Af Lars Hedegaard.
Den amerikanske dokumentarist Michael Moore er hovedsageligt kendt for sin politiske korrekthed. Nådesløst har han udstillet onde, hvide mænds racisme, profithunger og nederdrægtighed og har med styrke agiteret for venstreorienterede positioner. Derfor kommer hans film, “Planet of the Humans”, som en hund i et spil kegler. Især hvis man er venstreorienteret og i øvrigt går ind for “den grønne omstilling”, som alle danske politikere nu gør.
Her er det pludselig den selvgode og frelste venstrefløj, der får halen på komedie med deres grønne præk, som filmen afslører som den rene svindel.
Dokumentaren beskæftiger sig IKKE med den eventuelle sammenhæng mellem menneskelig udledning af CO2 og klimaet, men derimod med miljøet, som er noget helt andet end klimaet, selv om de to uafladeligt blandes sammen af uvidende journalister, dumme politikere, godtroende borgere og småbørn.
Det nærmeste, filmen kommer kultveilten, er en bemærkning hen mod slutningen: “Det er ikke CO2-molekylerne, der ødelægger vores planet, det er os.”
Det lyder besnærende med den grønne energi, indtil man finder ud af, at der skal bruges mere fossilt brændstof til at producere den, end den erstatter. Så hvis man gerne vil reducere “CO2-fodaftrykket”, er det ikke sol, vind eller biomasse, man skal satse på.
Dertil kommer, at de “vedvarende” energikilder er ødelæggende for miljøet. Helt galt står det til med bio-energi, der for det meste består i afbrænding af træflis. Store skovområder bliver hugget ned for at fodre energiværkerne, og hvis man ville omlægge USA’s energiforsyning til biomasse, ville alle træer i landet række til et år.
Oven i det kommer, at fremstillingen af solceller kræver indhug i Jordens begrænsede forekomster af sjældne metaller og jordarter. Desuden bliver der spredt radioaktivt materiale på jordoverfladen.
Falsk er også politikernes tale om alle de arbejdspladser, som den grønne energi vil skabe. Når energi-anlæggene er opført, er der næsten ingen arbejdspladser.
Så hvem kan være interesseret i at drive den grønne propaganda? Også det har Michael Moores dokumentar et bud på: Det er såmænd vore gamle venner: profitmagerne, milliardærerne, bankerne og de store virksomheder, som nu ser uanede, statsstøttede indtjeningsmuligheder under et “grønt” dække.
Dokumentaren er lang, men se den.
***