DER ER NOGET GALT I DANMARK

dybbøl

Af Torben Snarup Hansen, historiker.

Af gode grunde handler John Mogensens sang ikke om den aktuelle trussel mod Danmark (han døde 1977). Det, der er “galt” i år 2019 er en globalismeideologi i EU-toppen og i hovedet på danske politikere og journalister. I deres ekkokammer mangler de kendskab til og forståelse af de faktiske forhold, frembragt af mange års folkevandring fra afrikanske og vestasiatiske stater. På længere sigt er det dog langt værre, at magthavere og meningsdannere – danske såvel som udenlandske – vil blokere og forbyde oplysning om velfærdsimmigranters kriminalitet og terror, og for det andet, at de vil udskifte Europas oprindelige befolkninger med millioner af såkaldte “flygtninge”, som for langt de flestes vedkommende kommer for at modtage livslang forsørgelse. Også denne målsætning har de fortiet siden Barcelona-erklæringen i 1995 om “partnerskab” mellem Europa og stærkt overbefolkede stater i Nordafrika og Vestasien.

I det forløbne kvarte århundrede er strømmen over Middelhavet af ukvalificerede mennesker taget til, og de to Marrakech-erklæringer skal indvarsle en endnu voldsommere mennesketsunami ind over europæerne. I 2018 blev Global Compact-teksterne underskrevet af daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dog har erklæringerne ingen betydning – bliver det fremført. Men af et lækket papir fra EU-kommissionens juridiske afdeling fremgår det, at de er gældende for underskrivernes lande, hvor millioner af afrikanere og arabere skal anbringes. Den dag det massive flertal af Europas borgere finder ud af, hvad Marrakech-planen går ud på, bliver ekkokammeret fladmast! Derfor bliver denne vanvittige aftale – agreement – fra FN og EU fortiet, forklejnet og gemt væk. Det hedder på udenlandsk Verharmlosung.

Ledere står ikke til ansvar
I stedet larmer politikerne om snarlige klimakatastrofer og om en trussel fra Rusland. EU-kommissærerne og FN-lederne præsenterer sig som vejledere, der kan og vil indgå i en verdensomspændende regering, hvor de ikke står til regnskab overfor vælgerne. Den globale vil erstatte den nationale politik i ideologiens fagre nye verden, og demokratiet bliver afskaffet, idet grænserne skal fjernes. Hillary Clinton er fanatisk globalist, og en anden sværvægter i det universelle eksperiment er multimilliardæren George Soros. Han finansierer Open Society Foundation, som er et netværk, der ønsker no borders – no nations. I Europa render unge aktivister rundt og skriver dette motto på mure og plankeværker. Motivet er kravet om evig fred og en himmelsk konfliktløs tilstand, der skal styres i henhold til menneskerettighedskonventioner.

At opløse nationalstaterne hører med til at være comme il faut i Københavnstrups gode selskab. Denne globale målsætning er kernen i bestræbelsen på at tilsidesætte national lovgivning, og den blev indirekte udtrykt af Morten Kjærum, direktør i Det Danske Center for Menneskerettigheder, i B.T. , d. 17. januar 2000: “Menneskerettighederne er til for at beskytte de allersvageste.… Man er dansker, hvis man har dansk statsborgerskab. Det kan man ikke begynde at gradbøje.” Nationerne er således ikke relevante! Marianne Jelved, MF, Radikale Venstre, i Jyllands-Posten d. 8. august 2004 gentog : ”Jeg vægter overholdelsen af de internationale konventioner højere, end om der kommer 4.000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføringer.”

Disse omsorgsfloskler skjuler opskriften på den befolkningsudskiftning, som længe har været i gang, men hvis konsekvens kun få forestiller sig. Som bekendt indgår Jelveds parti i Mette Frederiksens regering. Den koalition er prøvet før, og løs tale om “stramninger” hindrer ikke, at konventionerne stadig vil blive respekteret og velfærdsimmigranter stadig får lov til at flytte til Danmark.

Universalister kontra suverænister
I
dag er modsætningen mellem “højre og venstre” blevet afløst af en opgør mellem universalister – med en globalistisk målsætning – og suverænister, som vil bevare de selvstændige nationalstater. Men det står stadig ikke klart for et stort antal danskere, hvad der er op og ned i denne konfrontation. I et halvt århundrede har de hørt om “Fællesmarkedet” – altså positive fænomener som eksport og indtjening. Men EU handler ikke kun om økonomi. Ved Rom-traktatens vedtagelse i 1957 blev det udtrykkeligt fastslået, at målet er en stedse snævrere union. Ganske vist stemte danskerne i 1992 “nej” til Maastricht-traktaten, der markerede en udvidelse af EU’s institutioners beføjelser. Det var nytteløst, og den konservative statsminister Poul Schlüter påstod, at “unionen er stendød”. Han meddelte også, at den katastrofale udlændingelov fra 1983 var en uskadelig bagatel. EU-modstanden – i både Danmark og andre medlemslande – blev fejet til side, og forræderiske politikere og bureaukrater åbnede grænserne for immigranter – og slap vilddyrene løs i civilsamfundet. Den dag i dag undlader politikere og medier at oplyse lyttere og læsere om, at Danmark og andre europæiske nationalstater er underlagt dødsensfarlige magthavere – EU’s dommere og kommissærer. Deres tilhængere buldrer løs med floskler om “fællesskab” og “samarbejde”, og de påstår frejdigt, at EF / EU har sikret freden i Europa.

EU’s fredsfortælling er løgn
Er europæerne krigsgale? Har bureaukraterne i Bruxelles hindret krig mellem nationalstater? Betyder patriotisme – national loyalitet – had og voldsanvendelse mod andre lande! Det siger paven, FN, EU-kommissærerne og i København en stribe “kunstnere”, der stempler danskerne som formørkede voldstosser. Det hævdes, at den ikke-kunstneriske befolkning vender ryggen til resten af verden og praktiserer racisme mod nødstedte “kulturberigere”, som havde det uheld at havne i Pia Kjærsgaards racistiske Danmark. Den 6. august 2002 berigede kunstnergruppen Superflex hovedstaden med orangefarvede plakater, der bragte følgende tekst: Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes“. Budskabets afsender er åbenbart ikke dansk, og ytrer sig på engelsk, men ønsker alligevel at blive beskyttet i Danmark af “udlændinge”. Hvor mon de kommer fra? Vietnam eller månen?

Et kort blik på tiden efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 viser, at påstanden om krigeriske europæere er fuldstændig usand. Det modsatte er faktisk tilfældet. Det var imperialismen og det totalitære vanvid i verdenskrigen, som tvang europæerne til at organisere væbnet modstand. Kampen mod nazisternes barbariske massakrer og krigsforherligelse var et forsvar – totalt afhængigt af “demokratiets arsenal” USA. Hitler-Tyskland blev bekæmpet af patrioter, som gav deres liv for fædrelandet. Også tyskere forsøgte – forgæves – at bevare deres land og fjerne nazismen.

Hvem ønskede krig efter 1945 i den frie del af Europa? Var der episoder eller alvorlig uenighed, som kunne medføre endnu en katastrofe? Det var ikke tilfældet – bortset fra Titos omfattende massakrer på politiske modstandere i Jugoslavien og kommunistisk aggression i Grækenland og Spanien. Men de to sidstnævnte angreb blev standset i løbet af 1950’erne, og under den “kolde krig” stivnede fronten mellem Sovjetunionen og NATO for Europas vedkommende. I det demokratiske Vesten blev en fransk-tysk konflikt om Saarland bilagt efter ti år – altså før oprettelsen af EF / EU. Området var besat af Frankrig, og regeringen i Paris forlangte det indlemmet. Men efter oprettelse af den tyske forbundsrepublik i 1949 blev dette krav afvist fra Bonn (daværende vesttysk hovedstad). Sagen blev forhandlet mellem de to partnere, og i 1955 blev det ved fælles beslutning fastslået, at Saar er tysk.

I Frankrig, Tyskland, Danmark – og især Sverige – har der hersket orden og fred i flere generationer. Det er som bekendt slut nu – og frihed er en by i Libyen. Globalister og andre dødsensfarlige klovne har åbnet portene til en indvandring, der mildt sagt ikke har beriget kulturen.

Asger Aamunds analyse
A
amund er ikke blot ubarmhjertig i sine mundtlige og skriftlige indlæg. Han er påfaldende skarpsindig i hyppige kommentarer om den enorme EU-fiasko, både regering og opposition har frembragt. D. 30. juni 2018 spidder han dumhed og dovenskab i og omkring ekkokammeret under overskriften “Vi ligger, som vi har redt”. Her er et par udpluk, som fortjener at blive husket (Berlingske Tidende – http://www.b.dk/kommentarer/vi-ligger-som-vi-har-redt): “Når ikke man gider planlægge sin egen fremtid, får man en fremtid, der er bestemt af andre. Europas nationale ledere orker ikke at beskæftige sig med EU. De er valgt nationalt. De skal genvælges nationalt, og ingen europæisk statschef ville drømme om at lade sin karriere blive truet af et EU-spørgsmål….. Ganske vist sidder de europæiske statschefer i EUs ministerråd, der var tænkt som et parlamentarisk andetkammer, et senat, der skulle overvåge lovgivningen i EU. Ministerrådet minder dog mere om repræsentantskabet i en realkreditforening, hvor man mødes et par gange om året til en god frokost og en løs orientering om udviklingen. Kommissionen og EU-Domstolen har udfyldt det tomrum, de sløve politikere har efterladt med det resultat, at EU i dag er et folkefjernt departementschefstyre med et Mickey Mouse-parlament, der ikke har ret til at fremsætte lovinitiativer……”

(Artiklen har været bragt i tidsskriftet Indsigt / Udsyn n. 4 – vinter, december 2019)