Så skete det igen!
Den islamiske terror ramte Europa. I går Stockholm, i morgen Aarhus, Birmingham eller Antwerpen. Den uigendrivelige og forfærdende kendsgerning er jo den, at ingen byer kan vide sig sikre.
Selv om vores dygtige efterretningstjenester arbejder på højtryk og nærmest dagligt optrevler terrorceller og forhindrer angreb fra sindssyge islamister, der hader vores frie liv, så er de ude af stand til at forhindre yderligere angreb.
Virkeligheden er den, at vi alle sidder og venter på, at den næste islamiske uhyrlighed rammer et eller andet sted, og beder i vores stille sind til, at det ikke bliver hos os.
Denne triste kendsgerning skyldes ene og alene vores komplet uduelige politikere. De har imod et flertal af deres befolkningers ønske lukket en femtekolonne ind på det europæiske kontinent. De har lukket umælende barbari og rendyrket ondskab ind blandt deres egne befolkninger. Længere er den ikke.
Vi ligger med andre ord, som vi har redt. Problemet med den islamiske terror på europæisk grund er 100 procent selvforskyldt. Det er jo ikke, fordi islamisterne har lagt skjul på deres onde hensigter. Tværtimod.
Det virker derfor nærmest klinisk sindssygt, at de selvsamme politikere efter hvert eneste terrorangreb bliver ved med at fremture med de samme liturgiske besværgelser om, at vi skal stå sammen om at ”slå ring om demokratiet” samtidig med, at de med patetiske tårer i øjnene fremsætter solidaritetserklæringer med den by og de uskyldige ofre, der som det sidste skud på stammen er blevet ofret på et politisk korrekt alter.
Vores politikere har jo ikke slået ring om demokratiet. De har med deres komplet uansvarlige indvandringspolitik, motiveret i relativistisk selvhad, tværtimod metodisk arbejdet på at ødelægge de frie samfund vores forfædre har kæmpet så hårdt for.
De ansvarlige for denne vanvittige politik har de uskyldige ofres blod på deres hænder.
Og er det ikke bemærkelsesværdigt, at det demokratiske land, der har været suverænt og i særklasse hårdest ramt af islamisk vanvid, aldrig modtager solidaritetserklæringer fra Europas ledere, når ondskaben og vanviddet rammer, men tværtimod lægges for had og dæmoniseres af den europæiske elite og deres leflende samarbejdspartnere: de statsstøttede medier.
Her tænkes naturligvis på den eneste lille plet af rationalitet og modernitet i Mellemøsten: den jødiske stat Israel.
Det europæiske hykleri over for Israel er kvalmende, og man kan ikke undgå at føle en form for forståelse for de israelere, der offentligt har givet udtryk for en vis skadefro over, at Europa nu på deres egen krop mærker, hvad Israel har kæmpet imod siden 1948.
Ingen af de Vesteuropæiske politikere aner, hvad de skal gøre ved det monster, de har lukket indenfor. De er uden format og er aldeles magtesløse, selv om den eneste reelle løsning ligger lige for:
Stop øjeblikkeligt for al indvandring fra islamiske lande. Udvis eller repatrier alle og enhver, der ikke ubetinget støtter op om det sekulære demokrati, og begynd med det samme aggressivt og utvetydigt at bakke op om Israel. Israels kamp er vores kamp.
Vi befinder os i en civilisatorisk kamp på liv og død. Islam har erklæret krig mod os. Det er på tide, at vi lader islamisterne forstå, at hvis det er krig, de vil have, så er det krig, de vil få.
Hvor svært er det at forstå? Det er faktisk meget, meget simpelt.