Af Erik Refner, senior.
SPIRITUALITET
[Klummer på NewSpeek er udelukkende udtryk for skribentens mening]
Vejen for voksne som oprigtigt søger Sig Selv
Om ikke andet er nævnt, er efterfølgende citater i kursiv fra ”A Course in Miracles” (ACIM). Eventuelle fremhævninger med fed skrift er ligesom oversættelserne gjort af artiklens forfatter.
Først lidt repetition.
Vores splittede sind
Uanset om du tror det eller ej, har alle menneske et sind. Når vi befinder os i en fysisk verden, har vores sind tre dele: Ego-sindet, Kristus-sindet samt ”beslutningstageren”, som træffer valget, om vi vil styres fra ego- eller Kristus-sindet. Kristus-sindet er, hvad jeg har refereret til som vores åndelige eller spirituelle halvpart. Du kan fornægte dens eksistens, men den vil altid være i dig og forsvinder aldrig.
Som nævnt har vi på grund af vores frygt for Guds straf, splittet vores sind og ”selv-lavet” et ego-sind, som nu er herre over alle vores tanker og handlinger. Når vi vælger, at tilgivelse er sandt, ”overlader” vi styringen til vores Kristus-sind.
Kun her i verden kan vi ”udvikle” vores sind i retning af en større åndelig indsigt. Hver gang vi inkarnerer, begynder vi, hvor vi sidst slap, lige indtil den dag vi gennem tilgivelse har erkendt, at skyld ikke eksisterer, og vi skyldfri kan gå Hjem. Vores ego-sind er hermed omgjort til ”den intethed hvorfra det kom”.
Kroppen
Spørger du en person: Hvem (eller hvad) er du? – har mange vanskeligt ved at give et svar. Efter nogen grublen peger de fleste på deres krop og siger ”det her”. Enhver, der har fornægtet sin åndelige halvpart, må komme til denne konklusion, at de er deres krop. For dem findes ”intet”, når de forlader denne verden.
Helligånden
I ACIM defineres Helligånden som Guds stemme eller vores bindeled til Gud. Straks da en del af Guds Sønner adskilte sig fra Gud, skabte Han Helligånden for at de adskilte ikke skulle føle sig totalt fortabt.
”….. Han [Gud] skabte Helligånden som Bindeledet mellem opfattelse [ego] og kundskab [Kristus]. Uden denne forbindelse til Gud ville opfattelse for altid have erstattet kundskaben i dit sind. Med denne forbindelse til Gud bliver opfattelse forandret og renset hvilket leder til kundskab.”
Guds lærere
Intet i vores liv sker af ren slump. Årsagen til, at netop du læser dette, er derfor heller ikke en tilfældighed. Når du uden tilbageholdenhed læser efterfølgende, er jeg sikker på, at du vil nikke genkendende til ACIMs definition af en Guds lærer:
En Guds lærer er enhver som vælger at blive det. Hans kvalifikationer består udelukkende i dette: På en eller anden måde, på et eller andet sted, har han gjort det bevidste valg ikke at se sine egne interesser som adskilt fra alle andres.
Når han en gang har gjort dette, er hans vej åben og hans retning er vis. Et lys er tændt i mørket. Det kan være et enkelt lys men det er nok. Han har indgået en aftale med Gud – selv om han endnu ikke tror på Ham. Han er blevet en frelsens budbringer. Han er blevet en Guds lærer.
De kommer fra hele verden. De kommer fra alle religioner og fra igen religion. De er det som har svaret. Kaldet er universelt. Det pågår hele tiden og overalt. Det påkalder lærere til at tale sin sag og udfri verden. Mange hører det men få vil svare.
Alle påkaldes vi konstant for at påbegynde, hvad vi kom her for at lære og for at gennemføre; At finde tilbage til vores Ophav. Måske tror du det ikke, men det er dog blot din opfattelse, og opfattelse kan ændres.
Udsoning
”Soning” (i den ny bibeloversættelse) er et kristent begreb, jeg endnu ikke har omtalt.
De fleste bibelkyndiges forklaringer hælder til den anskuelse, at vi mennesker skal sone (læs: betale Gud en pris), fordi vi har syndet imod Ham. Denne ”pris” synes mistænkeligt nær en eller anden straf, hvormed vi adskilte skal formilde Gud, så Han atter kan acceptere os og se igennem fingre med vores ”svig”.
Vi mener således, at Gud benytter sig af vores misforståede julenisse-tilgivelse og efter moden overvejelse og en passende bod er betalt undskylder synderen. Som tidligere nævnt giver den form for ”tilgivelse” os skyld – hvilket vi således i vor ”visdom” nu også har tildelt Gud.
Ak og ve, hvilken skør og uforstandig idé! (Note 1)
Ligesom stort set alle misforståede kristne begreber omfortolker ACIM også ordet (ud)soning. Her betyder udsoningen, at vi gennem sand tilgivelse kommer til den erkendelse, at vi – dvs. alle mennesker – er som Gud skabte os. Som tidligere antydet et par gange har Gud ikke blot én Søn (Jesus af Nazaret) og i tilgift en flok uægte krabater (os).
Kort og godt, vi er alle Guds Børn.
(Note 1: Gud ”tilgiver” ikke for Han – Kærlighed – ser ingen fejl hvorfor Han ikke har ”behov” for at tilgive. Så han fejl, ville Han ikke være Gud. For Gud er vores selvpåførte adskillelse desuden afsluttet, uset og uhørt som et lille rids i en CD-skive ingen hverken kan se eller høre.)
Mere om Raymond Moodys undersøgelser
Jeg har tidligere omtalt, at dr. Raymond Moody iværksatte en større undersøgelse blandt mennesker, som havde haft såkaldte ”nærdøds-oplevelser” – altså mennesker som lægerne f.eks. under en operation har erklæret klinisk døde. (Note 2) Det var Moodys hensigt blandt andet at undersøge, om der var nogle karakteristiske fællestræk i alle disse nærdøds-oplevelser.
Der var en hel del.
Blandt andet syntes det som et fællestræk, at når et menneske forlader denne verden bliver vedkommende ”ledt” ind i og ”ført” igennem en lang grå-mørk ”tunnel”. For enden af denne tunnel mødes de af et ”væsen”, som stråler af lys og som indhyller dem i ren, ubetinget Kærlighed. Alle fortæller de, at dette ”væsen” er ”Kristus” eller Jesus.
Beskrivelsen, de giver, svarer fuldstændig til det lysende, kærlige ”væsen”, som mødte mig, og som jeg tidligere beskrev ”gik ind i mig”, hvorved jeg forvandledes til ”ham” – lysende som sole og klædt i en lang hvid-strålende klædning.
Kærligheden og lyset som kommer fra dette væsen er så totalt berusende, så overvældende, at ingen ord i verden rummer det.
Vi kan ikke i vores vildeste fantasier tro, at ”han”/”dette væsen” har noget som helst at gøre med os. Han er uendelig forskellig fra, hvordan vi opfatter os selv, så ubeskrivelig ”hellig”, at han umuligt kan have den ringeste tilknytning til os.
Men det har ”han”.
Dette ”væsen”, som mennesker møder i deres nærdøds-oplevelser, ”ham” jeg mødte i Paradiset og blev forenet med, er vores sande, vores evige og uforanderlige Gudskabte Selv.
Skønt det blev demonstreret for mig så tydeligt, at ingen misforståelser burde være mulig, tog det mig mange år at acceptere, hvad jeg blev vist og vidste: Vi mødes af vores sande, vores virkelige Selv, vores uforgængelige ”ånd”, skabt af Guds Kærlighed.
(Note 2: Klinisk død er et lægeligt begreb, som betyder at blodcirkulation og åndedræt er stoppet i en længerevarende periode. Personalet slukket og lukker, og patienten efterlades ”død” på operationsbordet.)
Sand tilgivelse
Hvornår skal vi tilgive?
At tilgive er ikke et forlangende, hvorfor du ikke ”skal”. Tilgivelse er et tilbud, du kan benytte dig af, hvis du har lysten og viljen til at kende dig selv helt ind i din kerne og leve dit liv i fred med dig selv og verden.
Hører du til dem, der ligesom jeg i mange år fornægtede alle følelser, er det nødvendigt at ”genvinde” evnen til at føle. Min metode var hver eneste morgen at give mig selv denne opgave: Beskriv med nogle enkle ord, hvad du føler lige nu.
I begyndelsen evnede jeg ikke at beskrive en eneste følelse. Alt var forvirrende og indviklet, barrikaderet bag stængte døre af årelange fornægtelser. Men det blev langsomt bedre, og efter nogen træning var jeg ganske god til både at føle og beskrive hvad jeg følte.
Vi mennesker har forskellige metoder til at klare os igennem en tilværelse, hvor vi dagligt bliver bombarderet med vold, mord, uretfærdigheder, ødelæggelser, død, menneskelige lidelser og katastrofer af enhver utænkelig art.
Da ingen lærer os hvordan vi skal takle dette konstante over-vold imod os, har vi selv (vores ego) fundet en metode som tilsyneladende virker: Fornægtelse og projektion. Denne ”ego-fidus” lignede jeg tidligere med at tisse i bukserne for at holde varmen: Det luner en stund men bliver hurtigt meget, meget koldere.
Hvorfor er det vigtigt at kunne beskrive sine følelser?
For det første, hvis man ikke kan beskrive sine følelser, er det meget vanskeligt at skille snot fra skæg: Hvad er vigtigt/uvigtigt, hvad bringer mig fred/ufred.
For det andet: Ikke at føle betyder, at jeg er uærlig, jeg gemmer mig bag en påtaget facade, jeg skjuler mig for andre – men først og fremmest for mig selv. Jeg tør ikke åbne øjnene og se hvem jeg i ”virkeligheden” er, og alle andre skal i hvert fald ikke vide, at jeg er et dårligt menneske.
Når vi tilgiver sandt, henvender vi os til en højere magt udenfor egoet. Denne højere magt – som er ubetinget Kærlighed – har iboende Sig den egenskab, at Den ikke kan ”gå imod”, hvorfor Den ikke kan tvinge eller presse os til noget imod vores vilje – hvilket jo ville være et angreb imod os. Skjuler vi vores følelser, kan vi derfor ikke få ændret vores opfattelse – vores fortolkninger – fra egoets frygt til Kristus’ Kærlighed.
Det er altid vores opfattelse, vores fortolkninger, af det, vi ”ser derude i verden” eller i os selv, som vækker vores følelser, hvad enten disse er glæde, sorg eller frygt og rædsel. Derfor – ændrer vi vores opfattelse, ændrer vi vores følelser. Opfatter vi kun et råb om kærlighed eller udtryk for kærlighed, vil vi kun opfatte kærlighed og glæde.
Hvorfor besvære sig med lære og praktisere tilgivelse?
Her er svaret på din søgen efter fred. Her er nøglen til mening i en verden, som synes meningsløs. Her er vejen til din sikkerhed bort fra alle de farer, som synes at true dig og ryste alle dine håb om nogensinde at finde uforstyrret ro. Her besvares alle dine spørgsmål; her endelig er afslutningen på al din uvished.
Dette er i korthed, hvad ACIM fortæller os, vi opnår, når vi praktiserer sand tilgivelse. Jeg kan naturligvis tage fejl, men tror dog, at ethvert empatisk menneske i denne verden søger fred med sig selv og med ”verden derude”. Så hvorfor ikke lære at praktisere tilgivelse? Som en helt gratis sidegevinst bringer du dig desuden så nær dit Hjem, at det blot er en tanke borte.
Jeg påbegyndte denne artikelserie med at påstå, at du kan lære sand tilgivelse lettere end du lærte at cykle. Jeg skulle måske have sagt, at det er enklere at forklare dig, hvordan du tilgiver sandt end det er at forklare, hvordan man cykler.
Når det drejer sig om sand tilgivelse, skal du stort set ikke selv gøre andet end blot erkende, at du ikke selv kan, og dernæst bede om, at ”det” gøres for dig. Så enkelt tror jeg ikke noget menneske i denne verden har lært at cykle.
Når du har dette med at føle på plads, er den mest enkle måde hvorpå du kan konstatere, om du har ”brug” for at tilgivelse dette:
I en eller anden situation oplever du, at du har opfattet/fortolket noget udenfor (eller i dig selv) som andet end kærlighed eller en bøn/et (nød)råb om kærlighed. Dette er tilfældet, hver eneste gang du mærker den mindste lille sting af irritation, for som ACIM udtrykker det:
Graden af følelser, du oplever, betyder ikke noget. Du vil blive mere og mere klar over, at et lille stik af irritation blot er dit dække over et intenst raseri.
Længe inden jeg havde påbegyndt min spirituelle rejse, krummede jeg træerne, hver gang jeg så en politiker i TV. Jeg kunne endog skære tænder og gå irriteret rundt om mig selv, indtil det ”ligesom” var glemt, læs: fortrængt. Og selvfølgelig gav jeg ”ham i TV” skylden for min langt mere end ”stikkende” irritation.
Men hvorfor kan vi ikke bare selv ændre opfattelse/fortolkning af det som gør os ondt?
Grunden hertil er, at når vi oplever nogen eller noget, som irriterer, sårer, gør os ude af os selv osv., er årsagen altid, at vi har set med egoets frygt-briller. Vi er så at sige låst fast i og for forblændet af egoets frygt-spind. Når vi er i egoets vold, er vi låst fast og overbeviste om, at vi har ret og ”de andre” er helt galt afmarcheret.
Et eksempel. Din partner siger til dig: ”Hvorfor hentede du ikke pakken på posthuset, som du lovede mig?”
Du opfatter ordene som en bebrejdelse og føler dig irriteret – eller hvad du nu føler.
Du har således opfattet/fortolket din partners ord som noget andet end kærlighed eller en bøn om kærlighed. Din irritation fortæller dig, at du har fortolket din partners ord som et angreb på dig.
Hvis du ønsker det og beslutter dig for at finde tilbage til samhørigheden med din partner, er sand tilgivelse vejen.
Følgende trin er for eksempel anvendelige:
1. Du mærker og erkender, hvad du føler over angrebet. Du løber ikke fra følelserne, du ”sugar-coater” dem ikke, du forsøger ikke at fornægte, hvad du føler. De er præcis, som de er, og du føler dem præcis ligeså ubehagelige, som de er. Dette er et vigtigt punkt, som ikke skal forbigås uden dog at blive trukket i langdrag.
At gemme eller fornægte, hvad du føler, ville betyde, at din ”Hjælper” ikke kan gribe ind, da det ville være et angreb imod dig.
2. Skønt det kan være vanskeligt, indrømmer du nu for dig selv, at der måske kan være en lille mulighed for, at du har fortolket forkert – du troede jo din partner angreb dig i stedet for at udtrykke en bøn om kærlighed.
3. Du henvender dig til en ”højere magt”, som står uden for egoets sfære.
Har du fået ord som Kristus/Helligånden/Gud galt i halsen, hvorfor disse ord giver dig ubehagelige associationer, kan du i stedet gøre således:
Forestil dig en åndelig kraft af ren ubetinget kærlighed som intet har at gøre med din fysiske krop eller den fysiske verden. Forestil dig for eksempel et kærligt ”væsen” der – badet i strålende hvidt lys – lægger hånden på dit hoved og du ser at: ”…… hans ansigt lyser som solen, og hans klæder er hvide som lyset”.
Du henvender dig til dette ”væsen” med nogle få ord som: Hjælp mig, for jeg har mistolket min partner. Jeg troede ”navn” angreb mig, og jeg følte mig virkelig irriteret og ked af det. Jeg ønsker at være i fred med mig selv og med ”navn” og beder dig så indtrængende, at du ændrer min opfattelse så jeg ser og forstår, at ”navn” blot udtrykte en bøn om kærlighed. Tak!
Intet mere end dette. Du slipper det med den viden, at din bøn er hørt, at den er modtaget og din opfattelse allerede er ændret fra frygt til kærlighed. Vores valg står altid imellem frygt og kærlighed.
Metoden er den samme, hvad enten du opfatter problemet som uoverstigeligt stort eller som en ubetydelig bagatel. Husk på, at den lille irritation bare er dit dække over et intenst raseri, og alle bagatellerne måske bare holder den ”underliggende vulkan” fra at bryde ud?
Udfører du ovennævnte lille proces med 100% oprigtighed, er du garanteret et 100% resultat: Din opfattelse vil for altid være ændret fra frygt til kærlighed.
Gør du det derimod uden oprigtighed, er resultatet ikke 0, men blot et forsøg blandt flere kommende, der vil resultere i dit mesterskab.
Med oprigtighed mener jeg, at du er villig til fuldstændigt at acceptere hvilken som helst forandring af dit sind, som ”din højere magt” giver dig. Når vi beder om noget, skal vi være villige til at acceptere gaven, vi får, uden at tvivle. Vi kan være sikre på, at gaven, vi får, præcis er den, som på alle måder er korrekt. Vi mennesker er kommet så langt bort fra os selv, at vi ikke aner, hvad der er til vores eget bedste:
Hvordan skulle jeg være i stand til at vide hvad der er til mit eget bedste når jeg ikke engang ved hvem jeg er? Det jeg ville tro var til mit bedste, ville da blot binde mig endnu stærkere til en verden af illusioner.
I sand tilgivelse erkender vi, at vi ikke kan selv og vi følger villigt vejen, som vores Vejleder stikker ud for os. Vi beder om at få vores opfattelse ændret fra frygt til kærlighed, hvilket vil ske i lige mål med vores villighed til, at det sker.
Dage, uger eller måneder senere opdager vi pludselig, at vi igen befinder os i samme situation, men nu har fået en helt ny og kærlig fortolkning, når vi hører ordene: ”Hvorfor hentede du ikke pakken på posthuset som du lovede mig?”
Med en smule øvelse kan dette gøres på stedet og på nogle få minutter. I begyndelsen af din indlæringsproces har du måske brug for at sunde dig lidt. Der er derfor intet i vejen for at vente, til du bliver alene. Tilgivelse bliver aldrig for ”gammel”, men kan gøres når som helst, endog hvis personen, vi har et ”udestående” med, for længst har forladt denne verden.
I begyndelsen synes du sikkert, at du begår ”fejl”, at du føler dig usikker og utilfreds med, hvad du gør. Du gav ikke op, fordi du faldt af cyklen, den gang du lærte dig den vanskelige kunst at cykle. Gør heller ikke det, når du går i gang med at opleve en kærlig verden ”derude”, en helt ny verden renset for al din frygt.
Som jeg tidligere har nævnt er sand tilgivelse ikke en flugt fra, ikke en fornægtelse af, alt hvad verden ”byder os” af ulykker, uretfærdigheder, forbrydelser, mord og svig. Når vi tilgiver sandt, ser og opfatter vi det alt sammen, men vi frygter det ikke, for vi ved, at alt er et udtryk for kærlighed eller nødråb om kærlighed. Er vores fortolkning ikke således, ved vi også, at vi har brug for at få vores fortolkninger korrigeret for os med sand tilgivelse.
Faldgruber
Ikke mange, om nogle overhovedet, påbegynder studiet af en åndelig vej uden at dumpe i faldgruber, som det kan tage mange år at grave sig ud af. Jeg tror, jeg har prøvet de fleste, i hvert fald alle mig bekendte. Disse faldgruber er (tror jeg) for en stor del uafhængige af den vej, vi vælger.
En af de mest almindelige faldgruber er, at vi bliver hyklere dvs. der bliver uoverensstemmelse mellem, hvad vi siger og gør, og hvad vi faktisk tror og føler.
For eksempel fortæller Biblen os, hvad der er rigtigt og forkert, hvad vi skal/ikke skal, må og ikke må. Kristen eller ej, er vi opdraget til at leve i overensstemmelse med de 10 bud, men vis mig én, der er i stand til at leve op til de strenge krav. Da vi imidlertid helst vil være vellidt og gerne fremstiller os selv lidt bedre, end vi selv tror vi er, falder vi let for fristelsen til at blive hyklere.
ACIM pålægger dig ingen ”bud”, du skal overholde. Du bliver ikke fortalt, hvad du skal eller ikke skal, men du bliver langsomt ledt til selverkendelse, fra frygt til kærlighed.
Vi forstår, at verden er en illusion, en drøm vi skal vågne fra. Nogle bruger denne viden som et forsvar for ikke at føle. Bliver vedkommende såret over et eller andet høres ofte: ”Det behøver jeg ikke tage mig af – det er jo bare en illusion alt sammen.”
Mange af disse faldgruber er omtalt i min selvbiografiske bog ”En forunderlig fortælling om vejen Hjem”. Den handler som nævnt lidt om mit liv (før og efter min åbenbaring), en hel del om åbenbaringen, der beskrives så detaljeret og korrekt det har været mig muligt. Du kan få den gratis som en pdf-fil hvis du skriver til mig.
Om vejen vi vælger når tiden inde:
Vejen er ikke vanskelig, men den er meget anderledes. Din er smertens vej, som Gud ikke kender til. Den vej er i sandhed vanskelig og meget, meget ensom. Frygt og lidelse gæster dig og begge følger de dig. Men denne mørke rejse er ikke Guds Søns vej. Gå i lyset og æns ikke de mørke følgesvende, for de er ikke egnede ledsagere for Guds Søn, som blev skabt af lys og i lys. For altid omsluttes du af det Store Lys og for altid stråler Det fra dig.
***
Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig via email om ting, du ikke forstår eller gerne vil have uddybet. Den eneste betingelse er, at dine spørgsmål og mine svar kan offentliggøres i NewSpeek, hvis red. finder, at de har almen interesse.
Mailadressen kommer her: QAnewspeek@vivaldi.net og vil fremover være at finde under de tekster, jeg skriver om spiritualitet.