HVOR ER THOR OG ODIN, NU HVOR VI BEHØVER DEM?

pray
Del artiklen her:

Af Lars Hedegaard.

Normalt fremstilles kristendommens indførelse som et uomtvisteligt civilisatorisk fremskridt. Sådan har det været, siden Harald Blåtand på den store Jellingesten blærede sig med at have ”gjort danerne kristne”.

De gamle guder, Thor, Odin, Frej, Balder og adskillige andre, var som os. De blandede sig i verdens anliggender, de sloges indbyrdes, de tog parti for enkelte mennesker, for krigsherrer, konger og nationer.

Så kom den naglede gud, som ifølge den evangelisk-lutherske lære lover os frelse, hvis vi tror. Ellers blander han sig ikke, men lader menneskene lide.

Hvorfor Jesus og hans far har skabt verden og menneskene, er uvist, eftersom den fantastiske duos fastlønnede tilhængere – der kalder sig biskopper og præster – sjældent forsømmer nogen lejlighed til at bevise deres hengivenhed for Jesu fremmeste konkurrent. Det drejer sig om en børnelokker, voldtægtsmand og slaveholder – en lille satan, der går under navnet Muhamed, og som hævder at tale på vegne af en gud, der hedder Allah.

Allah gør stort indtryk på biskopperne og præsterne, der ikke tror på andet end deres pensionsordning og derfor beundrer ørkengudens tilhængere, som er så troende, at de vil dræbe for at fremme hans sag.

Som det ofte er fremført, er kristendommen den vestlige civilisations grundlag. Hvilket betyder, at denne civilisation bryder sammen, når den organiserede kristendom viser sig at være vejen til slaveri.

Jeg kan ikke forestille mig, at det var Jesu mening, at det skulle gå sådan. For hvorfor i alverden skulle han komme til jorden, hvis han mente, at alle religioner og ideologier var lige gode?

Så vidt jeg har forstået, var Jesus ikke tilhænger af at ligestille ondskaben med godheden. Men jeg er heller ikke teolog.   

Del artiklen her: