TØLPEREN DAVID TRADS

Af Jeppe Juhl

 

Man ved med sikkerhed, at der er noget galt et eller andet sted i både journalistikkens og den offentlige samtales DNA, når intellektuelle middelmådigheder og halvstuderede, skruppelløse løgnere får fremtrædende positioner i de danske medier.

Tag nu eksemplet David Trads.

Manden er en pseudointellektuel anti-journalist helt uden dybde, der på Facebook elsker at name-droppe de sidste svært tilgængelige bøger, han angiveligt har læst, men som jeg med usvigelig sikkerhed kan sige, han aldrig har forstået.

Det kan man dog tilgive ham. Denne komiske forfængelighed dækker jo naturligvis over en berettiget følelse af mindreværd, og bringer mest af alt mine tanker hen på en klassekammerat fra min folkeskoletid, der var kendt for altid at opfinde de mest fantastiske løgnehistorier som kompensation for de triste nederlag, skolegangen tildelte ham til daglig.

I en rationel verden ville vi alle trække på skuldrene af lille David, smile venligt til ham, når vi mødte ham, og høfligt tænke vores uden at gøre mere væsen ud af hans puerile tilbøjelighed til tragikomisk selvforherligelse.

Men de danske medier er helt åbenlyst ikke rationelle. For sandheden er jo den, at Trads i sin alt for lange karriere har haft en række højt betroede poster i dansk journalistik, både som udenrigskorrespondent, chefredaktør, tv- og radiovært, lederskribent og klummeskriver.

David Trads har spist den journalistiske skovsnegl. Han er med i klubben og kan derfor fortsætte ufortrødent med sine uvederhæftige personangreb og lodrette løgne

Og det er faktisk særdeles bekymrende. Ja, det er et regulært bevis for, at der hersker en eller anden form for kollektivt vanvid i dansk presse.

Trads er nemlig ikke alene en journalistisk fusentast og et rablende blålys, han er noget, der er langt værre: Nemlig hvad man med et godt gammeldags dansk ord kalder en tølper. Han er simpelt hen en skidt karl med en slet karakter. Og dertil kommer, at den bevidste løgn fremdeles er det vigtigste våben i hans anti-journalistiske våbenkammer.

Denne triste kendsgerning er tilsyneladende gået hen over hovedet på de mennesker, der igennem årene har ansat Trads.

Hvem er idioten? Idioten, eller ham der ansatte idioten? Man kan ikke undgå at spørge sig selv, hvad der dog har drevet de ansvarlige chefer, der har lavet ansættelseskontrakter med David Trads?

Det kan ikke være hans pen, der på sine bedste dage højest kan betegnes som stærkt middelmådig. Velskrivende er han jo bestemt ikke.

Det kan heller ikke være hans indsigt i international politik, hvor han til hudløshed har demonstreret imponerende ignorance.

For slet ikke at tale om hans viden om helt elementære økonomiske sammenhænge, som han igen og igen med pinlig konsekvens har demonstreret, at han ikke har evner til at gennemskue.

Trads besidder i den grad heller ikke nogen dyb historisk indsigt i eller forståelse for det geopolitiske magtspil, hvilket utallige klummer bevidner, hvor han har forsøgt at gøre sig klog på noget, han ikke har nogen viden om.

Det er med sikkerhed heller ikke, fordi Trads besidder en eller anden form for god moral eller særlig fin journalistisk etik, at han er mediernes darling. Tværtimod er han ophavsmand til sin generations mest modbydelige og bevidste fake-news historie. En historie, der blev trykt i aldeles ond tro.

Trads var nemlig i sin tid direkte ansvarlig for den groteske for ikke at sige perverse løgnehistorie i Information om hædersmennesket Henrik Gade Jensens påståede nazistiske tilknytninger. Historien, der var 100 procent fri fantasi og lodret løgn, fik frygtelige konsekvenser for Gade Jensen, der måtte sige sit job som embedsmand i Kirkeministeriet op i vanære og først senere fik fuld og endegyldig oprejsning i en dokumentar, hvor Trads glimrede med sit …. fravær.

Dette gemene og falske karaktermord på en højt begavet og i øvrigt engleblid, intellektuel politisk modstander burde – i en rationel medieverden – have betydet et øjeblikkeligt og permanent karrierestop for Trads.

Men nej. Der blev ikke krummet hår på Trads’ hoved. Jeg kan høre Admiralens Vise for mig lige nu og her. Jeg kan se kejseren gå uden klæder. Trads er de facto usårlig. Han har nemlig spist skovsneglen. Det er derfor han til stadighed dukker op som en pervers og pilrådden prop i medierne.

Trads havde ingen problemer med at “spise skovsneglen” da han i sin tid meldte sig ind i Journalistisk Venstreparti.  (Foto: Fra “Zappa” af Bille August)

Han er jo med i klubben. Den kulturradikale medieklub. Den klub der hylder den ultimative kulturrelativisme: det multikulturelle fantasifoster, hvor alt er lige godt, og derfor ligegyldigt. I ved, den klub der består af en journalistisk elite, der alle har Ulysses stående ulæst på reolen i deres milliondyre designerlejligheder, og som aldrig kunne finde på at drikke rødvin til under 150 kroner flasken, mens de nedladende sætter negative prædikater på de uanstændige og simple mennesker, der lever livet forlæns og som har den uhørte frækhed at brokke sig over konsekvenserne af det multikulturelle projekt, som eliten ikke kan føle på egen krop.

Stik mig en brækspand.

Jo. Sagen er klar. Trads er dansk journalistiks Mulle, en anløben  og middelmådig person, som stadig ufortrødent kan slippe afsted med nye karaktermord og med at udnævne andre til ”konger af Fake News”.

Man kniber sig i armen.

David Trads, du er symbolet på alt, hvad der er galt med dansk journalistik. Du er en skamplet på standen. Du har ikke noget tøj på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments

comments