete Buttigieg – en flødebolle fra en lille provinsby – har vundet snævert over Bernie Sanders, og at Elizabeth Warren og Joe Biden er kommet ind på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.
Demokraternes store besvær med at tælle stemmer synes at hænge sammen med partiledelsens frygt for at skulle stille op med Sanders som præsidentkandidat – og det har man metoder til at forhindre.
Det er i den forbindelse påfaldende, at Buttigieg allerede kendte udfaldet, før en eneste stemme var talt op og derfor skyndte sig at erklære sig som vinder.
Denne gang har demokraterne undladt at gøre russisk indblanding ansvarlig for Iowas mystiske valg. Men det skal nok komme, hvis Sanders ikke kan holdes nede på anden måde.
Måske vil indblandingen udgå fra en sammensværgelse mellem Rusland, Ukraine og Trump, som så kan danne udgangspunkt for en ny impeachment – til glæde for Niels Bjerre-Poulsen og andre tv-orakler.