Af Lone Nørgaard.
[Som det vil være mange bekendt har der udspillet sig en debat vedr. et dragqueen-arrangement på Frederiksberg Bibliotek for 6-12-årige på den lille kulturnat fredag d. 17. marts. Debatten fortsætter heldigvis – og den er også helt nødvendig].
***
Niels Peder Ravn gør, hvad han kan for at afspore debatten om det betimelige i at anvende dragqueens som børneunderholdning. Det sker i indlægget, der paradoksalt bærer overskriften: ”Dragqueens og røvbaldeborgerlighed: DF afsporer vigtig debat om identitetspolitik.” Med fortsættelsen: ”Politikere, som kalder sig borgerlige, skal ikke kaste sig blodtørstigt over et aldeles uskyldigt arrangement for at fremme deres egen position.” (d. 24.3).
Hm! Man skal da vist ikke kaste med positions-sten, når man selv bor i et glashus? Og slet ikke, når arrangementet introduceres som ’uskyldigt’. Adjektivet er et udtryk for en rystende naivitet mht. den pædofile agenda, der også ligger bag drag-og transgender-ideologien, men for at lave den kobling skal man nok bruge lidt tid på at sætte sig ind i litteraturen frem for at svine politiske modstandere til i pressen.
Så kunne vi sammen uanset politisk observans og partifarve stå sammen om at give identitetspolitikken modspil.
Et tankeeksperiment: Hvis pressen, herunder JP, havde givet bare tilnærmelsesvis lige så meget plads til argumenterne FOR at aflyse showet, ville sagen måske være faldet anderledes ud? Fx ved at oplyse om de skader, der er blevet påført børn og unge via pres med juridisk kønsskifte og en feminisering af små og store drenge. Vel at mærke solidt bakket op af forskning med blikket stift rettet på de foreliggende data frem for transgender-ideologi pakket ind i diversitet.
For tilbage står: Hvilken ANSVARLIG voksen kan finde på at bakke op omkring de massive angreb på små børns kønsidentitet i mangfoldighedens navn? For overgrebet sker ikke bare på en kulturnat, men i børnehaver og skoler med organisationer som Sex & Samfund og Normstormerne i spidsen.
Spurgt i al stilfærdighed: Hvorfor skal stadig flere børn og unge have beroligende medicin og psykologhjælp? Kunne det handle om, at normerne, kønsgrænserne og kernefamilien er under angreb i disse år – faciliteret af hovedstrømsmediernes knæfald for en identitetspolitik, der gør vores stakkels børn grundforstyrrede?
***
(Kommentaren har været bragt i Jyllands-Posten d. 28.3.23)