INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER PROBLEMATISERER YTRINGSFRIHEDEN

Shares 141

Af Flemming Kristensen

flemming.jpg

Således blev en debat på DR’s Facebookside sat igang i februar, i kølvandet på en analyse Institut for Menneskerettigheder (IMR) havde forestået angående brugen af hadefulde ytringer på sociale medier, som kommer frem til konklusionen, at hver 7. kommentar er “hadefuld”.

Jeg tror enhver bruger på Facebook, kan skrive under på, at tonen på sociale medier kan være til tider ufattelig hård og IMRs hensigt med rapporten ser da ved første øjekast også ud til at være i tråd med instituttets målsætning – at fremme og beskytte menneskerettigheder – eftersom instituttet som grund til rapporten henviser til, at mange grundet debattonen “afholder sig fra at bruge deres ytringsfrihed og deltage i debatten”.

En “hadefuld ytring”, bliver i undersøgelsen defineret som:

”Stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerende og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status.”

(Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder siden 2009)

Ligeså let det kan være at udpege en ytring som værende tilsigtet hadefuld, ligeså svært kan det være i debatsammenhænge, hvor debattører erklærer sig krænkede over at være udsat for udsagn, kritik, hvis substans er funderet på argumenterbare forhold.

Vi lever i en tid, hvor vi bliver bombarderet med ordet “had”. Enhver som har deltaget i en debat om indvandring, integration eller islam på sociale medier ved, at givne holdninger VIL blive ledsaget af beskyldninger om “had”.

Så HVORDAN vil IMR definere, hvorledes det er ytringen, som får folk til at reagere med “had”, som ER hadefuld?

At det ikke modsat er folks evne til at føle sig krænkede over givne holdninger, som faktisk udtrykker det reelle “had”?

IMR balancerer med rapporten på en knivsæg, hvor instituttets rolle som vagthund for menneskerettigheder, i den grad kompromitteres af instituttets metodik for at definere “hadefulde ytringer”, hvorfor det er fuldkommen essentielt, at den kvantitative analyse af de 3000 udsagn, som rapporten er funderet på, kan siges at være gennemført saglig og objektivt.

Vi lever i et oplysningssamfund, hvor der har eksisteret vide rammer for kunsten at debattere i et par hundrede år, deriblandt at gøre brug af sarkasme, ironi og satire, for at levere kritik af samfundsforhold og det er vigtigt at kunne konstatere, at IMR har forstået dette, inden man har taget en given ytring ud af den kontekst, hvori den er debatteret og forsøgt at kategorisere ytringen som værende enten 1) stigmatiserende, 2) nedsættende, 3) krænkende, 4) chikanerende eller 5) truende.

Det var min hensigt at komme til bunds i undersøgelsens redelighed, gennem selv at kaste et kritisk blik på de 3000 udsagn, som IMR kvantitativt har analyseret. Jeg forsøgte at få aktindsigt gennem justitsministeriet, som ikke kunne identificere dokumenterne og jeg fik hjælp fra en journalist fra Radio 24/7, som også måtte opgive ævred, med beskeden om, at beskederne ikke kunne udleveres, da de er omfattet af Datatilsynets regler på området.

Efter at have læst rapporten, analyseret IMRs metodik for at lave den og have måttet konstatere, at ingen kan få adgang til at se de 3000 udsagn og gå IMRs kategoriseringer efter i sømmene, er jeg efterladt med opfattelsen af, at rapporten i BEDSTE FALD er absolut intet værd. I værste, at rapporten er et produkt af uredelighed og hviler på subjektivitet, som KAN være helt og aldeles baseret på den individuelle politiske bias, som undersøgelsens udredere har.

Spørgsmålet er, om ikke rapporten udgør den største hadefulde ytring af dem alle, eftersom den under dække over at gå ytringsfrihedens ærinde, rent faktisk forsøger at underminere den og faktisk i dens opsummering argumenterer for censuragtige tiltag?

Shares 141

Comments

comments