BENJAMIN ABELOW: HVORDAN VESTEN BRAGTE KRIGEN TIL UKRAINE

HvordanVesten
Del artiklen her:

”Ikke alle bukker under for krigshysteriet!”

Af Gunnar Olesen, International rådgiver, cand.scient.pol.

Bogen [”Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine”, med forord af Marie Krarup, udgivet d. 14. maj 2023] illustrerer kort, klart og godt, hvordan Vesten – dvs. USA med Nato som sekundant – siden 90erne har arbejdet på at holde Rusland nede. Først med Nato-udvidelser, i 2014 med statskup i Ukraine og efterfølgende antirussisk påvirkning af dette lands styre, efter 2014 med opsigelser af våbenkontrolaftaler kombineret med opbygning af raketaffyringskapacitet tæt på den russiske grænse. Fra 2022 med en militær støtte til Ukraine, der muliggør en blodig krig, som formodes at svække Rusland så meget, at det gøres til en permanent andenrangs magt.

Alt muliggjort, i samarbejde med de fleste medier, ved en bearbejdelse af den offentlige opinion mod en urealistisk opfattelse af, at Rusland udgør en farlig trussel mod Vesten pga. dets militære kapacitet og kapacitet til via Internet at påvirke/forstyrre demokratiske processer i Vesten samt vilje til at erobre sine nabolande.

Uanset faren for atomkrig, hvis Rusland for alvor taber i Ukraine, og/eller for at Putin-regimet erstattes med en mere desperat ledelse.

Bogens korthed forhindrer, at titlen udfyldes med Europas/EU’s rolle. Hvor de amerikanske beslutningstagere – med Trump som en delvis undtagelse, der ikke nævnes – ville holde Rusland nede, har EU’s rolle været at holde Rusland ude fra den udvidelse mod øst, der sekunderede Natos.

Hvortil kommer den (oversete) ukonstruktive rolle, som Tyskland og Frankrig har spillet i de Minsk-forhandlinger, der siden 2014 skulle skabe fred i Ukraine – og hvorom Angela Merkel har indrømmet at de tjente som en syltekrukke for at Ukraine kunne opruste undervejs.

Bogen kommer heller ikke ind på substansen i den ukrainske nationalitetskonflikt – bortset fra sin understregning af et voldeligt ”højrekup” i 2014 mod en folkevalgt, russiskvenlig præsident – dvs. 8 års borgerkrig og undertrykkelse af de russiskvenlige.

Her er det så heldigt, at bogen ”Rusland på tværs” af Jens Jørgen Nielsen delvist udfylder hullerne med lidt om EU (s.331), mere om Minsk (s.362) og meget om den interne blodige konflikt og undertrykkelse i Ukraine (s.309). Det sidste behandles på anden vis også i den ukrainske Andrej Kurkovs fine roman ”Grå bier”.

Abelow understreger den irrationelle og farlige karakter af Vestens Ruslandspolitik med bl.a. stærke citater fra selve ”den kolde krigs fader”, George Kennan. Herunder at arbejdet på at holde Rusland ude og nede har styrket den interne diktatoriske udvikling i landet. Hvilket kunne suppleres med tilsvarende fra koryfæer som Jürgen Habermas og Henry Kissinger, som der heller ikke lyttes til.

Det rejser spørgsmål om motiver, der ikke følges til dørs. Men man må vel sige, at meget tyder på, at Washington aldrig kunne omstille sig til tanken om Rusland som en legitim medspiller, men så landet som en potentiel rival, der bare skulle holdes nede.

Noget af den samme tankegang viste sig i 00erne under Bush, hvor US-høge hyldede ”det nye Europa”, dvs. nye østeuropæiske og anti-russiske Nato-lande, der fulgte USA i tykt og tyndt til forskel fra Tyskland og Frankrig, der var modstandere af Irak-krigen.

Det har nok trukket i samme retning, at Biden’s søn, Hunter, tjente en masse lyssky penge i Ukraine, hvad Trump forgæves forsøgte at få kortlagt.

For især Polen har Ukraine-krigen styrket dets status inden for EU, der nu har glemt regeringens begrænsninger på retsstaten, der førhen satte landet i skammekrogen.

Lidt positivt til slut: Da jeg forleden købte et par Ecco-sko, sagde ekspedienten uopfordret, at det var godt at Ecco forbliver i Rusland, selv om det har haft store omkostninger for dem – for hvem skulle have glæde af at de trak sig ud?

Ikke alle bukker under for krigshysteriet!

Del artiklen her: