Af Hanne Nabintu Herland – oversat af Bitten-Kirsti Nielsen. [NewSpeek har indsat mellemrubrikker].
Diplomaten og forfatteren Kishore Mahbubani har erklæret, at den største fejl ved Vestens moderne tankegang er fraværet af en grundlæggende fælles moralsk forståelse, hvor en stor kulturel kløft vil underminere og splitte Vesten i de kommende år.
Han mener desuden, at Vestens forringede moral vil udvikle vedvarende brist i det moralske grundsyn.
I “Clash of Civilizations: The Debate” hævder han, at de vestlige befolkninger ikke anerkender, at demokratiske værdier såsom individualisme også bibringer destruktive tendenser. Vestens undergang kommer fra kulturens eget moralske forfald.
Mahbubani fremhæver her negative tegn som en lavere arbejdsmoral, mangel på omsorg for de ældre og forventninger om gratis gaver.
***
Edward Gibbon
Edward Gibbons analyse:
Det, som vi oplever i dag, er sket før, skriver den engelske historiker Edward Gibbon og kaster lys over disse fænomener med historien om Romerrigets nedgang og fald.
Når en civilisation når zenit med magt og indflydelse over mange andre kulturer, udvikler den ofte en idé om, at den repræsenterer den ædleste og mest avancerede civilisation, man hidtil har kendt i historien. Med en sådan selvophøjelse følger også en blind følelse af uovervindelighed.
Det er som en følge deraf uden betydning, at civilisationen forlader sine oprindelige værdier – netop de værdier, der førte til storhed. Det er uden betydning, hvordan minoriteterne bliver behandlet, hvor megen uretfærdighed der lades hånt om, og hvor mange krige dette herrefolk sætter i gang på fremmede territorier. Hvorom alt er så fortsætter disse eliter med at tro, at deres civilisation altid vil forblive de andre overlegen.
For eksempel var romerne fast overbeviste om, at de var en ophøjet race, der var begavet med en fornuft og intelligens, som lå over alle andres. Og da romerne mente, at deres civilisation var den bedste nogensinde, så gjorde de jo andre lande en “tjeneste” ved at pålægge dem den romerske kultur.
En enkelt civilisation skulle regere alle, og kun én kultur måtte dominere verden. Denne arrogance var særlig dominerende i den sidste fase af Romerrigets historie, som fremprovokerede vrede hos andre etniske grupper og til sidst førte til bittert nag hos germanerne og andre, som kulminerede med plyndring og Romerrigets endelige fald i år 410 e.Kr.
Cicero advarede
Nogle århundreder før havde den romerske politiker og taler Marcus Cicéro(n) allerede advaret mod denne adfærd. [43 f.Kr.]
“De politiske lederes arrogance burde tøjles og kontrolleres”, skrev han og tilføjede: “Jo højere vi placerer os, jo mere ydmyge bør vi være”.
Økonomen Mancur Olson fremhæver i “The Rise and Decline of Nations”, at det var præcis den ophøjede status UK havde før 2. Verdenskrig – og en endnu højere status før 1. Verdenskrig – som førte til en arrogance, der stod i vejen for fremskridt og vækst.
Efterkrigstiden var præget af en permanent optimisme, hvor alle økonomiske og sociale problemer i den vestlige verden ville blive løst, eftersom “Storbritannien jo stadigvæk var størst”.
Selvtilfredshed og kulturel ligegyldighed
Man troede, at den økonomiske vækst var ubegrænset, og at en stigning i levestandarden også var det. Selvtilfredsheden og den kulturelle ligegyldighed prægede i stigende grad det britiske samfund, så den industrielle ekspansion fik kun lidt bevågenhed.
Englænderne lagde en stigende vægt på stærke fagforeninger og på udviklingen af levestandarden med udvidet socialhjælp og social beskyttelse. Protektionistiske politikere udelukkede andre lande fra de britiske markeder på trods af, at deres produkter var af en bedre kvalitet og til en bedre pris. Englænderne lånte penge og kom i gæld.
Storbritannien har gladeligt ignoreret andre landes stadig mere konkurrencedygtige økonomier. Krigens sejrherrer var selvsikre, men de har ikke desto mindre mistet deres rolle som Vestens førende magt.
Et ydmygt Tyskland
Tyskland derimod havde tabt krigen men har siden i ydmyghed bestræbt sig på at imødese fremtidens udfordringer. De har skabt et samfund, som hviler på hårdt arbejde, genetablering af de tyske institutioner og en begrænset gældsætning. Efterkrigstidens selvdisciplinering og beskedenhed og det hårde arbejde har tjent dem godt. I dag er Tyskland igen den mest magtfulde stat i Europa med den stærkeste økonomi.
Satyajit Das hævder i dag, at vi går ind i en ny æra med langvarig stagnation. I “The Age of Stagnation” stiller han spørgsmålstegn ved de nuværende vestlige politiske lederes evner til at gennemtvinge de nødvendige strukturelle ændringer.
Han mener ikke, at ideen om en evig vækst holder, og han understreger faren ved en overdreven gældsætning og den nuværende ubalance i det økonomiske system. Das finder den måde bekymrende, som de vestlige ledere “løste” krisen på i 2007, som ikke “løste noget som helst”, men simpelthen udskød konsekvenserne ved at indsprøjte “lette penge” i systemet.
Han frygter, at manglen på rationelle strukturelle løsninger på længere sigt vil få konsekvenser, som vil påvirke levestandarden og borgernes velstand i dag og de kommende generationer.
Niall Ferguson
Eller som Niall Ferguson siger, så vil det nuværende system være totalt utilregneligt. Enorme passiver er simpelthen skjult, og der er praktisk talt ikke en eneste, der kan drages til ansvar for de officielle regnskaber. Ingen lovlig virksomhed kan fortsætte sådan.
Hvis ikke tingene ændres, ender det med et stort dystert sammenbrud med modløshed og et resultat, som imidlertid er blevet forudsagt og forudset af mange mennesker.
source: Herland Report via Marie-Claire Tellier