Af Jens Ellekær
Lørdag den 28. september – under styring af studievært Lotte Folke Kaarsholm – fik de seere af DR2’s Deadline, som ikke forinden havde slået over på lettere underholdning, en lektion i identitetspolitik og bodfærdighed.
Statuen ”Freedom”
Anledningen var opstillingen af statuen ”Freedom” ved Eigtveds Pakhus. Gæsterne i studiet var den vestindisk-danske kunstner Jeannette Ehlers, som beskæftiger sig med ”slaveriets spor op gennem den danske historie og identitet” (Kaarsholms introduktion) og museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst, Henrik Holm, der har national identitet som særlig fokus.
”Det officielle mindesmærke over den danske slavetid”, der består af overkroppen på en person, som blæser i en konkylie og i højre hånd holder et værktøj, der formentlig blev brugt i høstning af sukkerrør, men som også kunne bruges som et våben.
Hvide mænd til hest
Indledningsvis gør inspektør Holm opmærksom på, at den plastiske kunst i Europa domineres af hvide mænd til hest. Javel ja, der er dog en tendens til at hestene med tiden glider i baggrunden: I min egen by, Sorø, er Frederik d. 7. til fods; Christian d. 4. står også på egne ben foran sit Nyboder; og på Toldboden er der ikke en kongelige ekvipage, men blot Frederik d. 9. med kasketten i hånden.
Der er netop kun tale om hvide mænd, som inspektør Holm så skarpsindigt påpeger det. Men hvem af betydning i den europæiske historie kunne vi ellers afbilde til hest? Hunneren Attila? Det ville da have været meget autentisk. Nu har de europæiske befolkninger imidlertid gennem historien ofret blod for at holde hunnere, mongoler, arabere, berbere og tyrker ude at vort kontinent, så hvorfor skulle vi dog opstille monumenter for de håbefulde erobrere? Det skulle da kun have været for at afbilde dem med horn i panden og hugtænder – hvilket i dag ville blive set som upassende og racistisk.
Inspektør Holm anfører herefter, at rytterstatuen af Frederik d. 5 på Amalieborg slotsplads”hænger sammen, helt og aldeles, fuldstændigt sammen med vores imperialistiske fortid.” Her går det i min forståelse galt for inspektøren. Det Dansk-norske Imperium var et nordatlantisk imperium bestående af dobbeltmonarkiet, Slesvig, Island, Færøerne og Grønland. At imperiet tillige omfattede tre små øer i Caribien, gør det næppe til et kolonialistisk imperium.
Øernes og det danske slaveris historie
Lad mig kort rekapitulere øernes og det danske slaveris historie: De tre øer blev fra 1672 successivt erhvervet af danske handelskompagnier; i 1755 blev øerne overtaget af kongedømmet som kronkoloni for i 1917 af blive solgt til USA. Den erhvervsmæssige udnyttelse af øerne var baseret på afrikanske slaver. Med virkning fra 1803 forbød kongeriget handel med afrikanske slaver, og i 1848 blev slaverne på De vestindiske Øer frigivet.
Denne danske slaverihistorie – der er lige så afskyelig, som den er relativ kortvarig i en verden, hvor næsten alle kulturer har udøvet slaveri, og hvor slaveriet i den arabiske verden forsatte til langt ind i det 20. århundrede – får inspektør Holm til at se et modstykke mellem ”den sorte person, der blæser til oprør og får os til at tænke over, hvad vi har gjort, og hvad vi skal gøre nu, ik’, og så den anden [Frederik d. 5. på Amalienborg], der […]dækker over en traumatisk fortid.”
”I Am Queen Mary”
Jeannette Ehlers får herefter lejlighed til først at omtale sin skulptur ”I Am Queen Mary”, der forestiller en kvindefigur siddende barfodet i en flettet stol holdende det ovennævnte værktøj til høstning af sukkerrør og en fakkel i sine hænder som var de kronregalier. Stolen og posituren har en tydelig henvisning til et foto af en leder af Black Panther Party, der ved siden af Ku Klux Klan formentlig er den mest racistiske organisation i USA. Personen i Ehlers skulptur er en kvinde, der var en af lederne af et oprør på St. Croix i 1878 – altså tredive år efter slavernes frigivelse.
Der kan næppe være tvivl om, at de frigivne slavers tilværelse var kummerlig, og man burde måske have rettet op på tidligere misgerninger ved at bringe dem tilbage til deres fædres land. Men hvad ville der være kommet ud af at sætte dem i land hos de afrikanere, som i sin tid havde solgt deres forfædre til hvide slavehandlere?
Ehlers forklarer videre, at skulturen ”I Am Queen Mary” i meget høj grad er tænkt som et modstykke til den kopi af Michelangelos David, som også er opstillet foran Vestindisk Pakhus, og ”som jo repræsenterer meget af det samme som de her konger. […] Han repræsenterer jo den her hvidhed og det her hvide blik og den hvide overmagt, og så synes jeg, at det var helt oplagt at gå ind og give ham et modspil.”
David er en figur fra den jødiske mytologi; han burde(!) være kendt af ethvert dansk barn, da han indtager en fremtrædende plads i Det Gamle Testamente som jødernes første konge. Jeg skal blankt erkende, at Michelangelo ikke netop forsynede sin skulptur af David med jødiske træk. Men at gøre lige netop David til et symbol på ”hvid overmagt” synes at føje nye fantasterier til historierne om jødiske sammensværgelser.
Et ordentligt trut
Herefter vender samtalen tilbage til den nyopsatte skulptur, ”Freedom”. ”Vi bliver draget ind af den her nøgne krop, og det er jo lækkert at se på”, siger Holm. ”Vi ser en, der blæser til oprør, og hvad gør vi selv i vores hjælpeløshed, hvad gør vi? Vil vi gøre noget mod, at staten går sønder og sammen? Den appellerer til, gør dog noget. Hvad gør I? Hvad gør vi med vores frihed? Smadrer vi verden? […] gør vi virkelig noget for at redde klimaet? Hvor lægger vi vores frihed henne?” Der er således, ifølge Holm, tale om et ordentligt trut i den konkylie.
Til slut vender vært Kaarsholm tilbage til ”I Am Queen Mary” – ”en af de vigtigste kunstneriske frembringelser vi overhovedet har haft de sidste ti år”, siger inspektør Holm. ”Det er ikke kun Queen Mary, der sidder på den stol”, foreslår Kaarsholm. ”Den rækker også ud til andre oprørs- og borgerretsbevægelser som jo er globale, så som Black Lives Matter eller Black Panther Party”, siger Ehlers, som vel hermed i sin afsluttende bemærkning også refererer til den danske afdeling af Black Lives Matter, der opponerer mod også det danske politis nedskydning af unge sorte mænd.
Dansk-caribisk identitetsforståelse
Således blev vi af en ung kunstner med rastafarihår og en museumsinspektør bibragt dansk-caribisk identitetsforståelse, der indebærer et – efterhånden lidt trivielt – opgør med hvide mænd omfattende en ung jødisk knægt, henholdsvis en – noget forvirret – bodfærdighed (”Hvad gør vi selv i vores hjælpeløshed?”) for vor kolonialistiske imperialisme qua tre små øers 162-års status som kronkoloni og vor fortid som slavenation qua 93 år med statsanerkendt slaveri.
Jeg bor uheldigvis fjernt fra Danmark uden mulighed for i nærmeste fremtid at betragte de to skulpturer. Men på grundlag af fotos forestiller jeg mig, at jeg umiddelbart vil forbinde ”I Am Queen Mary” – på grundlag af hendes positur, den kronstolslignende stol og ”kronregalierne” i hendes hænder – med Jean-Bédel Bokassa, kejser af Det Centralafrikanske Kejserrige 1976-79. Figuren i ”Freedom”, der blæser i en konkylie, knytter jeg spontant – for jeg er nu en gang en hvid mand med rødder i dansk og europæisk kultur – til William Goldings ”Fluernes herre”, hvor konkylien, der først er et samlingspunkt, udvikler sig til et tegn på magtudøvelse, undertrykkelse og intolerance.