Af Lone Nørgaard.
** 2 stjerner ud af 6
——————————————————————————————–
NO HARD FEELINGS er instrueret af amerikanske Gene Stupnitsky (født 1977), der også har skrevet manuskript sammen med John Phillips. I parentes bemærket er vi åbenbart blevet så angloficerede, at filmtitler konsekvent ikke mere skal oversættes til dansk.
Stupnitsky har mest begået sig inden for diverse serier, bl.a. NBC-komedieserien ”The Office”. Han fik sin instruktørdebut med ”Good Boys (2019), baseret på eget manuskript i samarbejde med Lee Eisenberg.
Handling
Den ca. 30-årig Maddie (Jennifer Lawrence) roder noget rundt i og med sit liv. Mænd kommer og går, og hun står over for at skulle miste det barndomshjem, hvor hun har boet hele sit liv, og som hun er stærkt knyttet til. Moderen er død, faderen forlod hustru og datter, og selv om huset ligger i et meget efterspurgt og mondænt villakvarter, er det ikke supersagen, når Jennifer ikke har ønske om at sælge og hele tiden bliver presset af stigende ejendomsudgifter, og ubetalte regninger.
Det står så galt til med betalingsevnen, at myndighederne gør udlæg i hendes bil, der uvarslet bliver afhentet på adressen. Eller også har forvarslet været at finde i en af de mange uåbnede rykkere?
Da Maddie ud over at være bartender tjener til dagen og vejen ved at køre Uber, er en chauffør-uden-bil ikke gangbart.
I denne sorte stund gør en veninde hende opmærksom på en annonce. Et par velhavende curling-forældre (Laura Benanti, Matthew Broderick) søger en ”date” til deres introverte og kiksede 19-årige søn, Percy (Andrew Feldman), før han skal på college. En ung pige i begyndelsen af 20’erne, der kan hjælpe Percy med at blive dygtigere til at omgås andre uden for internettet, ikke mindst det modsatte køn.
For den ydelse er forældrene parate til at kvittere med intet mindre end en bil.
Maddie beslutter sig til at svare på annoncen – til trods for sin fremskredne alder! – og overbeviser forældrene om, at hun er den rette kvinde til at udføre opgaven. Det viser hun sig da også at være, men på en noget anden måde end planlagt.
Vurdering
”No Hard Feelings” kan genremæssigt placeres som komedie, eller snarere en farce, hvor der godt nok er iblandet tragiske elementer, selv om jeg kan have mine tvivl, om tragikken er tilsigtet. At fx påbegyndelsen af en college-uddannelse for en ung mand som forudsætning kræver seksuelle og alkoholiske erfaringer finder tumper måske morsomt – jeg gør ikke.
Jeg gentager mig selv fra tidligere anmeldelser af Hollywood-film: Fra første færd stritter manus i alt for mange retninger, og selv om de to hovedpersoner, Maddie og Percy, kæmper bravt med deres roller, bliver de aldrig overbevisende. At den generte, kejtede og akavede Percy i løbet af et splitsekund springer ud som sanger og pianist ved et flygel placeret midt i en restaurant, nej vel?
Og at den skruppelløse Maddie vender på en tallerken og bliver ’en god pige’, der ikke udnytter andre, nej vel?
Og så suk! Woke-manualen galoperer derudad med stor ihærdighed (en sort, en homoseksuel, en inder, en asiat, og ikke mindst og selvfølgelig en stupid, småtbegavet, hvid mand, der bliver dirigeret rundt i manegen af sin gravide kæreste alias veninden) – og det i en grad, så det er til at brække sig over.
Især de massive angreb på hvide yngre og midaldrende mænd er i dag blevet så omsiggribende i hovedstrømsfilm, at jeg lægger mig i baghjul på Better Bachelor med opfordringen til mænd: Lad være med at betale for at se film, der tydeligvis har til formål at nedgøre og stigmatisere traditionelle maskuline dyder. Og mænd generelt! Uden hvilke hunkønnet i øvrigt stadig ville bo i jordhuler.
Lad være med at finde jer i feminiseringen og latterliggørelsen.
Hvad pokker er det, den alt for indflydelsesrige amerikanske filmindustri prakker (unge) mennesker på i en (vestlig) verden, der har så hårdt brug for traditionsbundne værdier, orden, dannelse, disciplin og en vis forudsigelighed, og i stedet serverer stene for brød: Blåstempling af fri sex, stoffer, løssluppenhed – skåret over læsten: Hvis jeg har lyst, har jeg også lov.
Godt nok smuglet ind med humor og kvikke replikker, men ikke desto mindre tomme kalorier, der ikke engang kan prale af at være særligt morsomme.
Som sædvanligt: Når jeg er hård i min kritik, opfordrer jeg til ved selvsyn at vurdere sagen.
Filmen KAN nemlig ses for Jennifer Lawrences skyld. Hun gjorde det brillant i en af mine yndlingsfilm ”Silver Linings Playbook” (2012) og også i ”American Hustle” (2014) og ”Red Sparrow” (2018).
Men det passer meget godt: De seneste fem år er det gået støt ned ad bakke for Hollywood, der altid har leveret magthaver-propaganda og CIA-influerede manuskripter, men aldrig så talentløst som nu.
Eller måske gør Hollywood lige præcist, hvad der bliver forventet af deres propaganda og manipulation med ubefæstede sjæle? Fordi publikum også generelt er blevet dummere og mere historieløse?
I hvert fald mere forvirrede og forstyrrede i (et amerikansk) forbrugersamfund, der knager stadig mere i fugerne.
—————————————————————————————————-
Længde: 103 minutter
- Medvirkende: Jennifer Lawrence, Andrew Feldman, Laura Benanti, Matthew Broderick m.fl.
- Instruktør: Gene Stupnitsky
- Manus: Gene Stupnitsky & John Phillips
- Censur: Frarådes børn under 7 år
- Premieredato: torsdag d. 22. juni
(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis).