NÅR TABERNE SKRIVER HISTORIE

Franco

Af Torben Snarup Hansen, historiker, cand.phil.

[NewSpeeks intro: For nyligt fejrede man i Spanien 80-årsdagen for afslutningen på den spanske borgerkrig, som Franco vandt og venstrefløjen tabte. Her følger et indlæg, som af uransagelige grunde er blevet afvist af Kristeligt Dagblad]

D. 9. december refererede kunsthistoriker Mette Haakonsen i Kristeligt Dagblad en udbredt holdning til den spanske borgerkrig og det efterfølgende Franco-diktatur. Det drejer sig om et klodset forsøg på at få spanierne til at glemme fortiden – men på samme tid huske at Franco var en skurk. Denne fremgangsmåde benyttes af venstrefløjens politikere, som eksempelvis beordrer udskiftning af gadeskilte med “forkerte” navne på personer, der blev massakreret af den republikanske side, som tabte borgerkrigen.

De politiske efterkommere – som den socialistiske regeringsleder Pedro Sánchez – fortier ubehagelige fakta og holder i stedet liv i myten om en frihedselskende, progressiv og demokratisk venstrefløj, der blev knust af fascismen. Den udlægning er fiktion, og når Sánchez flytter Francos lig fra Valle de los Caídos bidrager han kun til at rette opmærksomhed på det, han ønsker at skjule.

Mellem 1975 og 1995 udkom 3.597 bøger om den spanske borgerkrig (fra juli 1936 til marts 1939) – heraf næsten 300 på udenlandske forlag. År 2007 var tallet steget til 7.000. Mette Haakonsen behøver selvfølgeligt ikke læse dem alle for at blive oplyst. Men det skulle ikke være vanskeligt at benytte hæderlige historikere, som trodser den tragikomiske “lov om historisk erindring” og skriver på grundlag af kendskab til kilderne. Her er nogle navne: Pío Moa Rodríguez, César Vidal, Stanley Payne og Julius Ruiz.

[Historikeren] Paul Preston hører ikke til denne gruppe. Han opdigter frimodigt stort og småt, når det handler om Franco og borgerkrigen. Han fortjener at blive fortiet!