Af Angry Dane.
[Skribentens navn er NewSpeek bekendt. Desværre har samfundsudviklingen siden udlændingeloven af 1983 betydet, at en række borgere ikke mere kan deltage i den offentlige debat under eget navn. De risikerer fyringer eller ikke at få de jobs, de søger, fordi de argumenterer for patriotisme, suveræne nationalstater og er islam-kritikere].
De fleste forældre oplever fra tid til anden en dårlig samvittighed. Man kan vel nærmest kalde den en del af “forældre-pakken”, for har vi nu også givet vores børn hvad de har behov for? Trives de? Har vi været gode nok til at ruste dem til livets udfordringer? Har de fået grøntsager nok? Store og små spørgsmål, som alle minder os om, at vi vil vores børn det allerbedste. Intet mindre.
Alligevel har vi i årevis haft fokus på udsatte børn i Danmark, for de findes. Sågar i et omfang, hvor vi igennem årene ikke bare har set kommunekasser svinde ind i et endeløst forsøg på at komme omfanget til livs.
Ingen kan være uenige i, at børn skal have det trygt og godt, og derfor fristes man også til at kalde det for en “gratis omgang”, når statsministeren tilslutter sig synspunktet.
Når Mette Fredriksen proklamerer, at hun vil være “alle børnenes statsminister” så kan man – hvis man ikke vidste bedre – få oplevelsen af en mor, der taler til sine børn. Med en rolig hånd og et alvorligt blik forsikrer hun os om, at hun er den voksne og ansvarlige, og at alt er godt i hendes varetægt.
Præcist det samme gjorde sig gældende da Angela Merkel åbnede ladeporten til Europa med ordene; “Wir schaffen das”.
Med andre ord: Mutti er her, og det skal nok gå alt sammen…
Med floskler, citater og begreber “krammes” befolkningen. En moder/faderlig politisk facon, hvor der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved indholdet. Men hvad mener Mette Frederiksen helt konkret, når hun siger, at hun vil være “alle børnenes statsminister”?
Alle børn, gælder det også børnene på den jødiske Carolineskole?
Alle børn, gælder det også de danske børn, som hver dag færdes i tog, busser, sportshaller, fritidstilbud, i skolegården og på gader og stræder, og som i stigende grad udsættes for trusler, vold og overfald?
Alle børn, gælder det også de danske pigebørn, som i hastigt stigende grad udsættes for krænkende tilråb, trusler, vold og voldtægt?
Alle børn, gælder det også spædbarnet, der op til nytår i sin mors arme blev beskudt med fyrværkeri?
Alle børn, gælder det også Jaleh Tavakolis plejebarn?
Alle børn, gælder det også de danske børn som systematisk og i stigende grad “hjernevaskes” til kollektivt multikulti-selvmord i det danske skolesystem?
Alle børn, eller mest de heldige, som er født ind i eliten – bl.a. politikernes børn – som ikke har en eneste bekymring i livet?
Hvilke børn, Mette?