Af Lone Nørgaard.
”Vores integrationspolitik har slået fejl, og vi har længe betalt en høj pris i form af bandekriminalitet, parallelsamfund og alt for høj arbejdsløshed blandt nydanskere.”
De ord kommer fra Ali Aminali, der i en kritisk debatbog med afsæt i egen livsfortælling dokumenterer, hvor slemt det står til, og årsagerne til, at han i dag er blevet en del af det danske samfund.
Baggrundshistorien er som følger: 5-årige Ali Aminali og hans forældre flygter til Danmark på grund af præstestyret i Iran, hvor faren udsættes for tortur. Ali vokser op i Ålsgårde, hvor han bliver en del af lokalsamfundet.
Faren er patriarkalsk og sætter ofte foden ned i forhold til sønnen, men han er også en begavet mand, der er modtagelig for argumentation og lader sig overbevise om, at Alis interesser er bedst tjent ved at lade denne blive en del af det danske fællesskab.
Integrationen lykkes for Ali, fordi hele familien er indstillet på at tilpasse sig.
Paradoksalt nok lykkes den på trods af integrationsindustrien, der vil fastholde Ali i en sygdomstilstand: Han MÅ da lide af krigstraumer oven på oplevelserne hjemme i Iran! Hvad han overhovedet ikke gør.
I gymnasiet bliver han tvunget til at forholde sig til multi-kulti-ideologien med angreb fra mindst to sider: Dels venstreorienterede elever, dels andre indvandrere, der ser hans forsøg på tilpasning som forræderi mod de iranske rødder.
En øjenåbner
Siden bliver Ali uddannet som socialrådgiver og får beskæftigelse inden for integrationsområdet i Aarhus og Silkeborg.
Arbejdet bliver en øjenåbner for ham: Kvinder med anden etnisk baggrund, der er på kontanthjælp, bliver behandlet langt mere overbærende og lemfældigt end de danske kvinder. Den grundlæggende holdning i systemet er, at det er åh-så-synd for flygtninge og indvandrere – de er stakkels ofre, og der må tages særlige hensyn, fordi de alle sammen lider af posttraumatisk stress.
Ali bliver forfærdet over forholdene og forsøger også at gøre noget ved dem. Forgæves. Stort set samtlige socialrådgivere holder hånden over klienterne, der blot vil have deres ydelser fra staten og ellers fortsætte med at leve, som de altid har gjort – uden for de danske fællesskaber.
Den kurs mod afgrunden fastholdes konsekvent uagtet:
”Jeg så gang på gang, at de indvandrere, der kom hurtig ud over rampen og fik en omgangskreds, glemte alt om angst og posttraumatiske stresssymptomer.” (s. 137)
Alia har fint blik for problemets omfang og er optaget af, hvordan den onde cirkel kan brydes:
”Det virker nogle gange, som om dele af den røde blok er sat i verden alene med det formål at forsvare indvandrernes ret til at hæve kontanthjælp i det uendelige – uden at der skal stilles nævneværdige krav til dem.” (s. 142)
”Jeg tabte både næse og mund. De [ikke-vestlige] kvinder kendte lovgivningen ud og ind og vidste præcis, hvilke ord de skulle bruge for at undgå aktivering, og de skammede sig ikke det mindste over at sidde og snakke om, hvordan de kunne snige sig uden om det social-faglige system, mens jeg var til stede.” (s. 151)
Kun store politiske indgreb kan vende udviklingen
Hvad er så Ali Aminalis bud på en kursændring: At kun store politiske indgreb kan vende udviklingen, og at venstrefløjen med deres evige hensyntagen og opbakning til reaktionære muslimske kræfter modvirker en vellykket integration.
”Alis Danmarkshistorie” er en dybt deprimerende bog, for ja – Alis egen integration er lykkedes, men hold fest hvor skal der meget til:
Velfungerende, intelligente, højtuddannede forældre med en vilje til at tage deres nye land på sig. En parathed til at få lært dansk så hurtigt som muligt og komme ud på arbejdsmarkedet for at tjene egne penge. Tilstedeværelsen af et lille smørhul af et lokalsamfund, der bakker op, så familien er omgivet af et stort flertal af danskere.
Hvor mange indvandrere har monstro lige den række af talenter og gunstige vilkår med i bagagen?
Intet nyt i Ali Aminalis bog
Der er intet nyt i Ali Aminalis bog. Den Korte Avis har skrevet om problemerne i årevis. Det eneste nye er, at det er en indvandrer, der sætter skarpt projektørlys på de gigaproblemer, det danske samfund er blevet påført siden udlændingeloven 1983.
Det skal han have tak for – for indsatsen er kommet med den sædvanlige pris, når en indvandrer løfter sløret for snylteriet på danske skatteborgere.
Et par nødvendige facetter skal føjes til perspektivet:
Vestlige indvandrere fra islamiske lande bliver som hovedtendens ikke fastholdt i deres kulturbaggrund. De vælger selv at stille sig uden for ved ikke at pakke den kulturelle rygsæk ud. Dermed fastholder de sig selv i offerrollen.
Læseren slipper heller ikke for det sædvanlige figenblad, hvor venstreorienterede (voldsparate), der er rigtigt mange af, skal afbalanceres med højrefløjens nynazister – til trods for at sidstnævnte er en lille forkølet skare uden indflydelse. Samt den obligatoriske floskel: ”Tonen har været for skinger for min smag.” (Eller er det måske den journalistiske medforfatter, der er afsender?)
Og hvem er politikerne ”på den yderste højrefløj”, der ”bralrer op om”, at ”Danmark vil blive overrendt af muslimer og omdannet til et kalifat”? Lidt dokumentation, herunder af den demografiske udvikling, ville have været velgørende.
Der skal selvfølgelig også lægges distance til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, mens der bliver leflet lige lovligt meget for Naser Khader.
Endelig tager forfatteren ganske enkelt fejl i, at ”Lars Løkke Rasmussens regering fik med Inger Støjbjerg som integrationsminister strammet så godt på flygtninge- og indvandrerområdet, at vi nu kan bruge flere politiske kræfter på selv integrationen.” (s. 213).
For det første forslår stramningerne som en skrædder i helvedet, for det andet skal der ikke bruges hverken tid, penge eller kræfter på flere integrationsprojekter.
Enhver såkaldt integrationsindsats – bortset fra at lære det danske sprog – er med største sandsynlighed nyttesløs. Det vil være langt bedre at spare disse penge, derpå standse enhver yderligere indvandring fra ikke-vestlige lande, ganske særligt fra muslimsk dominerede lande, og derpå iværksætte programmer for hjemsendelse af de mange utilpassede.
For dem, der er her. Integration er migranternes egen opgave – og sådan har det altid været for migranter, FØR en velfærdsstat opkastede sig til at blive omsorgsgiver.
Så længe det varer.
***
Ali Aminali (f. 1982) er uddannet socialrådgiver. Har arbejdet med beskæftigelse, integration, uddannelse og vejledning i kommuner. Stillede op til folketingsvalget og Europa-Parlamentsvalget for De Konservative i 2019.
————
Ali Aminali – i samarbejde med journalist Kristoffer Flakstad. ALIS DANMARKSHISTORIE. Ill. Hæftet med flapper. 216 sider. Kr. 249,95. Gads Forlag. Udkommet 05.11.2019.
**** fire stjerner ud af seks
(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis d. 21. januar 2020)