Af Nina Froberg.
Som verden er blevet, siden vi første gang hørte om Corona, må vi nu, om vi vil det eller ej, tage store, personlige beslutninger på baggrund af meget tvivlsom information.
Tilværelsen har aldrig været problemløs – men noget er forandret. Tidligere har vi været påført problemer af mange slags. Vi er blevet besat og kastet ud i to verdenskrige, vi har oplevet naturkatastrofer, som har lagt store skovstrækninger ned, oversvømmet huse og afbrudt strømmen. Vi har haft økonomiske kriser, som har sendt folk ud i arbejdsløshed og medført utallige tvangsauktioner, hvor familier har måttet gå fra hus og hjem.
Men årsagen til disse kriser har altid været forholdsvis gennemskuelig, og ligeledes har det som regel været muligt ”at gøre noget”. Vi har haft mulighed for at handle og bringe os ud på den anden side af krisen. Nogle gange nemmere end andre, men alligevel altid haft mulighed for at handle.
Under krigen opstod der en modstandsbevægelse, efter naturkatastroferne gik vi i gang med oprydning, genetablering af skovene, forstærkning af digerne og renovering af de ødelagte ejendomme. Og efter en økonomisk krise har økonomien altid bevæget sig opad igen, ledigheden er faldet, og firmaer og familier er kommet på fode igen.
Denne gang er det anderledes
Men denne gang er det anderledes. Vi er blevet ramt af en virus, en fjende, der ikke er synlig for det blotte øje og en virus, der tilsyneladende er anderledes end noget andet, vi tidligere har kendt. Ingen ved rigtigt, hvordan det begyndte. Jo, vi har hørt noget om et laboratorium i Wuhan-provinsen i Kina. Vi har også hørt om et kinesisk marked af salgsboder med levende dyr – Huanan Seafood Market, men meget er gisninger, og resten er rygter.
Det eneste vi ved, er, at der er tale om en temmelig smitsom virus, som hurtigt har bredt sig ud over kloden, er blevet klassificeret en pandemi, og at denne virus opfører sig usædvanligt vilkårligt. Den rammer tilsyneladende i flæng, dog mest mennesker med et svagt immunforsvar. Nogle mærker næsten intet, andre bliver syge som af influenza, og atter andre bliver alvorligt syge, så de må indlægges og i særlige tilfælde i respirator. Af de mest syge er der nogen, der dør.
Man dør ikke AF Corona, men MED Corona
Alligevel vil lægerne, Sundhedsstyrelsen, medierne eller politikerne ikke fastslå, at man dør AF Corona. Man har indført et nyt begreb, der hedder, at man dør MED Corona. Allerede her åbner der sig en ladeport af tvivl. Tvivl om, hvad der har forårsaget døden. Lægerne kan åbenbart kun bekræfte, at den døde er død MED Corona, så det er alvorligt – men hvorfor er der så et overvældende flertal af dem, der får Corona, der knap nok mærker, at de er syge.
Og vi kan ikke rigtigt gøre noget. Vi kan ikke handle. Selv læger og sygeplejersker kan kun handle i en vis udstrækning. I virkeligheden kan de kun hjælpe og lindre, men de kan ikke helbrede, hvor gerne de end vil.
Selv kan vi heller ikke stille så meget op. Først fik vi at vide, at mundbind ingen forskel gjorde. Så blev vi pålagt at bære mundbind. Så slog vi minkene i Nordjylland ihjel, men virus bredte sig. Så blev alle bedt om at blive hjemme for at begrænse smittefaren, men virus fortsatte sit eget liv. Vi lukkede landet ned, men både Corona-varianten fra England og andre lande fandt vej til Danmark. Senere blev børnene sendt hjem fra skole. Vi havde ellers lige fået at vide, at virus ikke var farlig for børn og unge. For nyligt kom det så frem, at hjemsendelsen af børnene måske i virkeligheden var en måde at holde forældrene hjemme på.
Informationerne flyver hid og did -hvor er den røde tråd?
Informationerne flyver hid og did. Den ene dag er dét tilladt, som næste dag er forbudt. Vi bliver handlingslammede, og vi bliver som en flok får på marken, der løber fra det ene hjørne til det andet, afhængig af fårehundens bjæffen.
Når nu vi ikke kunne andet, så kunne vi i det mindste vente på en vaccine. Når vaccinen kom, SÅ kunne vi handle! Så kunne vi blive vaccineret, genoptage vores liv og virke og samfundet vende tilbage til det normale.
Nej! Så nemt er det ikke. Vaccinen er nemlig ikke én vaccine. Den er mange forskellige, men ens for dem alle er, at de er på det eksperimentelle stadie. Hvis vi troede, at der nu var lys for enden af tunnellen, kan vi godt tro om igen.
Hvilken vaccine bliver du tilbudt? Er det den, som nogle har fået blodpropper af? Er der vacciner nok? Når du har fået nr. 1, bliver den type tilbageholdt? Kan du så ikke få nr. 2? Kan du smitte, selvom du er vaccineret? Skal du stadig gå med mundbind og holde afstand? Må du kun være sammen med et begrænset antal mennesker stadigvæk?
Og hvorfor må Bilka være fuld af kunder, når frisøren ikke engang må have to kunder og skal holde helt lukket? Hvor er den røde tråd?
Spørgsmålene tårner sig op
Spørgsmålene tårner sig op. Der er tilsyneladende hverken hoved eller hale i de politiske udmeldinger og beslutninger, og fremfor alt er ingen af os i stand til at handle os ud af dette konglomerat af modstridende påbud og informationer.
Midt i dette virvar forventes det, at vi trygt skal lade os vaccinere eller tage stilling til, om vi vil lade os vaccinere – om vi tør – om vi har tillid til Sundhedsstyrelsen, regeringen og medicinalfirmaerne – eller om vi tør at lade være.
På kun et år har en uhåndterlig, usynlig virus ændret alt – eller er det ikke kun den lille virus, men alle de mere eller mindre uigennemskuelige beslutninger, der er fulgt i kølvandet på denne pandemi?
Jeg er selv i tvivl. Hvordan kan to nabolande som Danmark og Sverige have så forskellige tilgange til de beslutninger, som de to regeringer har trukket ned over hovedet på henholdsvis den danske og den svenske befolkning? Er Corona kun en virus eller er den blevet et redskab til opnåelse af en samfundsudvikling, som vi endnu kun har set begyndelsen på?
Jeg ved det ikke, men ét ved jeg – at jeg har umådeligt svært ved at handle mig ud af denne situation og at jeg, hvad enten jeg vil det eller ej, er tvunget til at tage en stor beslutning på et meget tvivlsomt grundlag.